Få dit eget presserum

Få dit eget presserum
26/11-15   -   Pressemeddelelse

Unødvendigt knæfald for energiselskaberne

Dansk Byggeri er forundret over forløbet af de aktuelle forhandlinger om en ny aftale om energispareindsatsen. Energiselskaberne får tilsyneladende lov til at medregne konvertering til vedvarende energiproduktion som en energibesparelse. Bliver det en realitet er aftaleparterne på kant med formålet i energispareordningen

Lige nu forhandler energiminister Lars Christian Lilleholt med energiselskaberne. Som det forlyder, kan det ende med et radikalt brud med energispareaftalen, idet der lægges op til at sende regningen for grøn omstilling til alle energiforbrugerne.

- Dermed undergraver ministeren det oprindelige formål om at realisere energibesparelser via energiselskaberne. Energispareindsatsen har hidtil været finansieret via en opkrævning hos alle energiforbruger, der løber op i 1,5 mia. kr. årligt, siger direktør i Dansk Byggeri, Michael H. Nielsen, og fortsætter:

- Selvfølgelig skal vi have grøn energi. Ingen tvivl om det. Vi skal skrue helt ned for skadelige CO2 udledninger og få vores fjernvarme fra fossilfrie energikilder som sol, vind og biomasse. Men omstillingen af vores energisystem finansieres via den såkaldte PSO-afgift og skal ikke finansieres via midler fra energispareordningen. Det er at blande mål og midler, hvilket aldrig har været hensigten.

Michael H. Nielsen forklarer, at formålet med PSO-afgiften er at opkræve penge til at investere i energikonvertering - altså finansiere ekstraomkostningerne ved at gå fra fossile energikilder til fossilfrie energikilder. Hele den danske udbygning med vindenergi er fx finansieret via PSO-afgiften.

- Der er mange energibesparelser at hente i fx industriprocesser og i bygninger, så derfor er det helt forkert at fjerne fokus fra energibesparelser og -effektivisering og i stedet bruge pengene på konvertering til vedvarende energi.

Dansk Byggeri henviser i den forbindelse til ingeniørforeningen, IDA, der i deres nye vision for den grønne omstilling har beregnet, at der skal realiseres energibesparelser svarende til 30 pct. af det nuværende energiforbrug i bygninger, hvis omstillingen til et fossilfrit energisystem i 2050 skal ske omkostningseffektivt.

Michael H. Nielsen er helt uforstående overfor, at ministeren nu laver knæfald for energibranchen og vil lade konvertering til vedvarende energi tælle med som en energibesparelse. Konverteringen til vedvarende energi må finansieres af PSO-midlerne og ikke af energispareindsatsens midler. Alt andet vil være at indføre en ny PSO-afgift ad bagdøren, hvilket energiforbrugerne bestemt ikke bør medvirke til.

Pressekontakt

Helen Jensen
Pressechef
  +45 72 16 01 50
  +45 21 24 47 02

Firma

Dansk Byggeri
Nørre Voldgade 106
1015 København K, Danmark

  72 16 01 62
  72 16 01 62

http://www.danskbyggeri.dk/

Modtag nyheder fra Dansk Byggeri på mail

Tilmeld dig her
Vores mission er at effektivisere og formidle alle former for presse- og virksomhedsinformation og gøre den tilgængelig for alle på alle tilgængelige platforme.

om MyPressWire