Få dit eget presserum

Få dit eget presserum
06/05-17   -   Pressemeddelelse

Danmark skal have et Nationalt Elitesportscenter

Team Danmark og Danmarks Idrætsforbund vil etablere et Nationalt Elitesportscenter. Etableringen skal skabe udviklingsrammer i verdensklasse og sikre, at dansk eliteidræt følger med den internationale udvikling. Samtidig skal de nationale træningsfaciliteter have et markant løft.

Det vil være det største skridt for dansk eliteidræt i mange år. Sådan lyder det samstemmende fra Team Danmark og Danmarks Idrætsforbund (DIF) om ambitionen om at etablere et Nationalt Elitesportscenter (NEC) centralt i København.

NEC bliver formelt en Team Danmark-institution og vil blandt andet indeholde en multianvendelig hal, faciliteter til fysisk træning, en sportsmedicinsk klinik, et testcenter, forskningslaboratorier og studiezone for atleter med videre.

Lone Hansen, direktør i Team Danmark, glæder sig over, at etableringen af et Nationalt Elitesportscenter nu går ind i en konkret fase.

"Etableringen af NEC har længe været et ønske fra Team Danmark, og vi glæder os over, at der er bred opbakning til projektet. Den bedste og nyeste viden afgør marginalerne i eliteidrættens verden. Skal danske atleter også i fremtiden have mulighed for at vinde medaljer, kræver det, at vi styrker innovations- og forskningssamarbejdet, så vi er på højde med vores internationale konkurrenter. Derfor er NEC et kæmpe skridt i den rigtige retning for dansk eliteidræt," siger Lone Hansen.

Regional forankring
Ud over et NEC centralt i København vil Team Danmark i samspil med DIF undersøge mulighederne for at udvikle regionale NEC'er i Aarhus, Aalborg og Odense. De regionale NEC'er skal i mindre skala også tilbyde innovations-, forsknings- og servicemiljøer i verdensklasse. Dermed bliver NEC et nationalt projekt med regional forankring.

"Danmark har internationalt førende videns- og forskningsmiljøer flere steder i landet. Langt de fleste eliteatleter træner og bor omkring København, men med et NEC i København og regionale NEC'er i Aarhus, Aalborg og Odense får vi mulighed for at etablere stærke udviklingsmiljøer, der kan udvikle vidensniveauet i dansk eliteidræt til et nyt niveau, og samtidig servicere de eliteatleter, der bor og træner i de store byer i Danmark," siger Lone Hansen.

Team Danmark og DIF vil de kommende måneder indlede en dialog med de relevante kommuner om de regionale NEC'er.

Nationale træningsfaciliteter skal løftes
Finansiering, trænerkompetencer og faciliteter en afgørende ingredienser, hvis en nation skal udvikle verdensklasseatleter. I Team Danmarks årlige brugerundersøgelser blandt atleter, sportschefer og landstrænere scorer vurderingen af træningsfaciliteter konsekvent lavt. Danmark halter bagud i forhold til mange andre lande.

Derfor har Team Danmark og DIF analyseret behovene i de enkelte idrætsgrene og formuleret en strategi for at løfte niveauet på facilitetsområdet.

"Vores vision er, at alle danske atleter på internationalt niveau skal have adgang til træningsfaciliteter, som lever op til de højeste internationale standarder. Visionen vil kunne realiseres inden for en tiårig periode gennem en langsigtet indsats, som vil in­volvere samarbejder med flere parter som Team Danmark, specialforbundene, kommuner, fonde osv.," siger Morten Mølholm, direktør i DIF.

Finansiering skal på plads
Strategien for de nationale træningsanlæg er tæt forbundet med etableringen af NEC og de regionale NEC'er. Det er derfor en helhedsløsning, som Team Danmark og DIF nu skal præsentere for staten, kommuner, private fonde med videre.

"Det er et stort projekt og et markant skridt for dansk eliteidræt, og vi vil gerne i gang med realiseringen af NEC og udviklingen af faciliteterne hurtigst muligt. Danmark har gennem de seneste 30 år etableret sig som en af verdens bedste eliteidrætsnationer. Nu er tiden kommet til, at vi sammen tager næste skridt. Det skridt er etableringen af NEC, og det vil være det største skridt for dansk eliteidræt i mange år," siger Lone Hansen.

Rapport
Hele rapporten om Nationalt Elitesportscenter kan læses her.

Fakta: Nationalt Elitesportscenter
NEC vil være en Team Danmark-institution på ca. 8.600 m2 og vil blandt andet indeholde:
- Sportsfysiologisk testcenter
- Sportsmedicinsk klinik
- Forskningslaboratorier og innovationszone
- Rehabiliteringsfaciliteter
- Kontorer og mødelokaler
- Faciliteter for fysisk træning (styrke/kondition)
- Højde-/klimasimulering
- Restitutionsfaciliteter
- Multihal (80 x 40m) med fleksible anvendelsesmuligheder
- Kantine/café
- Studiezone for atleter

Fakta: Nationale træningsfaciliteter
Målet er, at der etableres - og moderniseres - nationale træningsfaciliteter i følgende idrætsgrene:

- Atletik
- Bueskydning
- Badminton
- Bowling
- Cykling (inkl. BMX)
- Fodbold
- Golf
- Håndbold
- Ishockey
- Kajak
- Roning
- Sejlsport
- Skydning
- Svømning

Der er allerede igang­værende nybyggerier (bl.a. sejlsport) og moder­niseringer (roning og kajak), mens der i andre idrætsgrene er eksisterende faciliteter, som trænger til modernisering eller en eventuel relokalisering (f.eks. svømning).

Pressekontakt

Lone Hansen
Kommende direktør i Team Danmark
  60 38 25 27

Firma

Team Danmark
Idrættens Hus, Brøndby Stadion 20
2605 Brøndby, Danmark

  43 26 25 21
  51 26 60 62

http://www.teamdanmark.dk

Modtag nyheder fra Team Danmark på mail

Tilmeld dig her
Vores mission er at effektivisere og formidle alle former for presse- og virksomhedsinformation og gøre den tilgængelig for alle på alle tilgængelige platforme.

om MyPressWire