Få dit eget presserum

Få dit eget presserum
30/03-17   -   Pressemeddelelse

Store danske ambitioner for droneteknologi

Uddannelses- og forskningsminister Søren Pind er klar med 27,5 millioner kroner til forskning i ny droneteknologi. Investeringen skal bringe Danmark endnu længere frem i feltet af stærke dronenationer og er målrettet udvikling af droneteknologi inden for flere brancher.

Allerede i dag drager danske virksomheder, myndigheder og forskere stor nytte af droneteknologi. Droner overtager og effektiviserer i stigende grad opgaver, der kan være komplicerede, farlige eller monotone at udføre manuelt. Det gælder for eksempel inspektion af højspændingsledninger og veje, eftersøgning af savnede personer eller hjælp til hurtigt at danne sig overblik over større brande eller oversvømmelser.

Der er dog endnu et stykke vej, før droneteknologiens store potentiale kan udnyttes fuldt ud. Derfor afsætter Uddannelses- og Forskningsministeriet 27,5 millioner kroner til udvikling af ny droneteknologi. Investeringen skal blandt andet gavne brancher som landbrug, byggeri og energi i hele Danmark.

Uddannelses- og forskningsminister Søren Pind ser et stort potentiale i droner og håber, at danske forskere og virksomheder kan løfte droneteknologien op på et nyt niveau med den nye investering.

- Droner er fremtiden. Det er en teknologi, vi allerede i dag har gavn af, men potentialet er til meget mere. Droner hjælper os med at løse opgaver bedre og mere sikkert, men de kan også danne grobund for øget produktivitet og nye arbejdspladser. Derfor mener jeg, det er et område, vi skal prioritere politisk. Det har vi allerede gjort med vores dronestrategi fra sidste år og nu igen med de nye penge til området, siger uddannelses- og forskningsminister Søren Pind.

Investeringen er et af 23 initiativer i Danmarks første dronestrategi, som blev fremlagt af regeringen i september 2016. Den nye droneinvestering skal bruges til en række projekter i løbet af 2017 og 2018.

Fordeling af midlerne
- 11,5 millioner kroner går til GTS-institutterne FORCE og Alexandra Instituttet. Projekt-titel: Droner på nye missioner. Henvender sig særligt til shipping- og energibrancherne.
- 7 millioner kroner går til GTS-instiuttet Teknologisk Institut. Projekt-titel: Droner fra udvikling til implementering. Henvender sig særligt til brancherne landbrug og byggeri/infrastruktur.
- 3 millioner kroner går til GTS instituttet Dansk Fundamental Metrologi. Projekt titel: Dronemetrologi. Henvender sig til operatører indenfor kortlægning og inspektion on- og off shore.
- 6 millioner kroner går til innovationsnetværkene Robocluster og InnoPro til et fælles projekt, som skal sprede droneteknologisk viden til danske virksomheder.

Om GTS-institutterne og innovationsnetværkene
- GTS-institutterne er selvstændige almennyttige institutioner, der har til formål at opbygge teknologiske kompetencer og serviceydelser og stille dem til rådighed for dansk erhvervsliv på kommercielle vilkår. GTS-institutterne godkendes af uddannelses- og forskningsministeren.
- Innovationsnetværkene samler forskere, virksomheder og offentlige myndigheder om at skabe innovation og vækst. Uddannelses- og Forskningsministeriet støtter 22 landsdækkende innovationsnetværk inden for områder, hvor Danmark har vigtige styrkepositioner, som for eksempel produktion, it, energi, miljø, transport, livsstil, sundhed og fødevarer.

Pressekontakt

Jakob Sejr Teichert
Pressesekretær
  +45 72 31 95 03

Firma

Uddannelses- og Forskningsministeriet
Slotsholmsgade 10
1216 København K, Danmark


http://ufm.dk/

Modtag nyheder fra Uddannelses- og Forskningsministeriet på mail

Tilmeld dig her
Vores mission er at effektivisere og formidle alle former for presse- og virksomhedsinformation og gøre den tilgængelig for alle på alle tilgængelige platforme.

om MyPressWire