Få dit eget presserum

Få dit eget presserum
26/02-15   -   Pressemeddelelse

Ordrebøgerne er blevet tyndere hos mange byggevirksomheder

Fald i aktiviteten ved bygningsreparation gør ordrebøgerne tyndere, og tømrervirksomhederne er hårdest ramt

I februar er der en lille forbedring af konjunkturbarometret for bygge og anlæg, efter at tendensen gennem det seneste år har vist et tydeligt fald fra minus 2 i januar 2014 til minus 15 i januar 2015.

Det er forventningerne til beskæftigelsen, som er forbedret lidt fra januar til februar i år, men for så vidt angår ordrebeholdningen, er der tale om en voldsom forværring. En overvægt af virksomheder med 29 % af beskæftigelsen i bygge- og anlægsbranchen vurderer i februar 2015, at ordrebehold­nin­gen ikke er tilstrækkelig mod en overvægt af virksomheder med kun 11 % af beskæftigelsen i februar 2014.

Når man ser på delbrancherne, så har tømrervirksomhederne de mest negative forventninger til omsætningen og beskæftigelsen i februar, marts og april i år.

- Som vi har omtalt i vores nye konjunkturanalyse, vil der i år være et markant fald i aktiviteten ved bygningsreparation. Det skyldes især tre forhold. Der er nedgang i renoveringerne af de almene boliger fra 2014 til 2015 og hertil kommer, at udbedringerne efter de to store storme i slutningen af 2013 er så godt som ophørt. Sidst men ikke mindst ophørte BoligJobordningen som bekendt med udgangen af 2014, og det vil også bidrage til et mærkbart fald i aktiviteten, forklarer chefanalytiker Finn Bo Frandsen, Dansk Byggeri, og tilføjer:

- Det er tydeligt, at faldet i omsætningen og beskæftigelsen ved reparation og vedligeholdelse er meget mærkbar for mange tømrervirksomheder.

Ifølge det nye konjunkturbarometer er der virksomheder med flere beskæftigede end sidste år, der melder om mangel på arbejdskraft.

- Det er formentlig funktionærer med særlige kompetencer, for ser vi på lønudviklingen, så aftog årsstigningstakten for arbejderne i bygge- og anlægsbranchen fra 0,8 % i 3. kvartal til 0,7 % i 4. kvartal 2014 ifølge DA, og det viser med al tydelighed, at der ikke er problemer med flaskehalse med hensyn til de timelønnede, fortæller Finn Bo Frandsen, Dansk Byggeri.

Pressekontakt


Firma

Dansk Byggeri
Nørre Voldgade 106
1015 København K, Danmark

  72 16 01 62
  72 16 01 62

http://www.danskbyggeri.dk/

Modtag nyheder fra Dansk Byggeri på mail

Tilmeld dig her
Vores mission er at effektivisere og formidle alle former for presse- og virksomhedsinformation og gøre den tilgængelig for alle på alle tilgængelige platforme.

om MyPressWire