Få dit eget presserum

Få dit eget presserum
13/01-17   -   Pressemeddelelse

NetParty Herning melder udsolgt til sin hidtil største computerevent

Det nye år skydes i gang med NetParty Hernings fjerde computerevent, NPH#4. Deltagerantallet er denne gang blevet udvidet til 640 pladser. En uge inden eventstart står håbefulde deltagere i kø i forsøget på at få fingre i ellers udsolgte billetter. Arrangøren bag har fokuseret på en række nye tiltag.

Sportscenter Herning vil i weekenden d. 20.-22. januar være fuld af 640 glade computerspillere, der var heldige at få billet til NetParty Hernings fjerde og hidtil største computerevent. Hovedarrangøren, Rune Christiansen, er glad for den store interesse og er begyndt at se nærmere på et større sted at afholde NPH#5.

"NetParty Herning har virkelig fart på. Vi er denne gang blevet en af Danmarks større computerevents, hvorfor jeg også overvejer at finde et større sted at afholde NPH#5. Vi arbejder med et emne, der er i rivende udvikling for tiden, og vi udvider gerne og finder på nye tiltag til glæde for mange computerinteresserede unge mennesker", siger Rune Christiansen.

En af de største turneringer til NPH#4 er i det populære skydespil Counter-Strike. Denne gang er præmiepuljen på 30.000 kroner. Som noget nyt kommer der et tomandshold ud og indtager kommentatorrollen ved live at analysere kampene.

Udover Counter-Strike vil der også være turneringer i spil som blandt andre Hearthstone, Rocket League, League of Legends og Fifa. Alle turneringer har præmier på højkant.

For livestreaming af Counter-Strike-turneringen med kommentatorer klik her: https://www.twitch.tv/netpartyherning

Sidste gang startede NetParty Herning et samarbejde med Midt- og Vestjyllands Politi og det nationale center for cyberkriminalitet i et fælles projekt kaldet Sikker Internet Færden. Foldere med blandt andet gode råd, og hvem man skal kontakte, hvis man oplever noget ubehageligt på nettet, bliver uddelt til dette års deltagere.

Om lørdagen aflægger desuden Campus Vejle Sportscollege NPH#4 et besøg. Vejle Sportscollege har en e-sportsuddannelse, som de kommer og fortæller om. Elektronisk sport - forkortet e-sport - vinder frem herhjemme som fag på flere institutioner, herunder både efterskoler, højskoler og ungdomsuddannelser.

"Før i tiden handlede det meget om kun at spille computer og hygge sig med vennerne imens, men i dag er der kommet et uddannelsesperspektiv på også. Computerspil er ikke nødvendigvis kun underholdning, men også læring indenfor eksempelvis taktik, samarbejde og gruppedynamik. Flere steder i landet er e-sport oprettet som fag, hvor man kan blive undervist i netop denne læring, og det vil vi selvfølgelig gerne udbrede kendskabet til", siger Rune Christiansen.

FAKTA:
Tid: d. 20. januar kl. 16.00 til d. 22. januar kl. 16.00
Sted: Sportscenter Herning, Holingknuden 3, 7400 Herning

Pressekontakt

Rune Christiansen
Hovedarrangør
  +4540732270

Firma

Cramer Data
Olaf Ryes Gade 13
Kolding, Danmark

  +4540732270
  +4540732270

www.nph.wtf

Modtag nyheder fra NetParty Herning på mail

Tilmeld dig her
Vores mission er at effektivisere og formidle alle former for presse- og virksomhedsinformation og gøre den tilgængelig for alle på alle tilgængelige platforme.

om MyPressWire