Få dit eget presserum

Få dit eget presserum
16/12-16   -   Pressemeddelelse

Psoriasis Forskningsfondens årlige indsamling er nu sat i gang!

Psoriasis Forskningsfonden har til formål at sikre ny forskning, der kan forbedre behandlingsmulighederne for de 165.000 mennesker med psoriasis og psoriasisgigt i Danmark. Hvert år uddeler fonden op imod en halv million til forskning i psoriasis. Landsindsamlingen løber frem til den 15. februar.

Der er 165.000 mennesker med psoriasis og psoriasisgigt i Danmark, og hver dag bliver 10 danskere diagnosticeret med den alvorlige kroniske sygdom. Men hvorfor udvikler nogle mennesker psoriasis? Og hvordan findes en kur for den på nuværende tidspunkt uhelbredelige sygdom? Det er spørgsmål, som videnskaben fortsat mangler at finde svar på. Det er Psoriasis Forskningsfonden til for at ændre på, og netop nu kan du støtte forskning i psoriasis i anledning af fondens årlige landsindsamling.

Landsindsamlingen løber fra den 15. december og frem til den 15. februar. Alle bidrag går ubeskåret til forskning. Niels Jensen, bestyrelsesformand for Psoriasis Forskningsfonden, udtaler:

"Psoriasis er en arvelig og indtil videre uhelbredelig sygdom. Der er stadig et stort behov for større viden om psoriasis og psoriasisgigt og årsagen til sygdommen. Psoriasis Forskningsfonden er til for at sikre, at der fortsat bliver igangsat vigtige projekter, der skal bidrage til at løse gåden om psoriasis og finde nye behandlingsmuligheder til de 165.000 mennesker med psoriasis og psoriasisgigt i Danmark."

Direktør for Psoriasisforeningen Lars Werner tilføjer:
"Forskning er en hjørnesten i Psoriasisforeningens eksistensgrundlag og et kerneområde for foreningens arbejde. Foreningen er bygget på en vision om 'et liv uden psoriasis', og Psoriasis Forskningsfonden arbejder direkte for at opfylde den vision."

Psoriasis Forskningsfonden er en almennyttig fond, grundlagt af Psoriasisforeningen i 1984. Hvert år uddeler fonden fra kr. 250.000-500.000 til forskning i psoriasis og psoriasisgigt.

165.000 venter på et gennembrud i psoriasisforskningen
Der er et stort behov for yderligere viden om årsagen til psoriasis, behandlingsmuligheder og forebyggelse. Psoriasis rammer cirka 3 procent af befolkningen. I Danmark lever således 165.000 mennesker med psoriasis og psoriasisgigt, som venter på et gennembrud i psoriasisforskningen med håbet om en dag at blive helt fri for psoriasis i hud og led.

Psoriasis er en autoimmun sygdom, hvor kroppens immunforsvar af endnu uvisse årsager angriber raske celler i huden. Sygdommen kommer til udtryk ved et karakteristisk udbrud af røde pletter på mindre eller større områder af kroppen (afhængigt af sygdommens sværhedsgrad), og det medfører skæl, kløe, svie, smerter og lignende gener. Op imod 40 procent rammes også i leddene og udvikler psoriasisgigt, som er en særlig gigtform.

Men sygdommen rammer ikke kun huden. Psoriasis er forbundet med alvorlige følgesygdomme som hjerte-karsygdomme, diabetes, depression og lavt selvværd. Hver anden psoriasisramte oplever at få en eller flere følgesygdomme.

Psoriasis er altså langt mere end en hudsygdom - fordi sygdommen rammer både fysisk, psykisk, men også socialt.

Hjælp foreningen med at knække psoriasis-gåden
Midler fra Psoriasis Forskningsfonden uddeles i form af legater til forskere, der ønsker at finde årsagen til psoriasis eller forsøger at finde nye og effektive lægemidler til behandling af psoriasis og psoriasisgigt.

"Med et bidrag er du med til at knække psoriasis-gåden og støtte arbejdet for, at forskningen en dag kan få et gennembrud, der gør det muligt at for alle at få et liv uden psoriasis. Dit bidrag vil gøre en stor forskel, og Psoriasisforeningen er taknemmelige for alle bidrag, større som mindre," siger Niels Jensen.

Sådan støtter du Psoriasis Forskningsfonden
Du kan give et bidrag til Psoriasis Forskningsfonden på MobilePay 2171 6314.
OBS. skriv "Psoriasis Forskningsfonden" i besked-feltet til modtageren.

Du kan også give dit bidrag på konto nr. 1551-4768333920.
Landsindsamlingen løber frem til den 15. februar.

Vil du høre mere om psoriasis, eller hvordan du kan støtte Psoriasisforeningens arbejde? Så kan du altid kontakte foreningens landskontor på tlf. 36 75 54 00 eller psoriasis@psoriasis.dk

Om Psoriasisforeningen
Psoriasisforeningen kæmper for de 165.000 mennesker med psoriasis og psoriasisgigt i Danmark og deres pårørende.

Når du støtter Psoriasisforeningen, bidrager du til foreningens arbejde for, at alle med psoriasis og psoriasisgigt i Danmark kan få et godt liv. Din støtte går dermed til forskning på psoriasisområdet, kampagner og oplysning, politiske og sundhedsfaglige samarbejder og målrettede projekter for at forbedre vilkårene for mennesker med psoriasis.

Pressekontakt


Firma

Psoriasisforeningen
Blekinge Boulevard 2
2630 Taastrup, Danmark

  +45 36 75 54 00
  +45 30 73 97 98

http://www.psoriasis.dk

Modtag nyheder fra Psoriasisforeningen på mail

Tilmeld dig her
Vores mission er at effektivisere og formidle alle former for presse- og virksomhedsinformation og gøre den tilgængelig for alle på alle tilgængelige platforme.

om MyPressWire