Få dit eget presserum

Få dit eget presserum
21/05-15   -   Pressemeddelelse

Randers er Danmarks bedste læsekommune

Som en del af kulturminister Marianne Jelveds kampagne Danmark Læser har 12 kommuner dystet om at blive Danmarks bedste læsekommune. Kåringen finder sted 30. maj i Nordbyen i Randers.

I mere end et år har 12 kommuner afprøvet en række nye ideer, der skulle få deres borgere til at læse mere. Der er blevet eksperimenteret med alt fra arbejdspladslæsning til højtlæsnings-bamser og pop up-biblioteker.

Et uvildigt dommerpanel har nu udråbt Randers Kommune til vinder af konkurrencen og dermed titlen som Danmarks bedste læsekommune.

Kulturminister Marianne Jelved siger:
"Noget af det fantastiske ved at læse en bog er de efterfølgende samtaler, hvor vi hører hinandens tanker og refleksioner. Det styrker vores forståelse for hinanden og skaber på den måde fællesskaber. I Randers har fællesskabet omkring læsningen været i centrum, og derfor er jeg glad for at kunne sige tillykke med titlen som Danmarks bedste læsekommune."

Bibliotekschef Lene Byrialsen fra Randers Bibliotekerne:
"Nordbyen Læser har bragt biblioteket i spil uden for dets vante rammer, og vi er meget stolte over, at lysten til at læse vokser i et område som Nordbyen, hvor der normalt ikke læses så meget - og ikke mindst fordi vi nu kan kalde os Danmarks bedste læsekommune."

Randers' læseprojekt hedder "Nordbyen Læser" og henvender sig til beboerne i boligområdet Nordbyen. Beboerne har blandt andet kunnet møde skønlitteraturen under fællesspisning med oplæsning, bogcaféer, læseklubber og bålfortællinger. Ligesom de har kunnet møde forfattere, hente gratis bøger i byedelens vaskekældre og i rullende pop up-biblioteker eller booke en bogbus.

Dommerpanelets begrundelse:
"Med projektet "Nordbyen Læser" er Randers ikke bare gået op på det højeste bjerg, den har også taget de tungeste sten med sig. "Nordbyen Læser" er et skalérbart projekt, der viser, hvordan man med en god indsigt i projektgruppens egne styrker og målgruppes behov kan give skønlitteraturen relevans i et nyt geografisk område. Med en grundlæggende tro på, at der i litteraturen ligger noget forløsende for alle, er Randers gået praktisk til værks og har formået at flytte bibliotekets og andre samarbejdspartneres kompetencer til Nordbyen. Det har ikke alene mindsket den geografiske, men også den mentale afstand til de gode læseoplevelser."

Program 30. maj - Ndr. Fælles (indgang ad stien over for Garnisonsvej 36, 8930 Randers NØ)
11.15: Borgmester Claus Omann Jensen (V) byder velkommen.
11.20: Kåre Poulsen fra dommerkomiteen overrækker "Danmark bedste læsekommune"-prisen.
11.25: Randers Kommunes "Nordbyen Læser"-projekt modtager prisen.
11.30: Kulturminister Marianne Jelved taler.
11.40-11.55: Fortælling af sognepræst Flemming Kloster Poulsen .
11.55-13.00: Fællesspisning i området og aktiviteter (bålfortællinger, litteraturløb og andet).

Fakta om Danmark Læser
Kulturminister Marianne Jelved har over fire år sat 20 mio. kr. af til kampagnen Danmark Læser, der skal få flere til at læse skønlitteratur. Undersøgelser har vist, at 40 procent af den danske befolkning sjældent eller aldrig læser skønlitteratur. De 12 læsekommuners projekter vil nu blive gennemgået og de bedste valgt ud, så de kan inspirere og udrulles i andre kommuner.

Ud over kommuneforsøget har kampagnen lavet Danmark Læser Dagen, hvor der 23. april 2015 blev uddelt 100.000 gratis bøger.

· 6 procent af den danske befolkning - godt 336.000 personer - har været aktive i Danmark Læser-kampagnen ved f.eks. at have deltaget i læsekommunernes arrangementer, som boguddeler eller som bogmodtager på Danmark Læser Dagen.
· Knap 6.000 danskere meldte sig som frivillig boguddeler på Danmark Læser Dagen.
· De fem titler, der blev uddelt på Danmark Læser Dagen, er blevet downloadet som lyd- og e-bøger mere en 60.000 gange.
· Mere end 50 arrangementer blev afholdt af samarbejdspartnere på Danmark Læser Dagen.

Pressekontakt

Kulturministeriets pressetelefon
  +45 2276 5116

Firma

Kulturministeriet
Nybrogade 2
1203 København K, Danmark

  25 47 21 07

http://www.kum.dk

Modtag nyheder fra Kulturministeriet på mail

Tilmeld dig her
Vores mission er at effektivisere og formidle alle former for presse- og virksomhedsinformation og gøre den tilgængelig for alle på alle tilgængelige platforme.

om MyPressWire