01-08-17

Dansk design og håndværk skaber emfang af høj klasse


Conus fra trepol fremstilles fra start til slut i Danmark
Når man ser på emfang til køkkenet, skiller Trepol sig ud ved at designe og fremstille alle deres modeller her i landet efter håndværksmæssige traditioner. Det betyder, at emfangene ikke masseproduceres, men laves i små serier med store krav til materialer og håndværk. Resultatet er en ekstraordinær kvalitet, der tåler sammenligning med designermøbler til hjemmet.

Conus-modellerne, der blandt andet fås i messing, er eksempler på, hvor omhyggeligt de 6 smede og øvrige håndværkere arbejder hos virksomheden i Odense. Fra metallet udstanses, valses, bukkes, svejses og poleres – til de færdige emfang samles, monteres og pakkes. Alt er dansk kvalitet, inklusiv den indbyggede elektroniske styring.

Runde former og max. effektivitet
Trepol arbejder meget med runde og organiske former, hvor de fleste andre tænker firkantet. Det skaber møbler til køkkenet, som kunderne med glæde investerer mange penge i, blandt andet fordi design og finish får emfanget til at ligne en smuk lampe. Samtidig betyder den gennemførte kvalitet, at levetiden forventes at række langt ud over garantien på 5 år.

- Conus 81 har vundet designprisen Red Dot Design Award, men det afgørende for succes er, at vores emfang også bevarer et sundt og godt indeklima, fortæller Hans H. Jørgensen, direktør fra Trepol. – Funktionaliteten skal være der, så luften fjernes og renses. Dér går vi ikke på kompromis og har med inspiration fra naturen udviklet det specielle punktsug.

Punktsuget skaber en roterende luftstrøm, der effektivt tiltrækker mados og damp, så alle generende lugte fra madlavningen transporteres væk. Enten gennem recirkulations-filteret eller ud i det fri. Samtidig er emfanget ekstremt støjsvagt.

Finish og farvevalg
Ønsket om dansk design og dansk håndværk af høj kvalitet vinder frem hos stadig flere forbrugere – og ved at bygge alt i Odense, har Trepol rykket ved det traditionelle marked for emfang.

Emfangene, der har mange farve- og finishmuligheder, fås blandt andet gennem køkkenbutikkerne Kvänum, Hanstholm Køkken, Multiform, Uno Form, Simonsen og Czechura og Kustomhouse.



2362 x 1577 pixel    1,76 mb


2362 x 3549 pixel    2,74 mb


1576 x 2362 pixel    1,40 mb


2362 x 1577 pixel    0,37 mb


1024 x 681 pixel    0,21 mb

Kategorier