Få dit eget presserum

Få dit eget presserum
19/12-14   -   Pressemeddelelse

Idræt har banet vej for ny dansk mentalitet

Holdningen til eliten har ændret sig radikalt de seneste 30 år. Mentalitetsskiftet hænger sammen med udviklingen i resten af samfundet, og idrætten har været med til at ændre på opfattelsen, skriver professor Jørn Hansen i ny debatbog.

"Da jeg startede på universitetet sidst i 1970'erne, råbte jeg ikke højt om, at jeg spillede på håndboldlandsholdet." Sådan siger Carsten Haurum, tidligere landsholdsspiller i håndbold, og det citat illustrerer meget præcist, hvordan samfundet så på eliteidræt i 1970'erne og starten af 1980'erne.

Der er mildt sagt sket noget med holdningen til elite og idræt i Danmark de seneste tre-fire årtier. Fra hippiernes foragt for den 'disciplinerende sport', som fordummede arbejderklassen til oprettelsen af idrætsklasser i folkeskolen for de bedste talenter og særlige ordninger på universiteter for de mest lovende studerende. Professor Jørn Hansen fra Institut for Idræt på Syddansk Universitet har undersøgt danskernes syn på eliten i anledning af Team Danmarks 30 års jubilæum, og i en analyse forklarer han, hvordan der er sket et radikalt holdningsskifte i forhold til eliteidræt gennem Team Danmarks levetid.

"I 1970'ernes solidariske velfærdssamfund havde både eliteidrætten og tanken om at fremme en elite dårlige vilkår," siger Jørn Hansen.

Specialforbundene under DIF havde i samarbejde med Danmarks Olympiske Komité godt nok altid sendt en række af de bedste idrætsudøvere til OL, ligesom Danmark i forskellige sportsgrene deltog ved diverse verdensmesterskaber.

Men frem til slutningen af 1970'erne var det dygtige amatører, der fornøjede sig med deres idræt i fritiden, man sendte af sted. Specialforbundene ønskede sammen med DIF at betone sportens karakterdannende betydning frem for at satse på at klare sig godt i den internationale konkurrence.

"DBU indførte som en af de sidste boldspilsunioner i verden professionel fodbold i 1978 i den hjemlige liga. Indtil da havde det danske fodboldlandshold, der klarede sig dårligt i de fleste landskampe, henvist til, at, om ikke andet "så var vi verdens bedste amatører," siger Jørn Hansen.

Opbakning vil vokse
Eliteidrætslovene og støtten til eliteidrætten har på mange måde været med til at bryde isen i den forstand, at Team Danmark har været "first mover", mens det tilsyneladende er gået en smule langsommere med ændringen af det generelle syn på eliten i Danmark, mener Jørn Hansen.

"Til gengæld må man gå ud fra, at danskernes opbakning til eliten fremover vil vokse yderligere. Om det så også skyldes, at Danmark vitterlig har bevæget sig fra en solidarisk velfærdsstat til en
mere konkurrencepræget velfærdsstat er der nok endnu ikke konsensus om - men det virker som om, sporene er lagt, og toget kører i den retning," siger Jørn Hansen.

Pressekontakt

Pressetelefon
  43 26 25 21

Firma

Team Danmark
Idrættens Hus, Brøndby Stadion 20
2605 Brøndby, Danmark

  43 26 25 21
  51 26 60 62

http://www.teamdanmark.dk

Modtag nyheder fra Team Danmark på mail

Tilmeld dig her
Vores mission er at effektivisere og formidle alle former for presse- og virksomhedsinformation og gøre den tilgængelig for alle på alle tilgængelige platforme.

om MyPressWire