Få dit eget presserum

Få dit eget presserum
01/03-21   -   Pressemeddelelse

Loppesupermarkedskæden Kirppu genåbner sine butikker



Efter flere måneders nedlukning åbner loppesupermarkedskæden Kirppu i dag størstedelen af sine butikker. Med fokus på høj sikkerhed og tryghed hos kunder og medarbejdere er kæden klar til at byde kunderne velkommen igen i 17 butikker landet over

For første gang i år slår loppesupermarkedskæden Kirppu i dag dørene op for 17 af kædens 19 butikker landet over efter flere måneders nedlukning som følge af coronarestriktionerne. Butikkerne i Dalum ved Odense og i Ringsted åbner endnu ikke, da de er placeret i centre.

Kirppu åbner butikkerne lige så forsigtigt som sidste gang og følger naturligvis sundhedsmyndighedernes retningslinjer nøje for at kunne sikre størst mulig sikkerhed mod smitte og tryghed for kunder som medarbejdere.
- Vi glæder os til at byde alle vores kunder velkommen tilbage i butikkerne, der naturligvis ligesom efter sidste nedlukning er spækket med sikkerhedsforanstaltninger for at undgå smittespredning blandt vores kunder og medarbejdere, siger administrende direktør Morten Bøjland.

Håndspritten står stadig ved indgangen, plexiglasset er på plads foran kasserne, og loungen er stadig afspærret. Derudover vil medarbejderne løbende spritte kurve, kundevogne og håndtag grundigt af og sørge for at håndhæve det maksimale antal kunder i butikken. Til det formål har kæden sørget for kundetællere ved indgangene, så kunderne også selv kan være opmærksomme på antallet af personer, inden de træder ind i forretningerne.

Forventer genbrugsboom
Da Danmark lukkede ned sidste gang i marts 2020, oplevede Kirppu efterfølgende et boom i danskernes interesse for genbrug. Interessen for at købe en stand steg voldsomt og det samme gjorde mængden af varer, som danskerne kom til butikkerne med.
- Vi kunne mærke, at danskerne havde haft rigtig god tid til at rydde op og sørge for at sælge alt guldet videre. Vi forventer faktisk at se samme tendens nu her, hvor folk har haft god tid helt siden jul til at få ryddet det sidste fra lofter og kældre. Allerede nu har vi fået mange henvendelser fra danskere landet over, om hvornår deres lokale Kirppu åbner, fortæller Morten Bøjland.

Mere end bare en butik
Alt tyder da også på, at Kirppu har været savnet af kunderne. Kæden har undervejs fået mange henvendelser fra kunder, der har savnet at komme i butikkerne lige så meget, som kæden har savnet at åbne butikkerne.
- Det viser os jo, at Kirppu er meget mere end bare en forretning. Kirppu er et fællesskab, hvor alle, der holder bæredygtighed og genbrug højt, mødes, siger Morten Bøjland og tilføjer:
- De yngre kunder kommer her primært, fordi de hos os ikke behøver at gå på kompromis med deres bæredygtige livsstil, men kan handle uden at øge forbrugerræset, mens nogle fra de ældre generationer udover naturligvis at købe og sælge en masse genbrugsguld, også kommer her for at dyrke nostalgien. Hos os er der altid plads til, at de kan få sig en sludder om gamle dage.

Selvom coronarestriktionerne er de samme som sidste gang, er alt ikke helt, som det plejer hos Kirppu. Når standlejerne vender tilbage, er butikkerne nemlig nu klar med de nye og længeventede prismærker, der letter standlejernes arbejde markant.

Fremover kan man nu hjemmefra prismærke og uploade billeder af varerne, så man bare skal have printet mærkerne ved kassen, når man kommer med nye varer til sin stand. Foretrækker man at beholde de retro håndskrevne prisskilte, kan man dog sagtens gøre det. Hos Kirppu hylder man nemlig det frie valg.

Fakta om Kirppu
• Kirppu betyder loppe på finsk og blev efter inspiration fra Finland etableret i Danmark i 2014, hvor det første ”loppesupermarked” åbnede i Hillerød.
• I dag har kæden genbrugsbutikker i Hillerød, Frederikssund, Herlev, Herning, Holstebro, Kalundborg, Kolding, Næstved, Ringsted, Slagelse, Roskilde, Odense, Nykøbing Falster, Sønderborg, Holbæk, Aalborg, Hjørring, Horsens og Tilst.
• Butikkerne er typisk mellem 800-1500 m2, hvor der er personale, som sælger genbrugsvarerne. Det har godt 50.000 standlejere benyttet sig af siden åbningen af den første butik for godt seks år siden.
• Ved hjælp af stregkoder registreres salget, og sælgeren får automatisk udbetalt sit overskud af Kirppu. Kunden kan følge sit salg via app’en ’Mit Kirppu – Katjiing’ eller på Kirppu.dk
• Kirppu beskæftiger omkring 250 medarbejdere og omsætter over tre millioner loppefund hvert år.

Billeder


Pressekontakt

Morten Bøjland
Adm. Direktør
  28250180
Nellie Ellen Nørgaard Nielsen
Marketing manager
  26 29 98 73

Firma

Kirppu Danmark
Herredsvejen 2
3400 Hillerød, Danmark

  70250012

www.kirppu.dk

Modtag nyheder fra Kirppu på mail

Tilmeld dig her
Vores mission er at effektivisere og formidle alle former for presse- og virksomhedsinformation og gøre den tilgængelig for alle på alle tilgængelige platforme.

om MyPressWire