Få dit eget presserum

Få dit eget presserum
07/08-16   -   Pressemeddelelse

Turisterne strømmer til Holbæk



På Holbæk Fjord Camping & Wellness oplever man i den grad at turister fra hele Europa i år har rettet blikket mod nord, når de skal på ferie. Dette er en beretning om den positive udvikling i turismen i Holbæk set fra én af turistvirksomhedernes synsvinkel.

Det er jo ikke fordi Holbæk normalt bliver oversvømmet af udenlandske turister, men i år oplever vi en markant stigning i antallet af turister fra lande som Østrig, Belgien, Frankrig og Sverige. Men ser vi på turister fra Holland, Tyskland og Storbritannien er der tale om en decideret eksplosion i antallet af overnatninger af turister fra disse lande. Godt nok er der tale om relativt små overnatningstal, men en stigningsprocent på over 900% for enkelte nationaliteter, taler deres tydelige sprog om den generelle tendens, som viser en stigning på 133% i antallet af udenlandske turister i årets første 5 måneder.

Aller helst vil vi jo gerne tro at stigningen skyldes vores markedsførings tiltag på de pågældende markeder, men dette er kun en del af forklaringen. På markederne Storbritannien, Holland, Belgien og Østrig har vi intensiveret vores samarbejde med strategiske samarbejdspartnere, men på f.eks. det tyske marked har vi ikke gjort nogen specifik indsats. Tendensen bekræfter prognoser fra Visit Danmark og Campingrådet der spår rigtigt mange tyske turister i hele Danmark i år.

Turisterne kommer dog ikke udelukkende for at opleve Holbæks herligheder. Vor stædige indsats for at drive dem ud i det smukke fjordlandskab, samt en målrettet indsats for informere dem om muligheden for at bruge Holbæk som base for at opleve Roskilde, København og resten af Sjælland bærer frugt. Denne mulighed kombineret med vores wellnesskoncept slår nu for alvor igennem.

Naturen omkring fjorden tager vi i det daglige for en selvfølge og syntes måske ikke det er noget særligt. Men at dét afhænger af øjnene der ser viser denne søde lille historie, som værtsparret Anette og Ole oplevede i sidste uge:
Vi havde besøg af et jysk ægtepar i en af vore hytter. Den første morgen lejede de et par cykler for lige at "tage et smut ind til byen". De kommer tilbage sidst på dagen, havde været på Tuse Næs, Brorfelde og ved Munkholmbroen - 120 km var det blevet til, 60 km til hver. De havde haft en fantastisk dag, men hvad havde så imponeret dem mest? Jo, de dér fantastiske høje og lige træer!!! Derhjemme var træerne både små og skæve, rigtigt vindblæste, men her! Dét er dog fantastisk. Tja - turistattraktioner kan se meget forskellige ud.

Rigtigt mange udenlandske turister kommer til Holbæk på en Skandinaviens rundtur - og hvorfor så lige Holbæk? - De kommer over Storebæltsbroen og skal så videre over Midtsjælland til København og Helsingør. Nogle af dem overnatter så i Holbæk, bliver flere dage og tager frem og tilbage til København.
Vi har allerede nu solgt flere Copenhagen Card (CC) i år end hele sidste år, pointerer Anette. Med CC har turisterne gratis transport og gratis adgang til de væsentligste seværdigheder i Hovedstadsområdet. Mange tager gerne turen frem og tilbage for at nyde de rolige omgivelser ved Isefjorden.

Bookingerne for resten af sæsonen ser også lovende ud, både hvad angår campingvogne og hytter. Vi føler os sikre på at, uanset vejret vil 2016 byde på endnu en fantastisk campingsommer på Holbæk Fjord Camping.

Bliver det godt vejr er der campister nok til os alle, og bliver det knapt så godt søger campisterne fra strand pladserne og ind til byen. Vores centrale placering midt på Sjælland samt vores opvarmede og overdækkede pool trækker livsnydere i alle aldre til Holbæk, siger Ole.

OUTDOOR GATEWAY

For at sikre vore turister muligheden for at se alle vore høje lige træer og de mange andre dejlige naturoplevelser i fjordlandet udvider vi nu også vore aktiviteter i regi Outdoor Gateway Holbæk Fjord.

En Outdoor Gateway er et knudepunkt for aktive oplevelser i det omgivende landskab. Her kan du få hjælp og inspiration til vandre-, cykel-, ride- eller måske sejlture, og du kan få forskellige former for service i forbindelse med din tur.

Vi har mere end 30 cykler til udlejning, både almindelige og MTB. Vi arrangere guidede ture, både for individuelle og grupper, og formidler inspiration til de gode naturoplevelser.
På vores hjemmeside www.holbækfjord.dk eller www.outdoorgateway.dk/holbaek finder du detaljeret kortmateriale indeholdende seværdigheder samt spise- og overnatningssteder. Herudover er der turforslag for både vandre- og cykelture samt ridestier, kajakruter og inspiration til de gode fiskepladser. Er du på mobilplatform fungerer lokaliseringstjenesen selvfølgelig på kortmaterialet.

Velkommen til Holbæk Fjord
Anette og Ole Dziegiel - tlf. 41824569, ole@holbaekfjord.dk
Værtspar på Holbæk Fjord Camping, Wellness & Outdoor Gateway

Relevant information

Holbæk Fjordcampings hjemmeside
http://holbaekfjord.dk/

Visit Holbæks hjemmeside
www.visitholbaek.dk


Billeder


Pressekontakt

Sune Abelgren Nielsen
Ø-konsulent på Orø
  +45 59 44 42 68
  +45 40 48 41 07

Firma

Visit Holbæk
Ahlgade 1C
4300 Holbæk, Danmark

  59 43 11 31
  59 43 11 31

http://www.visitholbaek.dk/

Modtag nyheder fra Visit Holbæk på mail

Tilmeld dig her
Vores mission er at effektivisere og formidle alle former for presse- og virksomhedsinformation og gøre den tilgængelig for alle på alle tilgængelige platforme.

om MyPressWire