Få dit eget presserum

Få dit eget presserum
19/05-17   -   Pressemeddelelse

Politisk tunnelsyn må ikke hæmme trafikudviklingen

Danske Anlægsentreprenører opfordrer til større politisk mod til at træffe langsigtede beslutninger om infrastrukturen. En ny forbindelse til Sverige skal planlægges nu og anlægges for at imødegå fremtidige problemer

- Vi kan ikke vente til, vi står midt i problemerne. Når det handler om infrastruktur, er det vigtigt, at politikerne har mod til at fremtidssikre, og dermed undgår dyre samfundsøkonomiske konsekvenser af for sene beslutninger, siger branchedirektør Niels Nielsen fra Danske Anlægsentreprenører i Dansk Byggeri.

Danske Anlægsentreprenører roser derfor transport- og bygningsminister Ole Birk Olesen for, at han nu taler åbent for en nærmere undersøgelser af en fast HH-forbindelse mellem Helsingør og Helsingborg. Anlægsentreprenørerne i Dansk Byggeri er også positive i forhold til at undersøge mulighederne for, at forbindelsen bliver etableret gennem privat finansiering.

- Det er alt i alt en fremsynethed, som er helt nødvendig, når vi taler store infrastrukturprojekter. Forude ligger drøftelser, undersøgelser, beslutninger, tilladelser, udarbejdelse af projekt og udførelsen. Det er en så langstrakt affære, at vi allerede nu kan se, at samfundet må vente ganske mange år på at kunne høste gevinsterne ved en fast HH-forbindelse. Og endnu længere, hvis vi ikke har politikere, der tør handle i god tid, siger Niels Nielsen og tilføjer:

- Jo før vi kommer i gang desto bedre. Beregninger viser, at der er tale om et projekt, der vil give en nettogevinst på hele 27 mia. kr. og et samfundsøkonomisk afkast på mere end 6 %. Det er de samfundsøkonomiske gevinster, som ministeren kan se for sig, mens andre politikere i stedet ser barriererne. Både Dansk Folkeparti og de Radikale synes blinde for den samfundsøkonomisk gevinst, og det rygstød for udviklingen af Hovedstadsområdet og Nordsjælland, som en ny forbindelse vil betyde, siger Niels Nielsen og fortsætter:

- Deres reaktion om, at vi så får problemer med den trafik, som forbindelsen skaber, er fodslæbende. Det burde i stedet få visionære politikere til at levere løsninger og sikre den tilstødende infrastruktur, så man kan få fuldt udbytte af den nye HH-forbindelse. Og de Radikale bør også sluge den kamel, at privatfinansiering kan være en forudsætning for projektet og måske lære lidt af Socialdemokratiet, der mener, at hvis det kan hvile i sig selv, er det blot om at komme i gang.

- At sige nej til en stor samfundsøkonomisk gevinst, fordi den høstes sammen med en privat partner, er ikke rationelt, siger Niels Nielsen, som håber på, at et konstruktivt samarbejde mellem Socialdemokratiet og regeringen kan få sat undersøgelser af en fast HH-forbindelse i gang så hurtigt som muligt.

Pressekontakt

Helen Jensen
Pressechef
  +45 72 16 01 50
  +45 21 24 47 02

Firma

Dansk Byggeri
Nørre Voldgade 106
1015 København K, Danmark

  72 16 01 62
  72 16 01 62

http://www.danskbyggeri.dk/

Modtag nyheder fra Dansk Byggeri på mail

Tilmeld dig her
Vores mission er at effektivisere og formidle alle former for presse- og virksomhedsinformation og gøre den tilgængelig for alle på alle tilgængelige platforme.

om MyPressWire