Få dit eget presserum

Få dit eget presserum
01/10-15   -   Pressemeddelelse

Gem mobilen til færgeturen

Tjek sms, mails og sociale medier, når du er på færgen og ikke i trafikken. Sådan lyder budskabet nu fra Mols-Linien, der sammen med Rådet for Sikker Trafik sætter fokus på opmærksomhed, når man kører til og fra færgen.

Mange bilister opfatter køretid som spildtid, hvor det ofte bliver fristende lige at tjekke mobilen, når den brummer. Andre taster på deres GPS, radio eller leder efter ting i tasken på passagersædet, og har dermed ikke fuldt fokus på de andre på vejen.

Nu opfordrer Mols-Linien sine gæster til at gemme mobiltjek og andre ting, der kan tage opmærksomheden fra kørslen, til man er om bord på færgen. Sammen med Rådet for Sikker Trafik har rederiet sat gang i en informationskampagne på en 17 m2 stor tv-skærm i færgehavnen i Aarhus. Budskabet lyder i al sin enkelhed: "Kør bil, når du kører bil". Det gælder både på vejene, og når folk skal køre om bord på færgen.

- Mange sidder og hygger sig med familien, eller arbejder og tjekker mobilen, inden de skal om bord. Når man kort efter kører ind på færgen, er det vigtigt at være opmærksom og lægge mobilen væk. Det er med til at rejsen starter godt og sikkert for alle, og derfor er vi glade for samarbejdet med Rådet for Sikker Trafik, siger Mikkel Hybel, marketingchef hos Mols-Linien.

Kør bil, når du kører bil
Informationen på tv-skærmen i færgehavnen i Aarhus bakker om den kampagne, der i øjeblikket kan opleves i tv, i landets biografer og i 69 af landets kommuner. Det er Rådet for Sikker Trafik, Forsikring & Pension samt Kommunerne i Danmark, der står bag kampagnen "Kør bil, når du kører bil".

Hos Rådet for Sikker Trafik glæder man sig over, at Mols-Linien minder bilisterne om at have fokus på kørslen, når de sidder bag rattet og har foden på speederen. Både når bilister og lastbilchauffører kører om bord og fra borde igen, er det vigtigt, at man er opmærksom.

- Det kan være fristende for mange at tjekke sms, mails eller sociale medier, når de kører. Men gem de ting til du holder en pause. Det er bedst for alle parter og gavner din og andres sikkerhed på vejene. Og her er færgen en oplagt mulighed for en pause, hvor du kan få slappet af, klare opkald og spisning, så du kan koncentrere dig om at køre bil, når du er på vejen, siger Lisbeth Sahl, seniorprojektleder i Rådet for Sikker Trafik.

Kampagnen "Kør bil, når du kører bil" kan også ses på Rådet for Sikker Trafiks hjemmeside www.sikkertrafik.dk/kørbil

Fakta:
Hvert år sejler Mols-Liniens hurtigfærger over en million biler og 2,5 millioner passagerer mellem Jylland og Sjælland på ruterne Odden-Ebeltoft og Odden-Aarhus.
Der er uopmærksomhed involveret i hver tredje trafikulykke.

Pressekontakt

Søren Ørsted Pedersen
Pressechef
  +45 22 32 70 09
Lisbeth Sahl
Seniorprojektleder, Rådet for Sikker Trafik.
  42 42 70 27.

Firma

Rådet for Sikker Trafik
Lersø Parkallé 111
2100 København Ø , Danmark

  +45 39 16 39 39

http://www.sikkertrafik.dk

Modtag nyheder fra Rådet for Sikker Trafik på mail

Tilmeld dig her
Vores mission er at effektivisere og formidle alle former for presse- og virksomhedsinformation og gøre den tilgængelig for alle på alle tilgængelige platforme.

om MyPressWire