Få dit eget presserum

Få dit eget presserum
19/09-14   -   Pressemeddelelse

Esbjerg: Sådan får du større bryster med eget fedt

Aleris-Hamlet Hospitaler vil på inspirationsaften gøre Sydvestjyllands kvinder klogere på bl.a. rynkereduktion og brystforstørrelse med eget fedt. Baggrunden er den stigende efterspørgsel efter ikke-kirurgiske behandlinger.

- Mange associerer først og fremmest kosmetiske behandlinger med store silikonebryster eller svulmende læber. Men vores patienter er alle slags mennesker fra samtlige aldersgrupper. De får foretaget både større og mindre behandlinger med henblik på øget velvære og livskvalitet.

Ordene kommer fra kosmetisk sygeplejerske Helle Boisen, Aleris-Hamlet Hospitaler i Esbjerg, der står på scenen som en af oplægsholderne, når Sydvestjyllands kvinder inviteres til inspirationsaften. Her vil sygeplejersken fortælle om muligheder og nye tendenser inden for kosmetiske behandlinger. Arrangementet, der er åbent for alle interesserede, afholdes tirsdag den 23. september fra kl. 19 til 21 på Aleris-Hamlet Hospitaler, Bavnehøjvej 2 i Esbjerg. Aleris-Hamlet byder på et let traktement samt en kosmetisk gavepose til at tage med hjem. Antallet af pladser er begrænset, og det er gratis at deltage. Tilmelding kan ske på www.ofeliaklub.dk.

35 procent vækst i ikke-kirurgiske behandlinger

Baggrunden for arrangementet er ikke mindst den stærkt stigende efterspørgsel i Syd- og Sydvestjylland efter kosmetiske behandlinger med Botox/Azzalure og Restylane, der sprøjtes i ansigtet for at tilføre ekstra fylde og udglatte rynker. Dermed opnås et yngre og friskere look. På arrangementet kan man opleve, hvordan det foregår i praksis.

- Hver fjerde overvejer den type behandlinger. Mange er dog stadig lidt beklemte ved at booke en konsultation, så det giver god mening at afmystificere behandlingerne ved i afslappede rammer at vise, hvordan de foregår, siger Helle Boisen, der i løbet af det seneste år har oplevet en 35 procent vækst i antallet af Botox-, Azzalure- og fillerbehandlinger.

- Vi oplever markant stigende interesse for ikke-kirurgiske behandlinger med eksempelvis fillers, og der er i dag rigtig mange muligheder. Eksempelvis kan jeg nævne muligheden for et miniansigtsløft uden en traditionel operation samt laserbehandlinger imod bl.a. karsprængninger, forklarer den kosmetiske sygeplejerske. Hun får på scenen følgeskab af en erfaren plastikkirurg, som vil fortælle om brystforstørrelse med eget fedt.

Inspiration til bedre hudpleje

Aftenens program byder også på inspiration og gode råd til bedre hudpleje. Aleris-Hamlets skincareekspert Helle Bach, der er blandt landets mest kendte kosmetologer, uddeler tips og tricks samt fortæller om, hvordan biomedicinsk hudpleje kan forbedre effekten af for eksempel Botox/Azzalure og Restylane.

- Botox og fillers gør moden og ældet hud fyldig og spændstig i de dybere lag. Hvis hudoverfladen fortsat ser ujævn og furet ud efter behandling, kan man med fordel supplere med fugtgivende og regenererende ansigtspleje. På den måde vil huden generelt fremstå endnu yngre og mere spændstig - uden kedelige rynkespor i overfladen, siger hun.


Fakta: Aleris-Hamlet Hospitaler, der arbejder inden for mere end 40 specialeområder, er Danmarks største og bredest dækkende privathospital - med afdelinger i Esbjerg, Herning, København, Aalborg og Aarhus. Virksomheden indgår i Aleris, der med 8500 ansatte i Danmark, Norge og Sverige er Nordens førende private aktør inden for sundhed og omsorg.

Billeder


Pressekontakt

Christian Fink
Pressekontakt
  70 20 89 00
  20 94 84 74

Firma

Aleris-Hamlet Hospitaler
Gyngemose Parkvej 66
DK-2860 Søborg, Danmark


http://www.aleris-hamlet.dk/

Modtag nyheder fra Aleris-Hamlet Hospitaler på mail

Tilmeld dig her
Vores mission er at effektivisere og formidle alle former for presse- og virksomhedsinformation og gøre den tilgængelig for alle på alle tilgængelige platforme.

om MyPressWire