Få dit eget presserum

Få dit eget presserum
30/01-15   -   Pressemeddelelse

Ny Kvæsthusplads bliver centrum for kultur og byliv



Jeudan køber Københavns nye underjordiske parkeringsanlæg ved Skuespilhuset af Realdania. Det baner vejen for mere byliv på den kommende Kvæsthusplads og i det nærliggende historiske byområde, Frederiksstaden. Samtidig indgår Kulturministeriet, Jeudan og Realdania en aftale, der bl.a. betyder mange kulturarrangementer på Kvæsthuspladsen i København året rundt.

"Kvæsthusprojektet bliver en styrkelse af kulturlivet i Københavns hjerte. Med den nye plads, der opstår omkring Skuespilhuset, får Det Kongelige Teater endnu smukkere omgivelser - til glæde for de mange teatergæster og for byens øvrige borgere og turister. Og med den nye Kvæsthusplads, som efter planen står færdig i efteråret 2015, får teateret oven i købet en ny scene til udendørs aktiviteter med byen som kulisse", siger kulturminister Marianne Jelved.

Kulturministeriet, repræsenteret v. Det Kongelige Teater, Jeudan og Realdania danner samtidig en forening, Ofelia Beach, der bl.a. sikrer, at københavnerne kan glæde sig til mange kulturarrangementer på den nye Kvæsthusplads. Foreningen skal i fremtiden stå for både planlægning og afvikling af forestillinger og arrangementer og derigennem sikre Kvæsthuspladsens rolle som fornem ramme om kultur og byliv.

Jeudan køber p-anlæg
Baggrunden er en aftale mellem Realdania og Danmarks største børsnoterede ejendoms- og servicevirksomhed, Jeudan, om, at Jeudan køber det nye underjordiske parkeringsanlæg, som lige nu tager form ved Skuespilhuset, og som forventes at være klar til brug i efteråret. P-anlægget, som er i tre etager under jorden og får plads til 500 biler, spiller en nøglerolle i at styrke områdets attraktivitet med den helt nye Kvæsthusplads og et betydeligt løft til den tilstødende Sankt Annæ Plads.

Realdania udfører og finansierer Kvæsthuspladsen og p-anlægget med en samlet donation på ca. 600 mio. kr., hvoraf en mindre del kommer tilbage til Realdania ved salget af p-anlægget til Jeudan. I forbindelse med anlægget nedlægges i alt 500 p-pladser i bydelen i henhold til Borgerrepræsentationens beslutning - en beslutning, som netop har banet vejen for at give Sankt Annæ Plads et løft og styrke bylivet.

Transformation af området
Det Realdaniaejede Kvæsthusselskabet arbejder for tiden på højtryk med at færdiggøre p-anlægget og Københavns nye plads, der strækker sig ud i Københavns Havn med Skuespilhuset, Frederiksstaden og Nyhavn som naboer. I foråret 2016, når omdannelsen af Sankt Annæ Plads nærmer sig sin afslutning, er det planen at indvie hele det nye område.

"Nu får vi endelig transformeret dette område med den fantastiske beliggenhed og får skabt nye muligheder både over og under jorden. Vi glæder os til at kunne indvie hele området til næste forår - med Kvæsthuspladsen, p-anlægget og Sankt Annæ Plads, hvor vi lige har taget første spadestik til omdannelse og klimasikring. Målet er at skabe et aktivt byrum fyldt med mennesker, aktivitet og kulturelle oplevelser. Takket være p-anlægget, der kommer i trygge hænder hos Jeudan, skabes der plads til al dette over jorden, samtidig med at bilisterne får en helt unik parkeringsoplevelse, når det nye anlæg møder dem med lyse og trygge rammer - og er en arkitektonisk oplevelse i sig selv. Alt i alt et markant løft til områdets byliv", siger Realdanias adm. direktør Jesper Nygård.

Også Jeudan glæder sig over de nye aftaler: "Som en større virksomhed i København er det en del af vores strategi at deltage i udviklingen af København og få byen til at vokse og blive et bedre sted. Det er derfor oplagt, at vi er en del af projektet og engagerer os i at skabe et sammenhængende og indbydende bymiljø i hele Kvæsthuskvarteret til glæde for beboere, virksomheder og turister", siger Jeudans adm. direktør, Per W. Hallgren.

God parkeringsoplevelse
Selve det at parkere skal være en kvalitetsoplevelse, når man i fremtiden ankommer til Kvæsthuspladsen og Sankt Annæ Plads, hvor tilkørslen til det nye anlæg skal ligge. Anlægget er blevet til med inspiration fra de meget elegante p-anlæg, man bl.a. finder i Lyon i Frankrig. Et højloftet rum i anlæggets ene side skal give et markant lysindfald på parkeringsdækkene, og det skal sammen med lyse parkeringsdæk med få søjler gøre parkeringen let og tryg.

Et anlæg af denne standard koster væsentligt mere at opføre, end man kan få for det på markedet. Det tab, som Realdania tager ved at sælge anlægget til Jeudan til markedspris, er således en filantropisk donation, der skal højne livskvaliteten i Københavns hjerte.

Inspiration fra New York
Det nye offentligt-private samarbejde mellem Kvæsthusmolens to grundejere, Kulturministeriet og Jeudan, og med Realdania som bidragyder, er et dansk eksempel på et såkaldt Business Improvement District. Inspirationen kommer bl.a. fra Bryant Park, der er blevet en af New Yorks mest attraktive parker, og som er finansieret i et offentligt-privat samarbejde.

Foreningen Ofelia Beach finansieres således af Jeudan, som betaler et bidrag pr. parkering i p-anlægget, og Realdania, som giver et éngangsbeløb til foreningen Ofelia Beach. Kulturministeriets bidrag består af Det Kongelige Teaters aktiviteter på Kvæsthuspladsen samt teaterets kunstneriske kuratering af de kulturelle arrangementer på pladsen i øvrigt - inden for rammerne af foreningen.

Yderligere oplysninger:
Jeudan: adm. direktør Per W. Hallgren, tlf.: 20 20 92 66
Realdania: pressechef Pia Møller Munksgaard, tlf.: 29 69 52 49
Kvæsthusprojektet: projektdirektør Ole Bach, tlf.: 21 57 53 97
Det Kongelige Teater: teaterchef Morten Hesseldahl, tlf.: 33 69 65 01

Pressekontakt

Kulturministeriets pressetelefon
  +45 2276 5116

Firma

Kulturministeriet
Nybrogade 2
1203 København K, Danmark

  25 47 21 07

http://www.kum.dk

Modtag nyheder fra Kulturministeriet på mail

Tilmeld dig her
Vores mission er at effektivisere og formidle alle former for presse- og virksomhedsinformation og gøre den tilgængelig for alle på alle tilgængelige platforme.

om MyPressWire