Få dit eget presserum

Få dit eget presserum
23/04-15   -   Pressemeddelelse

Japansk samler og kender får Tønders Wegner Pris

Med kongelig deltagelse blev Wegner Prisen 2015 onsdag uddelt i Wegners fødeby, Tønder

Den aller første modtager af den nye Wegner Pris er Noritsugu Oda fra Japan.

Noritsugu Oda, der er en internationalt anset samler og kender af dansk design, modtog prisen onsdag ved et arrangement på Kunstmuseet i Tønder med deltagelse af Hans Kongelige Højhed Prins Joachim.

Den nye Wegner Pris er indstiftet af Kunstmuseet i Tønder og Tønder Kommune bl.a. med det formål at hylde og udbrede kendskabet til den verdensberømte danske møbelarkitekt og designer Hans J. Wegner, der blev født i Tønder i 1914. Prisen er på 25.000 kr.

- Med sin imponerende samling af bl.a. Wegner-møbler er Noritsugu Oda på mange måder en stærk ambassadør i udlandet for Danmark, Wegner og Tønder. Det ser vi bl.a. med prismodtagerens seneste bog om Wegner, hvor Tønder spiller en vigtig rolle, sagde juryens formand, borgmester Laurids Rudebeck, Tønder Kommune, ved prisuddelingen.

Overinspektør Ove Mogensen, Kunstmuseet i Tønder, uddybede valget af Noritsugu Oda som modtager af Wegner Prisen 2015 og betegnede ham som en "ganske almindelig mand, der har tabt sit hjerte til den danske og nordiske guldalder i designhistorien".

- Besøg i Danmark har inspireret Noritsugu Oda til at samle møbler, kunsthåndværk og plakater, og indsamlingen af genstande og materiale har i dag antaget enorme dimensioner og ophobet en helt ekstraordinær viden om bl.a. Hans J. Wegner. Ingen tvivl om, at Oda af hjertet besidder en dybfølt interesse for møbler, sagde Ove Mogensen.

Noritsugu Oda takkede for prisen og fortalte, at han voksede op i stor fattigdom i Japan lige efter anden verdenskrig. Stole var dengang en luksus forbeholdt de få, og han prøvede først at sidde i en stol, da han som 7-årig begyndte i skole.

- I mine universitetsår blev jeg betaget af skønheden og funktionaliteten ved dansk design, og jeg begyndte at undersøge smukke brugsgenstande, herunder også stole, fortale Noritsugu Oda ved prismodtagelsen.

Under sine besøg i Danmark har han haft mulighed for at samle værdifuldt materiale sammen.

- Det skete på et tidspunkt, hvor jeg fornemmede, at danskerne selv var nær ved at glemme deres egen fantastiske design, forklarede prismodtageren.

Overrækkelsen af prisen i form af diplom, check og en Wegner-stol blev forestået af Prins Joachim og borgmester Laurids Rudebeck i fællesskab.

Fakta:

Juryens officielle begrundelse for at tildele Noritsugu Oda Wegner Prisen 2015:

"Noritsugu Oda får Wegner Prisen 2015 for sin livslange kærlighed til moderne møbeldesign, der på fremragende vis har resulteret i en kvalitativ dokumentation og formidling af nordisk møbelkunst, herunder Wegners virke."

Hans J. Wegner blev født i Tønder i 1914, og den verdensberømte møbelarkitekt og designers 100 års dag sidste år blev markeret i fødebyen med en række forskellige aktiviteter. Bl.a. blev der opsat en mindeplade på Wegners fødehjem i Smedegade, og pladsen mellem Tønder Rådhus og Museerne i Tønder blev af Hans Kongelige Højhed Prins Joachim navngivet Wegners Plads.

Det meste af året viste Kunstmuseet en meget populær særudstilling om Wegner.

Tønder Kommune og Kunstmuseet besluttede også at oprette en Wegner Pris, som fremover vil blive uddelt en gang om året til en designer, der har bidraget væsentligt til nordisk designudvikling, eller en person, som bidrager til at udbrede kendskabet til Wegners virke.

Pressekontakt


Firma

Tønder Kommune
Kongevej 57
6270 Tønder, Danmark

  74 92 90 12
  23 29 34 60

http://www.toender.dk/

Modtag nyheder fra Tønder Kommune på mail

Tilmeld dig her
Vores mission er at effektivisere og formidle alle former for presse- og virksomhedsinformation og gøre den tilgængelig for alle på alle tilgængelige platforme.

om MyPressWire