Få dit eget presserum

Få dit eget presserum
02/10-15   -   Pressemeddelelse

16 danske lækkerier i kamp om Sallings Fødevarepris

Finalisterne er fundet, og nu kommer et stærkt panel af stjernekokke og kogebogsforfattere på hård prøve, når vinderen af Fødevareprisen 2015 kåres den 7. oktober i Salling Aarhus

Smagfulde olier, delikate eddiker, overdådige is, perlende øl, marinerede bær og andre spændende spiser har forkælet smagsløgene hos slagtermester Christian Hansen og hans kollega, kolonialchef Rene Fly Jensen fra Salling Aarhus. Siden september har de to sammen med den øvrige chefgruppe fra Salling Super smagt sig gennem mere end 100 specialiteter fra hele landet, for at finde værdige kandidater til Sallings Fødevarepris og de 100.000 kroner, der følger med.

Feltet af deltagere er efter sidste uges semifinaler i Aarhus og Aalborg nu kogt ned til 16 finalister, og årets lækreste fødevarer bliver kåret ved et stort, åbent arrangement i Salling Aarhus den 7. oktober.

Slagtermester Christian Hansen forudser, at dommerne kommer på en hård opgave den dag.

- Det er nogle formidable produkter, vi har med i år, og niveauet er tårnhøjt. Det kan smages, at vi har at gøre med dedikerede og meget dygtige producenter, som virkelig går op i det, de beskæftiger sig med, siger Christian Hansen.

Timm Vladimir og seks skarpe gastronomer klar til uddeling
Vinderen bliver fundet gennem blindsmagning, og dommerpanelet består i år af fem anerkendte kokke samt journalist og kogebogsforfatter Anne Hjernøe fra DR2's program AnneMad. Derudover sidder også Sallings slagtermester og kolonialchef med ved bordet.

Sidste års konferencier Timm Vladimir styrer slagets gang ved arrangementet, og han ser frem til at smage sig igennem de 16 fornemme fødevarer og til at møde menneskene bag dem.

- Jeg glæder mig rigtig meget. Sallings Fødevarepris er med til at få de små, danske familieforetagender frem i lyset, samtidig med at vi hylder passionen for den gode mad. Jeg glæder mig til at præsentere deltagerne og blive klogere på det, de brænder for, siger han.

Publikums favorit belønnes også
Semifinalen den 25. september blev et tilløbsstykke uden lige. Den foregik i Salling Aarhus og Aalborg. Her var semifinalisterne fordelt i hvert stormagasin, hvor de præsenterede deres varer for både dommere og kunder. Flere end 1.200 af de mange besøgende valgte at afgive en stemme på deres favorit, som dermed kandiderer til Publikumsprisen på 10.000 kroner.

- Vi har mange faste kunder med klare holdninger til kvaliteten af det, de spiser, og det gør en stor forskel for dem at møde producenterne. Mange vil gerne kende historien bag varen og høre ildsjæle fortælle om deres passion for produktet. Det giver en større forståelse for, at specialiteter fremstillet med kærlighed og omhu, ofte koster lidt mere end almindelige dagligvarer, siger Christian Hansen.

De 16 finalister bliver endeligt offentliggjort på finaledagen onsdag den 7. oktober kl. 15-17 i Salling Aarhus, hvor alle producenterne er til stede med deres varer. Priserne overrækkes af Karin Salling.

Om Sallings Fødevarepris
Fødevareprisen blev indstiftet i 2014 med støtte fra Salling Fondene og uddeles i samarbejde med F. Salling A/S, Food Organisation of Denmark og Jyllands-Posten. Prisen har til formål at sætte fokus på danske producenter, som fremstiller eksklusive fødevarer af høj kvalitet og sikre, at disse når ud til et bredere publikum.
Prisuddelingen er åben for alle og finder sted i Salling Aarhus onsdag den 7. oktober kl. 15-17.

Produkter
Alle danske fødevareproducenter kan indstille produkter til prisen. Kravet er, at varen skal være danskproduceret og fremstillet af hovedsagligt danske råvarer.
De nominerede produkter tilhører følgende produktkategorier: Kornprodukter & Bagværk, Mejeri,
Delikatesser, Frugt & Grønt, Vin, Øl & Spiritus, Øvrige Kolonialvarer - herunder te, chokolade, olier og eddiker m.m.

Dommerpanelet ved Sallings Fødevarepris 2015

Nicholas Min Jørgensen
Køkkenchef på Restaurant Substans i Aarhus, som fik en Michelinstjerne i 2015. Nicholas har tidligere været på Norsminde Kro. Er holdkaptajn på kokkelandsholdet og var i finalen til Årets Kok i 2013.

Anne Hjernøe
Tv-kok på DR2.
Tidligere skrev hun om mad til forskellige aviser og blade. Hun har desuden skrevet flere kogebøger. Hjernøe er uddannet journalist. Hun er blevet kendt for sin medvirken i Frilandshaven og sit eget program AnneMad.

Søren Jacobsen
Uddannet kok og indehaver af Restaurant Gastromé, der tidligere i år var en af de første Aarhusrestauranter til at blive honoreret i Michelins attraktive guide. Søren har sammen med sin makker tidligere drevet Restaurant Det Gamle Mejeri.

Paul Cunningham
Kogebogsforfatter og køkkenchef på den anerkendte Henne Kirkeby Kro i Sønderjylland. Tidligere køkkenchef af Michelin-restauranten The Paul i Tivoli København. Har derudover arbejdet på både Søllerød Kro og Formel B.

Jesper Koch
Tidligere vinder af Årets Kok, deltager ved det uofficielle verdensmesterskab for professionelle kokke Bocuse d'Or og modtager af det Gastronomiske Akademis hæderspris. Driver med sine to brødre de tre restauranter Restaurant Koch, Det Glade Vanvid og Brasserie Van Koch i Aarhus.

Michael Larsen
Tidligere ejer af Svineriet og Aperto & Vino. I de seneste år har Michael og hans kone Birgitte, på ægte iværksættermaner, etableret Gastro og Vino, som både byder på vinsalg, gastronomisk teambuilding og Michael som gastronomisk rejseleder.

Peter Tolstrup Sørensen
Slagtermester i Salling Super Aalborg.

Rene F. Jensen.
Kolonialchef i Salling Super Aarhus.

Konferencier

Timm Vladirmir
Timm Vladimir har i mange år arbejdet fuld tid i madbranchen. Han er direktør i Timms Køkken, som er en moderne gastronomisk kursusvirksomhed i bydelen Valby i København.
Timm har desuden en baggrund som dobbelt Masterchef-vinder, kogebogsforfatter, tv-vært og passioneret foodie.

Pressekontakt

Marianne Bedsted
Direktør, Salling
  87 78 62 00
Kommunikationsafdelingen Dansk Supermarked
  87 78 50 02

Firma

F. Salling A/S
Søndergade 27
8000 Aarhus C, Danmark

  87 78 60 00

http://www.salling.dk/

Modtag nyheder fra Salling på mail

Tilmeld dig her
Vores mission er at effektivisere og formidle alle former for presse- og virksomhedsinformation og gøre den tilgængelig for alle på alle tilgængelige platforme.

om MyPressWire