Få dit eget presserum

Få dit eget presserum
27/04-15   -   Pressemeddelelse

Nordisk mode skal være verdens mest bæredygtig

Med en ny tekstilhandlingsplan har de nordiske miljøministre opstillet en vision for nordisk mode og tekstiler: Vi skal være førende inden for bæredygtigt design, forbrug og produktion.

Skandinavisk design er allerede verdenskendt. Nu skal nordens mode og tekstil også være kendt som verdens mest bæredygtige. Det er visionen i en ny nordisk tekstilhandlingsplan, som miljøminister Kirsten Brosbøl har taget initiativ til, og som hun sammen med sine nordiske ministerkollegaer præsenterede på Nationalmuseet i dag.

Den fælles vision for 2050 er, at mode og tekstiler vil indgå i en cirkulær økonomi, hvor produkternes levetid forlænges og tekstilfibre holdes i et lukket kredsløb og bruges igen og igen.

- Nordisk mode skal være verdens mest bæredygtige. Det ny nordiske køkken har revolutioneret fødevarebranchen. Nu er turen kommet til modebranchen, som alene i Danmark omsætter for næsten 40 mia. kroner og beskæftiger 10.000 mennesker. Grøn mode kan blive en god forretning, og vi vil blandt andet udvikle et Nordisk Bæredygtigt Mode- og Tekstilakademi, så designere i hele Norden på sigt kan blive uddannet i bæredygtigt design, siger Kirsten Brosbøl.

Handlingsplanen indeholder konkrete initiativer med fokus på design, produktion, forbrug og genbrug.

Slem forurening
Mode- og tekstilbranchen er en af de mest forurenende industrier i verden, der påvirker både miljø og arbejdsmiljø med et kæmpe forbrug af vand, energi, kemikalier og sprøjtemidler.

Med handlingsplanen gør Norden fælles front mod problemet.

- Alene produktionen af en enkelt t-shirt kræver 1.400 liter vand. Vi deler et fokus på miljø, social ansvarlighed og grøn vækst med vores nordiske naboer, og nu vil vi sammen trække mode- og tekstilbranchen i en grønnere retning. Vores tøj skal i fremtiden indgå i en cirkulær økonomi, hvor tekstilfibre bruges igen og igen. Det tager vi første skridt til nu, siger Kirsten Brosbøl.

Handlingsplanen er det første skrift på vejen mod visionen, og handlingsplanens konkrete initiativer afsluttes i 2017. Handlingsplanen er et initiativ under det danske formandskab for Nordisk Ministerråd.

Fakta:

Indbyggerne i de nordiske lande bruger hver 13-16 kg tøj om året. Danskerne er med 16 kg det land i Norden, der har det højeste tekstilforbrug pr. indbygger.
Den mængde vand, der skal til for at producere tekstiler, svarende til en gennemsnitlig nordisk forbrugers årlige tekstilindkøb, er langt større end vandforbruget i en nordisk husstand med tre personer. Samtidig udløser det en CO2-udledning, der svarer til cirka 2.000 kilometers kørsel i en familiebil.
I 2011 blev der produceret 34.400 tons tekstiler i Norden, men derudover står nordiske modefirmaer for en stor tekstilproduktion i Asien. Den sammenlagte nettoimport til Norden var i 2012 316.000 tons tekstiler.

Pressekontakt

Lillan Clemmensen
  91 35 69 97

Firma

Miljøministeriet
Børsgade 4
1216 København K, Danmark

  25 61 71 70
  25 61 71 70

http://www.mim.dk

Modtag nyheder fra Miljøministeriet på mail

Tilmeld dig her
Vores mission er at effektivisere og formidle alle former for presse- og virksomhedsinformation og gøre den tilgængelig for alle på alle tilgængelige platforme.

om MyPressWire