Få dit eget presserum

Få dit eget presserum
19/09-14   -   Pressemeddelelse

Øget grænsekontrol skal stoppe ulovligt legetøj

Kontrol viser, at ulovligt legetøj finder vej til hylderne i danske butikker. Miljøminister Kirsten Brosbøl skruer nu op for grænsekontrol af importeret legetøj som led i regeringens og Enhedslistens børnekemi-pakke.

Der er fundet kræftfremkaldende stoffer i 23 ud af 38 balloner, som Miljøstyrelsens Kemikalieinspektion indsamlede i en stikprøvekontrol kort før sommerferien. Det viser de analyser af ballonerne, som netop er landet på miljøminister Kirsten Brosbøls bord.

- Vores børn skal ikke udsættes for skadelig kemi. Derfor bliver jeg ærlig talt chokeret over, at der er kræftfremkaldende stoffer i mere end halvdelen af ballonerne i stikprøven. Vi har skrappe krav til legetøj, og de skal overholdes. Nu sætter vi gang i kontrol i havne, lufthavne og ved grænsen for at stoppe importen af ulovligt legetøj, siger Kirsten Brosbøl.

Den skærpede kontrol med legetøj både ved grænser og butikker er en del af den børnekemipakke, som regeringen vedtog sammen med Enhedslisten i 2013. Og i dag deltager ministeren selv i en kontrol på Aarhus Havn.

- For Enhedslisten er det helt afgørende at fjerne farlige kemikalier fra vores børns hverdag. Det skal vi gøre gennem forbud og udfasning af farlige stoffer, men det virker kun, hvis vi også sørger for en effektiv kontrol. Derfor er vi glade for, at vi sammen med regeringen har sikret midler til at øge kontrollen af det legetøj, vi importerer. På den måde sikrer vi en tryggere hverdag for vores børn, siger Per Clausen (EL.)

Størstedelen af det legetøj, der bliver solgt i Danmark, er produceret i udlandet. For eksempel bliver 85 procent af alt legetøj produceret i Kina, som Danmark sidste år importerede omkring 4.700 ton legetøj fra.

I alt har regeringen og Enhedslisten afsat 20 mio. kroner over tre år til børnekemipakken. Udover den skærpede kontrol både ved grænser og i butikker har Miljøministeriet også sat gang i en informationskampagne om reglerne for legetøj som en del af børnekemipakken. Kampagnen er udformet på baggrund af branchens egne ønsker om information.

Fakta
Miljøstyrelsens Kemikalieinspektion har lavet stikprøvekontroller af en lang række legetøjsprodukter, der blev indhentet hos både detailhandel, netbutikker og fabrikanter. Resultatet af nogle af analyserne af legetøjet er nu klar:
- 23 ud af 39 testede ballonprodukter afgav for mange nitroserbare stoffer, der er kræftfremkaldende.
- Miljøstyrelsen har indskærpet reglerne over for leverandører og forhandlere og krævet, at salget af de ulovlige balloner straks bliver stoppet.
- Miljøstyrelsen anbefaler, at balloner altid pustes om med en pumpe.
- Der blev også indsamlet og testet 17 forskellige bideringe. Ingen dumpede.

Pressekontakt

Lillan Clemmensen
  91 35 69 97

Firma

Miljøministeriet
Børsgade 4
1216 København K, Danmark

  25 61 71 70
  25 61 71 70

http://www.mim.dk

Modtag nyheder fra Miljøministeriet på mail

Tilmeld dig her
Vores mission er at effektivisere og formidle alle former for presse- og virksomhedsinformation og gøre den tilgængelig for alle på alle tilgængelige platforme.

om MyPressWire