Få dit eget presserum

Få dit eget presserum
22/05-15   -   Pressemeddelelse

Bilka Næstved byder kunder velkommen til fremtidens varehus

Bilka Næstved er klar til åbningsfest den 30. maj, efter varehuset har gennemgået en storstilet ombygning

30. maj står et moderne og nyrenoveret Bilka klar til genåbning. Det fejres med et stort åbningsarrangement, hvor kunderne fra morgenstunden inviteres indenfor til kaffe, borgmestertale og gode tilbud.

Varehuset har været under ombygning siden 5. februar, og frem mod åbningsdagen har kunderne kunne følge med i forandringerne og se det nye varehus tage form som fremtidens Bilka, der blandt andet er bygget om efter kunders ønsker og behov.

- Det har været længe undervejs, men nu er vi mere end klar til at byde kunderne velkommen til et mere tidssvarende Bilka. Indretningen giver et overskueligt flow gennem varehuset. Det er blevet utrolig flot og mere åbent, så jeg er sikker på, at kunderne vil få en bedre indkøbsoplevelse fremover, når de handler hos os nu, siger varehuschef i Bilka Næstved, Morten Kirkbak.

Borgmester og blærerøv deltager i åbningsfesten
Fra kl. 7.00 uddeler bageren gratis rundstykker til de første fremmødte kunder, ligesom der serveres kaffe fra Starbucks. Næstveds borgmester Carsten Rasmussen klipper snoren til det nye varehus kl. 8.00, og dermed åbnes dørene for de ventende kunder.

Åbningsdagen byder også på inspiration til de modebevidste og blomsterinteresserede. Den kendte havemand Claus Dalby indtager havecenteret, hvor han binder buketter og giver tips til sommerhaven. Men også livsstilseksperten og den selverklærede blærerøv Mads Christensen aflægger varehuset et besøg, når han holder foredrag for 30 heldige VIP-gæster i Starbucks.

Fremtidens Bilka er et moderne varehus
Bilka Næstved er det tredje varehus i Danmark, der omdannes efter konceptet "Fremtidens Bilka". Varehuset er designet efter, hvordan fremtidens varehus skal se ud og indretningen er bl.a. baseret på undersøgelser af kundernes forventninger og behov.

- Gangene er blevet bredere, vi har fået nyt, lysere inventar og store skilte, der skal gøre det nemmere for kunderne at finde rundt. Vi har udvidet grøntafdelingen, og også frostvarerne har fået mere plads i de nye frysere i to etager, siger Morten Kirkbak.

Fremover er afdelingen med fisk og delikatesse bemandet, mens kunderne ved egen hjælp kan scanne og betale for varerne i selvscanningskasserne. Tilmed har Bilka fået et helt nyt posthus, som er til gavn for både erhvervsdrivende og private kunder, da de nu igen kan hente og sende pakker i Næstved Storcenter.

Ugen op til den store åbningsfest byder på gode tilbud samt produktdemonstrationer og smagsprøver i varehuset. Kunder i Næstved modtager en reklame med posten, hvor de kan finde åbningstilbud og se programmet for dagen.

Billedtekst: Billederne er fra Bilka Vejle, der var er det første af Bilkas varehuse, som blev bygget om efter konceptet "Fremtidens Bilka", og som på åbningsdagen blev stormet af kunder. Billederne kan frit anvendes ved at angive Claus Sjödin som fotograf

Pressekontakt


Firma

Dansk Supermarked A/S
Bjødstrupvej 18
8270 Højbjerg, Danmark



Modtag nyheder fra Bilka på mail

Tilmeld dig her
Vores mission er at effektivisere og formidle alle former for presse- og virksomhedsinformation og gøre den tilgængelig for alle på alle tilgængelige platforme.

om MyPressWire