Få dit eget presserum

Få dit eget presserum
14/03-07   -   Pressemeddelelse

Milliarder til efteruddannelse kan bruges bedre

Danmark kunne få endnu mere ud af det milliardbeløb, der hvert år bruges på efter- og videreuddannelse, hvis virksomheder og skoler arbejdede tættere sammen. Det viser erfaringerne fra et stort projekt, hvor skoler og virksomheder gennem to år har gjort fælles sag om at give medarbejderne kompetencer, de kan bruge til noget.

I morgen, torsdag den 15. marts, formidles erfaringerne fra projektet på en stor konference i Nyborg

"Alle taler om, hvor vigtigt det er, at de kortuddannede får mere uddannelse. Og både arbejdsmarkedets parter og regeringen sætter flere penge af til det. Men det store spørgsmål er, hvordan man i praksis kan gøre det tillokkende for medarbejderne og nyttigt for virksomheden at satse på uddannelse. Dét har vi nu fundet et ret godt svar på," siger projektets leder Anne Lund, Aarhus tekniske Skole.

Svaret er "partnerskaber om kompetenceudvikling". Det indebærer, at virksomheden ikke bare sender et antal medarbejdere på det AMU-kursus, der lyder mest relevant. Tværtimod indgår skole og virksomhed et langsigtet samarbejde om, hvad medarbejderne skal lære, hvorfor det er relevant, og hvordan det bedst kan foregå.

Det har man gjort i 22 virksomheder. En af dem er plastkoncernen SP Group A/S med hovedsæde i Juelsminde. Her var opkvalificering af medarbejderne alternativet til at flytte flere arbejdspladser til lande med lavere lønninger. Godt 100 kortuddannede har nu været på et målrettet kursus, mens specialtrænede ledige har vikarieret for dem. De ledige er blevet fastansatte, medarbejderne mere selvkørende og virksomheden mere fleksibel.

Fordelene ved sådanne aftaler er meget klare. Uddannelsen bliver relevant for virksomheden, og medarbejdere bliver mere motiverede for at lære noget nyt, de kan bruge i deres hverdag. Partnerskaber fører som regel både til mere, anderledes og bedre uddannelse end før. Og det gør dem til en vigtig del af svaret på, hvordan man giver de kortuddannede en fast tilknytning til fremtidens arbejdsmarked - til gavn for dem selv og samfundet, konkluderer Anne Lund.

Men den måde AMU-skolerne finansieres på, gør det nærmest umuligt at sprede projektets gode resultater til hele arbejdsmarkedet. Den grundige forberedelse og opfølgning, et partnerskab kræver, får skolen nemlig ikke betaling for. Det kan groft sagt bedre betale sig for skolen at sælge standardkurser, fordi de tager kortere tid at udvikle og forberede.

"Projektets resultater er så lovende, at de bør få politikerne til at justere reglerne og økonomien på AMU-området. Der er blandt andet brug for en per-manent ordning, der direkte tilskynder skolerne til at etablere og opretholde partnerskaber," siger direktør Bruno Clematide fra konsulentfirmaet Kubix, der har fulgt projektet på nærmeste hold.

På projektets hjemmeside findes under "presse" alle relevante oplysninger om projektet samt korte artik-ler om erfaringerne fra tre af partnerskaberne.

For yderligere oplysninger og kommentarer - kontakt:
Projektleder Anne Lund, tlf. 8937 3402, mobil 2099 5881

eller

Direktør Bruno Clematide, tlf. 3341 1707, mobil 4010 1711

Relevant information

http://www.partnerskab-kompetence.socialfonde


Pressekontakt


Firma

Aarhus Tekniske Skole
Halmstadgade 6
8200 Århus N, Danmark

  8937 3402 / 2099 5881
  8937 3402 / 2099 5881

http://www.partnerskab-kompetence.socialfonden.net/

Modtag nyheder fra Aarhus Tekniske Skole på mail

Tilmeld dig her
Vores mission er at effektivisere og formidle alle former for presse- og virksomhedsinformation og gøre den tilgængelig for alle på alle tilgængelige platforme.

om MyPressWire