Få dit eget presserum

Få dit eget presserum
31/10-16   -   Pressemeddelelse

Netto strækker natten

Danmarks største dagligvarekæde fordobler antallet af døgnåbne butikker. Udover Storkøbenhavn er Slagelse, Holbæk, Holte, Nykøbing Falster og Vejle nogle af de byer, hvor forbrugerne fremover kan købe ind 24 timer, alle ugens syv dage. Med fordoblingen holder 30 Nettoer åbent døgnet rundt

Kunder landet over behøver ikke længere presse dagligvareindkøbene ind mellem arbejde, fritidsaktiviteter og aftensmad. Fra 1. november holder knap 30 Netto-butikker åbent 24 timer i døgnet, hele ugen. Og yderligere et par stykker kommer til, inden juletravlheden sætter ind.

Udvidelsen af åbningstiderne sker for at imødekomme kundernes ønsker om fleksible indkøbsmuligheder og for at sikre en bedre butiksstandard. Døgnåbningen betyder først og fremmest, at klargøring af butikkerne kan finde sted om natten, så butikkerne er bedre rustet til at tage imod dagtimernes mange kunder, forklarer landedirektør for Netto Danmark, Brian Seemann.

- Vi ved af erfaring, at mange kunder sætter pris på at kunne handle, når det passer dem. For at kunne give alle kunder en rigtig god indkøbsoplevelse, flytter vi en række arbejdsopgaver som for eksempel rengøring af butikken, opfyldning og optælling af varer til primært at foregå om natten, så vi fremover kan koncentrere os endnu mere om at servicere vores kunder i de timer, hvor flest af dem besøger os. Og det er trods alt stadig i dagtimerne, siger Brian Seemann.

De første 24 timer åbne Nettoer åbnede på forsøgsbasis for knap to år siden i København, Lyngby og Århus. Siden er flere kommet til i Storkøbenhavn og større provinsbyer, og fra 1. november fordobles antallet, når 24-timers butikkerne også kommer til bl.a. Virum, Solrød, Roskilde, Næstved, Vejle og Nykøbing Falster.

Overraskende stor interesse for at handle om natten
Udviklingen i de eksisterende 24-timers butikker har været så positiv, at Netto ud fra en sammenligning af indkøbsmønstre, kundeunderlag og geografi har kunnet analyseret sig frem til, hvor det giver mening at udvide åbningstiderne. Selv om nattens omsætning oprindeligt var det sekundære i de døgnåbne Nettoer, er det et kendetegn ved 24-timers butikkerne, at de oplever pæn salgsvækst. Dels fordi butikkerne er mere klar til dagtimerne, og dels fordi kunderne i bemærkelsesværdig høj grad efterspørger muligheden for at handle på skæve tidspunkter af døgnet.

- Det er rigtig mange forskellige mennesker, der benytter sig af at handle ud på de små timer eller meget tidligt om morgenen i Netto. Faktisk er omfanget kommet lidt bag på os. Det er både sygeplejersken, der har haft vagtskifte, studerende, folk på vej på arbejde og småbørnsfamilier, der køber ind frem til midnat eller lige før solopgang, fordi det passer dem bedst, siger Brian Seemann, landedirektør for Netto Danmark.

Derfor forventer kæden heller ikke, at mulighederne for at indføre 24 timer åbne butikker er udtømt med de 12 ekstra butikker, der holder dørene åben hele døgnet, når oktober bliver til november. Yderligere et par stykker kommer til senere på året, og landedirektøren mener fortsat, der er potentiale for døgnåbent i en række af landets større byer.Rekruttering af medarbejdere til natarbejde i Netto sker ad frivillighedens vej for eksisterende medarbejdere og ved nyansættelse af medarbejdere, som har erfaring med natarbejde.

Pressekontakt

Dansk Supermarked
Group Communications
  8778 5002

Firma

Dansk Supermarked A/S
Bjødstrupvej 18
8270 Højbjerg, Danmark


http://dansksupermarked.dk

Modtag nyheder fra Netto på mail

Tilmeld dig her
Vores mission er at effektivisere og formidle alle former for presse- og virksomhedsinformation og gøre den tilgængelig for alle på alle tilgængelige platforme.

om MyPressWire