Få dit eget presserum

Få dit eget presserum
25/08-17   -   Pressemeddelelse

Tænketank inviterer til konference om undervisning i terrorforebyggelse: Hvem vil ikke gerne i himlen?

Tænketanken Ret & Sikkerhed inviterer den 25. oktober 2017 til lanceringskonference af undervisningsprojektet "Hvem vil ikke gerne i himlen?" på Christiansborg. Dagens program vil sætte fokus på ungdomsuddannelsernes og undervisningens rolle i forebyggelse af radikalisering og voldelig ekstremisme blandt unge.

Terrortrusler og terrorangreb er i disse år blevet en del af den nære virkelighed, næsten hverdag, i Norden og i Europa. For første gang siden Anden Verdenskrig oplever en generation af unge løbende angreb rettet mod tilfældige og ubeskyttede civile, der kunne have været dem selv.

På denne baggrund arbejder Anja Dalgaard-Nielsen, chef for Institut for Strategi ved Forsvarsakademiet, og journalist, M.A. Lotte Lund i disse måneder i regi af tænketanken Ret & Sikkerhed på at udarbejde undervisningsprojektet "Hvem vil ikke gerne i himlen?" målrettet ungdomsuddannelserne. Projektets formål er at sætte fokus på, hvordan man kan være med til at forebygge radikalisering og voldelig ekstremisme.

"Med forløbet vil vi gerne både give de unge en grundlæggende forståelse af terrorismens væsen i et historisk og samfundsmæssigt perspektiv, men ikke mindst skal de forstå, at de selv kan være med til at gøre en positiv forskel, og at der er et bedre alternativ for unge, der åbner sig mod ekstremistisk tænkning," lyder det fra forfatterne. De ønsker med en række øvelser også at engagere de unge og få dem ud af deres vante roller. Øvelserne vil give både lærere og elever mulighed for at gå ind de dilemmaer og handlemuligheder, som terrortruslen stiller både beslutningstagere og almindelige borgere overfor.

Projektet, der har fået støtte af TrygFonden, vil ligge klar til skoleåret 2018/2019, introduceres den 25. oktober 2017 ved en konference på Christiansborg.

Dagens program vil sætte fokus på ungdomsuddannelsernes og undervisningens rolle i forebyggelse af radikalisering og voldelig ekstremisme blandt unge og samtidig give et bud på, hvordan almindelige mennesker kan modvirke terrorisme.

Program

Tid: 25. oktober 2017, kl. 13-16

Sted: Fællessalen, Christiansborg

12:30-13:00 Registrering og sandwich

13:00-13:10 Velkommen ved Lars Barfoed, tidl. Justitsminister og medstifter af Ret & Sikkerhed.

13:10-13:15 Introduktion til eftermiddagens program ved moderator Janni Pedersen, journalist, TV2 News

13:15-13:45 Aktuel status på terror, radikalisering og voldelig ekstremisme i Danmark og Europa. Hvordan målrettes budskaber og rekrutteringsstrategier unge ved Anja Dalgaard-Nielsen, chef for Institut for Strategi ved Forsvarsakademiet og medstifter af Ret & Sikkerhed.

Q&A

13.45-14:15 Tæt på terroren
Journalist Janni Pedersen, TV2, interviewer Kundbypigens lærer Christian Koed (bekræftet) om de erfaringer og tanker man gør sig som underviser, når terroren kommer helt tæt på. Hvilken viden og hvilke redskaber er der behov for.

14:15-14:45 Pause

14:45-15:30 Panel: Ungdomsuddannelsernes rolle i forebyggelse af voldelig ekstremisme blandt danske unge - hvordan styrker vi den demokratiske kultur gennem undervisning, hvordan bekæmper vi voldelig ekstremisme uden at gå på kompromis med åndsfriheden, muligheder, udfordringer og samarbejde: Gymnasierektor Sune Bek, Helsingør Gymnasium; Lone Hansen, direktør for TEC (tekniske erhvervsskoler i København, Jens Philip Yazdani, formand for Danske Studerendes Sammenslutning.

15.30-15:45 Produkter og tidsplan for projekt forebyggelse af ekstremisme blandt unge ved danske ungdomsuddannelser, Anja Dalgaard-Nielsen og Lotte Lund, journalist og projektleder. Debat og input fra salen.

15:45-16:00 Afrunding og tak for i dag, Morten Bødskov (MF), tidl. Justitsminister og formand for Ret & Sikkerhed

Deltagelse er gratis og pladserne tildeles efter først-til-mølle princippet. Tilmelding kan ske på mail til Lotte Lund på lolu@lottelund.dk


Blå bog: Anja Dalgaard-Nielsen og Lotte Lund

Anja Dalgaard-Nielsen og Lotte Lund har sammen udviklet konceptet for undervisningsprojektet. De to kender hinanden fra School of Advanced International Studies, Johns Hopkins University, i Washington DC, hvor de begge læste i 1990'erne.

Anja Dalgaard-Nielsen er til daglig er chef for Institut for Strategi ved Forsvarsakademiet. Hun har også en fortid som chef i Politiets Efterretningstjeneste. Hun er også medstifter af tænketanken Ret & Sikkerhed.

Journalist Lotte Lund har i sin karriere blandt andet arbejdet for Dagbladet Politiken, hvor hun modtog flere priser for sit samarbejde med journalist Ambro Kragh i afsløringen af rockergruppen Hells Angels som en kriminel organisation. Lotte Lund har også arbejdet uden for journalistikken for blandt andet Verdensbanken og Udenrigsministeriet. I en årrække var hun ansvarlig for det transatlantiske uddannelsesprogram Humanity in Action, der har fokus på menneskerettigheder og beskyttelse af minoriteter. Hun er i dag indehaver af kommunikationsvirksomheden Lotte Lund MediaLab.


Om tænketanken Ret og Sikkerhed:

Tænketanken Ret & Sikkerhed blev stiftet i 2016 af fhv. justitsminister og MF, nu direktør i PR-bureauet Primetime Lars Barfod, fhv. justitsminister Morten Bødskov (MF), folketingskandidat for Venstre Mads Fuglede og chef for Institut for Strategi ved Forsvarsakademiet Anja Dalgaard-Nielsen.

Formålet med Tænketanken Ret & Sikkerhed er at etablere sig som et forum for debat om de sikkerhedsmæssige trusler som Danmark står over for - og vores svar her på. Virker de - eller virker de ikke? Er balancen mellem retssikkerhed og sikkerhed rigtig, skæv - eller hæmmet af hensyn som svækker forsvaret mod truslerne?


Praktisk Info:

Pressen og andre interesserede er velkomne til at deltage - skriv til Lotte Lund på mail lolu@lottelund.dk for akkreditering.

Anja Dalgaard-Nielsen og Lotte Lund står til rådighed for uddybende kommentarer eller interview - kontakt Lotte Lund på mobil 24244943 eller mail lolu@lottelund.dk



Relevant information

Ret & Sikkerhed - facebook
https://www.facebook.com/retogsikkerhed/


Pressekontakt

Lotte Lund
Kommunikationsansvarlig, journalist, M.A.
  +45-24244943

Firma

Ret & Sikkerhed
Christiansborg
1240 København K, Danmark

  +45-24244943

http://retogsikkerhed.dk

Modtag nyheder fra Ret & Sikkerhed på mail

Tilmeld dig her
Vores mission er at effektivisere og formidle alle former for presse- og virksomhedsinformation og gøre den tilgængelig for alle på alle tilgængelige platforme.

om MyPressWire