Få dit eget presserum

Få dit eget presserum
20/12-10   -   Pressemeddelelse

Nu kan man chatte online med Q8s kundecenter

Q8 udvider sin kundeservice med et tilbud om, at man kan "snakke" direkte online med selskabet kundecenter. Chat-funktionen er det nyeste eksempel på Q8s strategi om at lægge større og større dele af kundekontakten over på online.

Hvor finder jeg oplysninger på Q8s hjemmeside om regeringens nye regler for oliekedler, der indføres efter nytår? Hvad er det bedste valg, når jeg har et gammelt oliefyr i min ejendom?

Vinteren er kommet tidligere end ventet. Har I et godt tilbud på brænde til min pejs, og hvad får jeg mest ud af at købe - briketter eller pejsebrænde, og hvilken trætype er bedst til formålet?

Jeg har købt en ny traktor med en af de moderne, højtydende dieselmotorer ombord. Hvilken olietype skal jeg vælge, hvis jeg vil være sikker på, at maskineriet virker optimalt?

Kan jeg finde informationer om det på www.q8.dk eller skal jeg have fat i en af jeres specialister på telefon?

Dette er nogle af de typiske spørgsmål, som Q8 har modtaget, efter at olieselskabet for nogle dage siden åbnede en ny chattjeneste på www.q8.dk.

Chat giver hurtigere kundeservice
Chat-tjenesten, hvor kunderne kan "snakke" direkte online med en Q8 medarbejder i et separat vindue på pc-skærmen, er placeret i Kundeservice afsnittet på www.q8.dk.

Chatten er det seneste tiltag i Q8s strategi om at lægge større og større dele af sin kundekontakt over på online.

Online chatten er samtidig en logisk udvidelse af Q8s kundeservice, der har åbne telefoner 24 timer i døgnet. Q8s kundeservice blev i 2010 kåret som oliebranchens bedste.

Chatten vil hver dag være bemandet mellem kl. 8 og 14, men Q8 planlægger at udvide åbningstiden, efterhånden som den nye service bliver mere og mere populær blandt virksomhedens kunder.

Chat med kundeservice og eksperter
Lige nu handler de fleste spørgsmål fra kunderne om navigation på Q8s hjemmeside og om, hvor man dér kan finde informationer om bestemte ting.

Q8s kundecenterchef, Henrik Even, regner med, at det også frem i tiden vil være denne type spørgsmål, der dominerer:

"I udviklingsfasen af vores nye system har vi været i kontakt med bl.a. flyselskaber, der kører en lignende chat-service som del af deres kundeservice. De fortæller, at langt størstedelen af spørgsmålene kommer fra kunder, der besøger hjemmesiden og vil have hjælp til at finde rundt," forklarer Henrik Even.

"Chatten giver os en endnu mere direkte og hurtig kontakt med kunderne end telefon og e-mail, der dominerer i dag. Derfor overvejer vi også at tilknytte vores interne produktspecialister til chatten på et senere tidspunkt," fortsætter Henrik Even.

Q8 går mere online
Online services bliver en stadig vigtigere del af salg og kundekommunikation hos Q8.

Allerede i dag foregår langt størstedelen af Q8s salg af fyringsolie, pejsebrænde og oliefyr via virksomhedens hjemmeside.

Desuden prøvekører Q8 i øjeblikket en ny online-service, hvor kunder kan forudbestille morgenbrød, der så står nybagt og færdigpakket, når de besøger Q8-stationen dagen efter. I første omgang kører online-bestillingen af morgenmad kun i Allerød, men bliver den succes, skal den rulles ud over hele landet.

Endelig lancerede Q8 for nylig en "Find Tanken" applikation til Apples iPhone. Med den gratis applikation og en smartphone fra Apple kan man nemt og hurtigt finde vej til den nærmeste servicestation, uanset hvor man befinder sig i landet.

Relevant information

http://www.q8.dk


Pressekontakt


Firma

Kuwait Petroleum (Danmark) A/S
Banevænget 13
3460 Birkerød, Danmark

  45 99 21 71

http://www.q8.dk

Modtag nyheder fra Kuwait Petroleum (Danmark) A/S på mail

Tilmeld dig her
Vores mission er at effektivisere og formidle alle former for presse- og virksomhedsinformation og gøre den tilgængelig for alle på alle tilgængelige platforme.

om MyPressWire