Få dit eget presserum

Få dit eget presserum
19/04-17   -   Pressemeddelelse

Breddeidrætsprojekter får flere borgere i bevægelse

Breddeidrætsprojekter i syv kommuner har vist, at det er muligt at nå borgere, som ikke normalt ville dyrke idræt og motion. Det kræver, at man sammensætter målrettede tilbud. Kommuner og aktører på idrætsområdet mødes i dag for at dele viden og få inspiration, og kulturministeren håber, at kommunerne tager de gode erfaringer med hjem.

Kulturministeriet og Nordea-fonden afholder i dag en konference for landets kommuner, idrættens organisationer, foreninger m.fl. i DGI-Huset i Aarhus, hvor kommunerne fra breddeidrætsindsatsen 'Idræt for Alle' skal dele deres viden og erfaringer.

Kulturminister Mette Bock siger:
"Flere borgere skal motiveres til at dyrke idræt og motion, og det gøres bedst ved at skabe de rigtige rammer og tilbud til dem. De kommuner, der har deltaget i projektet, har hver især gjort et kæmpe arbejde for at nå inaktive borgere, der måske har savnet et sidste skub eller den rigtige mulighed. Det er lykkedes ved at tilrettelægge spændende og kreative tilbud. Nøglen til succes har i høj grad været samarbejde og involvering af civilsamfundet og andre lokale aktører og stærk projektstyring. Jeg håber, at vi ved at dele erfaringerne fra projekterne kan få endnu flere til at bevæge sig."

Direktør i Nordea-fonden Henrik Lehmann Andersen siger:
"Indsatsen er et godt billede på, hvordan så mange tager ansvaret for at skubbe til mere bevægelse blandt danskerne. Vi står nu med ny viden og erfaring fra 37 forskellige projekter, som kan inspirere hele Idrætsdanmark."

Baggrund
Idrætsprojekterne har særligt fokuseret på arbejdet med at aktivere børn og unge samt socialt udsatte og idrætssvage grupper.

Syv kommuner - Aabenraa, Aarhus, Gribskov, Høje Taastrup, Mariagerfjord, Roskilde og Thisted - har de seneste tre år gennemført i alt 37 forskellige projekter for at få borgerne til at dyrke mere idræt og motion.

Evalueringen viser, at kommunerne er lykkedes med at aktivere borgere, der tidligere har været fysisk inaktive. Der bygges desuden videre på erfaringerne fra det tidligere forsøg med breddeidrætskommuner.

Kulturministeriet og Nordea-fonden har bidraget med hver 10 mio. kr. over tre år, og med kommunernes bidrag er der brugt cirka 40 mio. kr. på indsatsen.

Pressekontakt

Kulturministeriets pressetelefon
  +45 2276 5116

Firma

Kulturministeriet
Nybrogade 2
1203 København K, Danmark

  25 47 21 07

http://www.kum.dk

Modtag nyheder fra Kulturministeriet på mail

Tilmeld dig her
Vores mission er at effektivisere og formidle alle former for presse- og virksomhedsinformation og gøre den tilgængelig for alle på alle tilgængelige platforme.

om MyPressWire