Få dit eget presserum

Få dit eget presserum
26/11-14   -   Pressemeddelelse

Kom indenfor: Herregården skaber lokal livskvalitet

En skolehave for voksne, teaterkoncert og motionsdans. Sundhed, kulturoplevelser og lokal livskvalitet er i fokus, når seks herregårde i den kommende tid atter åbner op for arrangementer og aktiviteter med støtte fra Realdanias Byd Indenfor-kampagne.

Når østjyske Skaføgaard til næste år åbner herregården op for en lang række aktiviteter sammen med Hjerteforeningen og Børnehjertefonden, sker det blandt andet for at sætte fokus på sundhed og hjertesygdomme. En teaterkoncert i herregårdsmiljøet på fynske Bramstrup fejrer, undersøger og udfolder Carl Nielsens liv og passion gennem musik i forbindelse med 150-året for komponistens fødsel. Og på Gisselfeld på Sydsjælland skal en 'skolehave for voksne' og et midlertidigt væksthus vise haveejere, hvordan man kan bringe stemningen fra herregårdens herskabelige paradehus ind i villahaven.

Sådan lyder tre idéer bag de i alt seks arrangementer på danske herregårde, som nu bliver gennemført med støtte fra Realdanias Byd Indenfor-kampagne. Formålet er at vise, hvordan man med enkle greb og for få midler kan genskabe herregården som 'driver' for nye oplevelser og lokal livskvalitet - og gerne i tæt parløb med lokale og nationale aktører.

"De udvalgte arrangementer er alle gode eksempler på, at herregårdene stadig har en vigtig rolle at spille som forandringsagenter i deres lokalsamfund. Arrangementer og aktiviteter bidrager til at skabe nyt liv, nye samarbejder og positiv opmærksomhed - både om herregårdene og om de lokalsamfund, herregårdene er en del af," siger programchef i Realdania Christian Andersen om baggrunden for kampagnen.

De udvalgte arrangementer støttes hver med 100.000 kr.

Opfindsomhed og lokalt engagement på herregårdene
I løbet af 2014 har Realdania gennemført i alt fire ansøgningsrunder, hvor herregårdsejerne og deres samarbejdspartnere kunne søge om støtte til at byde indenfor. I alt har 24 aktiviteter og arrangementer fået støtte - lige fra markeder og festivaler til musikarrangementer, kurser i restaurering, rollespilsweekend og en oplevelsestur i herregårdslandskabet.

Kampagnens erfaringer viser, at aktiviteter og arrangementer kan være et vigtigt skridt på vejen mod at genskabe herregårdens forbindelse til lokalsamfundet og samtidig afprøve en god idé til ny brug af herregårdenes bygninger og kulturmiljøer, mener Christian Andersen:

"Det er meget opløftende at se, hvordan både herregårdene og deres samarbejdspartnere har taget imod Byd Indenfor. Med enkle greb, opfindsomhed, lokalt engagement og nye samarbejder bidrager de til at genskabe herregårdenes rolle som lokal drivkraft og lokalt mødested overalt i Danmark."

FAKTA
Læs mere om de enkelte projekter og om kampagnen på www.fremtidensherregård.dk

OM DE UDVALGTE PROJEKTER:
Bramstrup på Fyn
En teaterkoncert i herregårdsmiljøet, der fejrer, undersøger og udfolder Carl Nielsens liv og passion gennem musik i forbindelse med 150-året for komponistens fødsel.

Gisselfeld Kloster på Sydsjælland
Arrangementet "skolehave for voksne" - en vejledning i haveårets aktiviteter - afholdes i tilknytning til et midlertidigt væksthus, som etableres i haven ved Paradehuset.

Holstenshuus på Sydfyn
En frilufts- og naturfitness-event sætter fokus på de mange muligheder omkring herregården Holstenshuus på Sydfyn, som bl.a. rummer en klatrepark, ride- og vandreruter og rokokohaven.

Reventlow-Museet Pederstrup på Lolland samt Liselund på Møn
To midlertidige skulpturudstillinger med værker i naturmaterialer skabt af et internationalt kunstnerteam i det romantiske haveanlæg på Liselund og i parken på Pederstrup.

Valdemars Slot på Tåsinge
En udendørs, klassisk og børnevenlig opera - "Tryllefløjten" - opføres med professionelle sangere og musikere samt lokalt folkekor i herregårdsmiljøet.

Skaføgaard på Djursland
Et velgørenhedsarrangement i herregårdsmiljøet, der sætter fokus på forebyggelse af hjertesygdomme og medfødte hjertefejl gennem bl.a. fysiske udfordringer og blodtryksmåling.

OM KAMPAGNEN BYD INDENFOR
I løbet af 2014 har det været muligt løbende at søge støtte til at realisere mindre aktiviteter på herregårdene gennem Byd Indenfor-kampagnen. Formålet med kampagnen er at vise, hvordan herregårde for få midler kan skabe nyt liv i herregårdens bygninger og kulturmiljøer og gennem enkle tiltag byde lokalsamfundet indenfor.

OM DET STRATEGISKE INITIATIV FREMTIDENS HERREGÅRD
Byd Indenfor-kampagnen er en aktivitet under Realdanias strategiske initiativ Fremtidens Herregård. Under Fremtidens Herregård-initiativet sætter Realdania fokus på herregården som dynamo for liv og udvikling på landet. Gennem en række projekter ønsker Realdania at vise, hvordan revitalisering af overflødiggjorte bygninger og udvikling af helt nye forretningsområder kan genetablere herregårdenes historiske rolle som kraftcenter for lokal udvikling.

Fremtidens Herregård er et initiativ under Realdanias program 'Den levende bygningsarv'.
Dansk Bygningsarv er kampagnesekretariat. www.fremtidensherregård.dk

Pressekontakt

Christian Andersen
Programchef i Realdania
  70 11 66 66

Firma

Realdania
Jarmers Plads 2
1551 København V., Danmark

  32 88 52 20

http://www.realdania.dk

Modtag nyheder fra Realdania på mail

Tilmeld dig her
Vores mission er at effektivisere og formidle alle former for presse- og virksomhedsinformation og gøre den tilgængelig for alle på alle tilgængelige platforme.

om MyPressWire