Få dit eget presserum

Få dit eget presserum
23/03-17   -   Pressemeddelelse

Ny næringsberegner sparer tid hos fødevarevirksomheder

Virksomheder får nu et redskab, så de nemmere kan lave næringsdeklarationer til deres varer. Stor tidsbesparelse for især mindre fødevarevirksomheder.

Et nyt program, som DTU har udviklet for Miljø- og Fødevareministeriet, gør det nemmere og hurtigere for fødevarevirksomheder at beregne næringsindholdet i deres produkter.

De skal bare indtaste ingredienserne, så beregnes næringsindholdet, som skal angives på næringsdeklarationen. Det hele kan dermed gøres på den halve tid.

- Regeringen ønsker, at det skal være lettere at drive fødevarevirksomhed i Danmark. Derfor skal vi gøre det så nemt som muligt at opfylde de mange krav, vi stiller til dem. Den nye beregner er et godt eksempel: Vi forlanger, at der skal være næringsdeklaration på fødevaren, men så stiller vi også et redskab til rådighed, som kan gøre det nemmere at opfylde dette krav, siger miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen.

Hidtil har virksomhederne selv skullet udregne tallene til næringsdeklarationen på baggrund af de oplysninger, som virksomheden har om de ingredienser, der er i produktet. Nu kan virksomhederne bare indtaste mængderne af de forskellige ingredienser i beregneren, som foretager udregningen for dem og udarbejder næringsdeklarationen.

Det anslås, at især de små virksomheder kan spare cirka halvdelen af den tid, de tidligere har brugt på beregningerne. Programmet er til rådighed på DTU's hjemmeside.

Siden december har det været obligatorisk at sætte næringsdeklaration på færdigpakkede fødevarer, og deklarationen er udvidet med flere oplysninger end før, så man også skal oplyse om det præcise indhold af salt, sukkerarter og mættede fedtsyrer - udover energi, protein, fedt og kulhydrat.

- Vi skal være glade for de nye deklarationer, for nu gør vi det nemmere for forbrugeren at træffe et oplyst valg i supermarkedet. Og når vi samtidig kan hjælpe virksomhederne med at udarbejde deklarationerne, er det tæt på en perfekt løsning, siger Esben Lunde Larsen.

Pressekontakt

Jonatan Lykke-Olesen
Pressesekretær, Miljø- og Fødevareministeriet
  9359 7082

Firma

Miljø- og Fødevareministeriet
Slotsholmsgade 12
1216 København K, Danmark

  20 91 59 01
  20 91 59 01

http://www.fvm.dk

Modtag nyheder fra Miljø- og Fødevareministeriet på mail

Tilmeld dig her
Vores mission er at effektivisere og formidle alle former for presse- og virksomhedsinformation og gøre den tilgængelig for alle på alle tilgængelige platforme.

om MyPressWire