Få dit eget presserum

Få dit eget presserum
27/04-15   -   Pressemeddelelse

Miljøministeriet bruger rumteknologi mod oversvømmelser

Data fra satellitter, fly og droner kan bruges til at forhindre oversvømmelser. Kom til Forskningens Døgn i "Spacecentret Thyborøn" og se hvordan.

Når dette års forskningsfestival Forskningens Døgn slår dørene op, deltager Miljøministeriet ved Kystdirektoratet med flere oplæg om praktisk anvendelse af rumteknologi.

På baggrund af data indhentet med rumteknologi gennem det europæiske Copernicus-program, er det for eksempel muligt at kortlægge oversvømmelsestruede områder, opmåle havbunden eller udarbejde Danmarks Højdemodel, der viser landskabets højdeforhold i stor opløsning.

- Rumteknologi er mere end NASA og raketter. Når vi i Miljøministeriet anvender rumteknologi, løser det praktiske opgaver, som ville have været langt mere komplicerede og dyre uden den moderne teknologi. Med data fra satellitter kan vi på en effektiv og billig måde lave opmålinger af Danmark. Det er vigtigt, når vi skal håndtere eksempelvis havstigninger. Vi skal bruge den bedst mulige teknologi til at undgå oversvømmelser, og i en del tilfælde låner vi lidt fra rumteknologien, siger miljøminister Kirsten Brosbøl.

Rumdata indhentes typisk via satellitter, fly eller droner. Sidstnævnte er så lette at anvende, at Miljøministeriets styrelser selv sender dronerne til vejrs hen over Danmark til indsamling af de data og den information, som bruges i et bredt udsnit af styrelsernes opgaver. Det kan være, hvis der skal skabes et overblik over for eksempel en vandløbs- eller en kyststrækning, eller hvis der er brug for overblik over landområder.

På "Spacecentret Thyborøn" vil man i dagene den 23. til 25. april ikke blot kunne møde Kystdirektoratet, men også rumforskere fra DTU Space og mange andre, som beskæftiger sig med det, der foregår mellem himmel og jord. Forskningens Døgn henvender sig til alle, der er åbne for at blive underholdt og lære nyt. Sidste år deltog 70.000 danskere i festivalen.

Se mere om "Spacecentret Thyborøn" på Forsk.dk for praktiske oplysninger.

Pressekontakt

Jonatan Lykke-Olesen
Pressemedarbejder
  93 58 80 63

Firma

Miljøministeriet
Børsgade 4
1216 København K, Danmark

  25 61 71 70
  25 61 71 70

http://www.mim.dk

Modtag nyheder fra Miljøministeriet på mail

Tilmeld dig her
Vores mission er at effektivisere og formidle alle former for presse- og virksomhedsinformation og gøre den tilgængelig for alle på alle tilgængelige platforme.

om MyPressWire