Få dit eget presserum

Få dit eget presserum
09/07-14   -   Pressemeddelelse

Erhvervslivet køber mange nye biler - det tyder på bedre tider

Der findes mange økonomiske nøgletal, som kan bidrage til at tage temperaturen på erhvervslivets tilstand. En af de mere utraditionelle, men alligevel ret sigende, er salget af varebiler til erhvervene. Og at dømme på den statistik, går det klart fremad. Dansk Byggeri glæder sig over udviklingen

Der er ikke noget nyt i, at det danske bilsalg går forrygende. Det har længe været tilfældet for husholdningerne. Men fra begyndelsen af 2014 har erhvervenes køb af både varebiler og personbiler taget et kraftigt hop opad. Dansk Byggeri tolker dette som endnu et varsel om bedre tider for dansk økonomi.

- Når erhvervslivet og ikke mindst bygge- og anlægsbranchen, som er meget afhængig af varebilerne, tør investere i en nyere bilpark, så fortæller det mere end mange andre statistikker om, at det går fremad for virksomhederne, siger Bo Sandberg, cheføkonom i Dansk Byggeri og fortsætter:

- I 1. halvår 2014 blev der registreret 40.500 nye personbiler til erhvervene. Det er en stigning på hele 24,3 % i forhold til 1. halvår 2013. Og der blev nyregistreret 15.003 vare- og lastbiler i første halvår. Det svarer til en procentvis vækst på 14,7 %. Og i år har der vel at mærke ikke været ekstraordinære skattetekniske forklaringer på øget erhvervsmæssigt bilsalg, som tilfældet fx var med leasing- og demobil-indgrebet i 2012. Så denne gang skal årsagen i højere grad findes i konjunkturudviklingen.

Danmarks Statistiks opgørelse af bilsalget til erhvervene er formelt set ikke opdelt på brancher. Men det er velkendt, at bygge- og anlægsbranchen er den af de større brancher, der efterspørger flest varebiler og er mest afhængig af bilens mobilitet - både til transport til og fra kunder samt til materialeopbevaring.

- Det er varebiler mellem 2 og 3 tons, der sælges flest af, og det er ikke mindst en udbredt biltype blandt de små og mellemstore lokalt baserede bygge- og anlægsvirksomheder, siger Bo Sandberg.

Bo Sandberg understreger dog, at selvom Dansk Byggeri vurderer dansk økonomi til at være i bedring, så er det med de aktuelle nationaløkonomiske vækstrater endnu for tidligt at erklære et egentligt økonomisk opsving.

- Der er snarere tale om en normalisering af økonomien. Vi befinder os i en gråzone, hvor vi på den ene side har lagt krisen bag os, men hvor vi på den anden side endnu ikke har taget hul på et decideret opsving, siger Bo Sandberg.

Pressekontakt


Firma

Dansk Byggeri
Nørre Voldgade 106
1015 København K, Danmark

  72 16 01 62
  72 16 01 62

http://www.danskbyggeri.dk/

Modtag nyheder fra Dansk Byggeri på mail

Tilmeld dig her
Vores mission er at effektivisere og formidle alle former for presse- og virksomhedsinformation og gøre den tilgængelig for alle på alle tilgængelige platforme.

om MyPressWire