Få dit eget presserum

Få dit eget presserum
30/03-23   -   Pressemeddelelse

Stor succes for dansk cykelmesse



I weekenden besøgte mere end 10.000 glade cykelentusiaster Øksnehallen, da Copenhagen Bike Show blev afholdt for 7. gang. Messen har for alvor bidt sig fast, som den klart førende i Skandinavien.

Den smukke, rustikke bygning i Kødbyen på Vesterbro dannede en fantastisk ramme, da mere end 80 udstillere - med tilsammen over 120 brands fra ind- og udland - viste det nyeste indenfor race, mtb, gravel, el- børne- og ladcykler.

”Stemningen er helt i top, og alle er meget begejstrede,” fortalte Christian Ritter, der er arrangøren bag messen, da Danske Cykelhandlere mødte ham til en hurtig snak.

Messen i år var kendetegnet ved deltagelse af flere udenlandske giganter som Gazelle, Hartje Ebsen, Batavus m.fl. og det var tydeligt, at store ressourcer var blevet brugt på at bygge nogle virkeligt imponerende stande.

”Det er skønt at se så mange forskellige udstillere samlet på et sted. For mig har det altid været vigtigt at Copenhagen Bike Show er for alle typer af cyklister, og det føler jeg for alvor at vi har opnået nu.”

Han fortsætter: ”Vi har haft udsolgt af stande siden starten af januar, hvilket vi aldrig har oplevet før. Af samme grund har vi et tætpakket Walk & Talk område, som egentligt er tænkt til arrangører af motionscykelløb eller start-ups, men som i år også er befolket af udstillere, der ønskede en stand.”

Netop manglen på plads er én af årsagerne til, at Copenhagen Bike Show flytter ud af Øksnehallen, når messen afholdes i 2024.

”Vi har været glade for at være i Øksnehallen siden 2018, men må erkende at rammerne er blevet for små, og vi er kede af at skulle begrænse antallet af udstillere. I år havde vi gjort plads til en stor testbane inde i Øksnehallen, da det er super vigtigt for de besøgende, at de kan prøvekøre de mange forskellige typer af cykler. Men den tager meget plads, og det går jo fra det område som der ellers kunne være udstillere på.”

Næste år flytter messen derfor tilbage til Lokomotivværkstedet, hvor det hele startede i 2015.

”Det er et kærligt gensyn, da vi havde nogle gode år i Lokomotivværkstedet fra 2015 – 2017. Men dengang havde vi svært ved at fylde de 10.000 m2 helt op, så det virkede lidt tomt i hjørnerne. Det kommer med garanti ikke til at ske næste år, da så godt som alle udstillerne fra i år allerede har gentegnet, og flere fra ventelisten til en stand i år nu kan være med.”

Copenhagen Bike Show afholdes næste gang den 2. – 3. marts 2024 i Lokomotivværkstedet.


Ingen tid til at hvile på laurbærrene
Det kunne være oplagt at læne sig tilbage og slå fødderne lidt op ovenpå weekendens strabadser, men det kommer i følge arrangøren ikke til at ske: ”Vi er allerede godt i gang med at arrangere VeloDays, som er de store efterårsmesser i Danmark. De afholdes den 30. september – 1. oktober 2023 i Vejle, og den 4. – 5 november 2023 i Ballerup Super Arena.”

Selvom VeloDays er mindre end Copenhagen Bike Show, så besøges de trods alt af mere end 4.000 gæster hver, og de er på få år blevet en vigtig del af cykelkalenderen for udstillere og besøgende.

Ny fagmesse ser dagens lys
Fredag den 29. september afholdes VeloDays B2B i DGI Huset i Vejle, som en ren fagmesse for distributører, agenter, grossister og butikker i cykelbranchen.

”Vi har længe haft forespørgsler om en dansk cykelfagmesse, og nu bliver det så til virkelighed. Ved at ligge fagmessen én dag før VeloDays åbner i Vejle, sikrer vi endnu flere udstillere til de mange besøgende i weekenden, da alle som udstiller om fredagen også bliver der henover weekenden”, fortæller Christian Ritter.

”Selvom stort set alle grossister og distributører har deres egne in-house udstillinger, så savner flere af dem et samlet sted, hvor de kan invitere deres forhandlere til en fælles fagmesse.

Det er krævende for især de lidt mindre butikker, at skulle besøg 5, 6 eller flere grossister henover efteråret, og derfor er tiltaget meget velkomment. Ved at samle leverandørerne under ét tag, så sparer forhandlerne mange kilometer på landevejen mellem de forskellige in-house shows,” slutter Christian Ritter.


Billeder


Pressekontakt

Christian Ritter
  20420006

Firma

Ritter Plus
Industrikrogen 4B
2635 Ishøj, Danmark

  20420006
  20420006


Modtag nyheder fra Ritter Plus på mail

Tilmeld dig her
Vores mission er at effektivisere og formidle alle former for presse- og virksomhedsinformation og gøre den tilgængelig for alle på alle tilgængelige platforme.

om MyPressWire