Få dit eget presserum

Få dit eget presserum
27/03-17   -   Pressemeddelelse

TrygFonden donerer en million kr. til undervisningsprojekt med fokus på unge og terrorisme



Tænketanken Ret & Sikkerhed har modtaget midler fra TrygFonden til et undervisningsprojekt med fokus på terror og forebyggelse af rekruttering af unge til terror. Projektet er målrettet ungdomsuddannelserne.

Tænketanken Ret & Sikkerhed har modtaget en million kroner fra TrygFonden til et undervisningsprojekt, der skal sætte studerende på danske ungdomsuddannelser i stand til at se terror i et større perspektiv og gennemskue terrorgruppers propaganda- og rekrutteringsteknikker.

Det er en af stifterne af tænketanken, terroreksperten Anja Dalgaard-Nielsen, og journalist Lotte Lund, der får ansvar for gennemførelsen af projektet. I forbindelse med projektet vil der blandt andet blive produceret to digitale undervisningsbøger, en med fokus på radikalisering og rekruttering og en med fokus på exitstrategier. Der vil også blive udviklet en række rollespil med henblik på at give lærere og elever mulighed for at gå ind i de dilemmaer og handlemuligheder, som terrortruslen stiller både beslutningstagere og almindelige borgere overfor. Til slut præsenterer eleverne deres erfaringer ved en række konventer landet over.

Baggrunden for projektet er, at unge for første gang siden 2. Verdenskrig løbende oplever angreb rettet mod tilfældige og ubeskyttede civile tæt på deres hverdag. Senest var danske elever fra Ørestad Skole i sidste uge helt tæt på den dødelige terrorhandling i London. Tidligere har det eksempelvis været Anders Breiviks angreb på regeringsbygningerne i Oslo og de unge socialdemokraters sommerlejr på Utøya i 2011, og i de seneste år Islamisk Stat-relaterede terrorangreb i København, i Paris, i Nice samt andre steder i Frankrig, i Bruxelles, Berlin og Istanbul. Steder, mange unge kender fra hverdagen, fra ferier og studieture, og som hidtil har kunnet betragtes som sikre steder at bo, studere og leve.

"Det er vores ønske og ambition at projektet skal bidrage til at styrke elevernes identitetsfølelse og få dem til at forstå terrorens væsen i et større perspektiv. Samtidig vil vi gerne tydeliggøre, hvilken positiv forskel de unge selv og mennesker i al almindelighed kan gøre, når det gælder forebyggelse af voldelig ekstremisme," siger Anja Dalgaard-Nielsen, der til daglig er chef for Institut for Strategi ved Forsvarsakademiet. Hun har også en fortid som chef i Politiets Efterretningstjeneste.

TrygFonden har tidligere samarbejdet med Anja Dalgaard-Nielsen om blandt andet at samle viden om radikalisering og voldelig ekstremisme. Forskningschef i TrygFonden Anders Hede mener, at terroren bliver mindre skræmmende og vi borgere mere trygge, hvis vi forstår terroren bedre og selv er med til at forebygge, at den opstår.

"Det er bedre at forebygge og håndtere radikalisering, hvor den opstår lokalt - for eksempel på ungdomsuddannelserne eller i det område, hvor man bor. Her kan mange af os være med til at tage ansvar og bidrage, frem for at terrorbekæmpelse bare bliver noget som militær og efterretningstjenester tager sig af, siger Anders Hede, forskningschef i TrygFonden.

Fakta:
Anja Dalgaard-Nielsen og Lotte Lund har sammen udviklet konceptet for undervisningsprojektet. De to kender hinanden fra School of Advanced International Studies, Johns Hopkins University, i Washington DC, hvor de begge læste i 1990'erne.

Lotte Lund har i sin karriere blandt andet arbejdet for Dagbladet Politiken, hvor hun modtog flere priser for sit samarbejde med journalist Ambro Kragh i afsløringen af rockergruppen Hells Angels som en kriminel organisation. Lotte Lund har også arbejdet uden for journalistikken for blandt andet Verdensbanken og Udenrigsministeriet. I en årrække var hun ansvarlig for det transatlantiske uddannelsesprogram Humanity in Action, der har fokus på menneskerettigheder og beskyttelse af minoriteter.

Tænketanken Ret & Sikkerhed blev stiftet i 2016 af forhenværende justitsminister og fhv. MF, nu associeret partner i PR-bureauet Primetime Lars Barfod, forhenværende justitsminister MF Morten Bødskov, folketingskandidat for Venstre Mads Fuglede og chef for Institut for Strategi ved Forsvarsakademiet Anja Dalgaard-Nielsen.

Formålet med Ret & Sikkerhed er at skabe et forum for debat om sikkerhedsmæssige trusler mod Danmark og for at skabe balance mellem retssikkerhed og sikkerhed.

Relevant information

Følg Ret & Sikkerhed på Facebook:
https://www.facebook.com/retogsikkerhed/


Pressekontakt

Lotte Lund
Kommunikationsansvarlig, journalist, M.A.
  +45-24244943

Firma

Ret & Sikkerhed
Christiansborg
1240 København K, Danmark

  +45-24244943

http://retogsikkerhed.dk

Modtag nyheder fra Ret & Sikkerhed på mail

Tilmeld dig her
Vores mission er at effektivisere og formidle alle former for presse- og virksomhedsinformation og gøre den tilgængelig for alle på alle tilgængelige platforme.

om MyPressWire