Få dit eget presserum

Få dit eget presserum
10/07-14   -   Pressemeddelelse

Nu bliver der rift om de små lejligheder

I slutningen af juli får kommende studerende besked, om de er kommet ind på drømmestudiet. Det betyder samtidig, at mange unge flytter til studiebyerne, og det sætter gang i boligsøgningen. En af mulighederne er forældrekøb, og der står netop nu omkring 1.700 studielejligheder til salg i landets fire største studiebyer.

"Vi har de foregående år set, at mange flytter til byerne i eftersommeren. Den store tilflytning i de kommende måneder kan hænge sammen med, at kommende studerende flytter til studiebyerne for at læse," siger Jan Knøsgaard, vicedirektør i Realkreditrådet, og fortsætter:

"Før studiestart er det vigtigt at finde sig et sted at bo, og en af mulighederne er forældrekøb. Hvis man går med de tanker, så kan det være en god ide på forhånd, at sætte sig ind i, hvordan markedet ser ud."

Flere små lejligheder at vælge mellem i hovedstaden end for et år siden

Realkreditrådet har set på, hvordan udbuddet ser ud for typiske studielejligheder på under 75 kvadratmeter. I hovedstaden står der ved udgangen af juni 1.076 ejerlejligheder under 75 kvadratmeter til salg, mens der er 349 lejligheder at vælge mellem i Aarhus. I Aalborg og Odense er der henholdsvis 152 og 103 mindre lejligheder til salg.

"Der er væsentligt flere lejligheder at vælge mellem i hovedstaden sammenlignet med for et år siden. Det giver flere muligheder hos køberne til at finde den helt rigtige bolig. I Aarhus, Aalborg og Odense er udbuddet af mindre lejligheder faldet lidt. Samtidig er det værd at nævne, at udbudspriserne er steget siden sidste år i alle byerne, hvor hovedstaden og Aarhus går forrest med de største prisstigninger," siger Jan Knøsgaard.

I gennemsnit er en ejerlejlighed på 60 kvadratmeter i Københavns Kommune udbudt til godt 2 mio. kr., mens prisen på Frederiksberg er en anelse højere på omkring 2,1 mio. kr. I Aarhus er en 60 kvadratmeter lejlighed i gennemsnit sat til udbud for godt 1,6 mio. kr., og i Aalborg og Odense er prisen omkring 1 mio. kr. Der kan dog være stor prisforskel indenfor bygrænserne.

"Der kan være stor forskel på prisen mellem lejlighederne i samme by. Der er en række forskellige ting, som spiller ind på prisen. Det kan være beliggenheden, lejlighedens stand samt hvilken etage, lejligheden ligger på," siger Jan Knøsgaard.

Fx er udbudsprisen for en 60 kvadratmeter lejlighed på Vesterbro i gennemsnit på omkring 2 mio. kr., mens man kan slippe en del billigere for en lejlighed i København NV. Her står der i gennemsnit 1,3 mio. kr. på salgskiltene.

Jan Knøsgaard slutter: "Der er typisk en begrænsning for, hvor meget man har råd til at købe for. Man kan med fordel forsøge at gøre sig nogle tanker om, hvilke ønsker man har i forbindelse med den nye lejlighed, og hvad man omvendt er villig til at give afkald på, for at budgettet går op i sidste ende."

Pressekontakt

Pressetelefon
  + 45 33 12 48 11

Firma

Finans Danmark
Amaliegade 7
1256 København K, Danmark

  33 12 48 11

http://www.finansdanmark.dk

Modtag nyheder fra Finans Danmark på mail

Tilmeld dig her
Vores mission er at effektivisere og formidle alle former for presse- og virksomhedsinformation og gøre den tilgængelig for alle på alle tilgængelige platforme.

om MyPressWire