Få dit eget presserum

Få dit eget presserum
21/08-14   -   Pressemeddelelse

Potentialer i sundhedspakke

"Hvis regeringens ambitioner bliver en realitet, er der tale om en markant styrkelse af sundhedsvæsenet. Men det er vigtigt, at vi holder fokus på, at sundhedsvæsenet går på to ben."

Sådan lyder kommentaren fra Thomas Kastrup-Larsen, formand for KL's Social- og Sundhedsudvalg, til regeringens netop offentliggjorte sundhedspakke, "Jo før - jo bedre. Tidlig diagnose, bedre behandling og flere gode leveår for alle".

Pakken, som er en del af regeringens udspil til finanslovsforhandlingerne, indeholder fem milliarder kroner, som bl.a. skal bruges på hurtigere kræftbehandling, en styrket indsats for den voksende gruppe af kronikere, en styrket praksissektor samt fokus på ulighed i danskernes sundhed.

"Det er positivt, at regeringen åbner for en diskussion, hvor der gøres forskel på folk i sundhedsvæsenet. Men skal vi for alvor kunne sikre lighed i sundhedstilstanden, kræver det et massivt fokus på forebyggelse frem for indlæggelse. Vi ved, at ulighed i sundhed grundlægges tidligt i livet. Derfor skal vi tænke sundhed ind i skoler, daginstitutioner og foreningslivet," siger Thomas Kastrup-Larsen og fortsætter:

"I kommunerne er vi klar til opgaven. Vi kan og skal yde en betydelig indsats på alle de områder, hvor vi er i tæt kontakt med borgerne. Kommunerne har samtidig også fokus på syge borgeres beskæftigelsessituation. Hvis en kronisk sygdom står i vejen for et arbejdsliv, øges uligheden nemlig voldsomt. Derfor er det vigtigt, at regeringen har fokus på den bredere rehabilitering og kommunernes arbejde med at få borgerne tilbage til hverdagslivet efter endt sygehusbehandling."

Samtidig bifalder KL, at regeringen vil investere 1,5 milliarder kroner i en kronikerplan, der skal tilrettelægges i samarbejde med KL og Danske Regioner. Men også her er forebyggelse dog et kodeord, lyder det fra Thomas Kastrup-Larsen:

"Vi skal have fokus på borgerens hele forløb - det indbefatter ikke blot selve behandlingen i sygehusregi, men også patientuddannelser, hvor borgere får viden og redskaber til at håndtere egen eller pårørendes sygdom, samt rehabiliteringsforløb. Kommunerne har en vigtig rolle i både at opspore borgere i risiko for at få kronisk sygdom samt tilbyde dem forebyggelsestilbud. Det fokus har regeringen tilsyneladende glemt."

Også praksissektoren skal ifølge regeringen styrkes. Her vil regeringen bl.a. afsætte 800 millioner kroner til at etablere sundhedshuse, hvor lægerne kan etablere praksis.

"En af sundhedsvæsenets største udfordringer er, at lægerne ikke vil slå sig ned i yderområderne. Jeg håber, at disse anlægsmidler vil kunne medvirke til at få etableret sundhedshuse over hele landet, hvor man kan samle kompetencerne på sundhedsområdet og skabe nogle stærke faglige miljøer, der også tænker de kommunale sundhedstilbud med. Det er til gavn for borgerne, som i højere grad kan få en samlet indsats." siger Thomas Kastrup-Larsen og fortsætter:

"Samtidig er det godt, at regeringen lægger op til, at bosteder for psykisk syge og kommunale plejehjem skal have en fast tilknyttet læge. Vi har i mange år savnet en tættere involvering af den praktiserende læge i forhold til de alle svageste borgere på bosteder og plejecentre. De er ofte er i risiko for at blive unødigt indlagt pga. fx dehydrering, fordi kommunen ikke kan få fat på en læge. Dette problem kan vi nu komme til livs."

Pressekontakt

Line Oxholm Thomsen
Pressekonsulent
  +45 33 70 35 36
  +45 33 70 33 33

Firma

KL
Weidekampsgade 10, Postboks 3370
2300 København S, Danmark

  33 70 33 33
  29 62 40 80

http://www.kl.dk

Modtag nyheder fra KL på mail

Tilmeld dig her
Vores mission er at effektivisere og formidle alle former for presse- og virksomhedsinformation og gøre den tilgængelig for alle på alle tilgængelige platforme.

om MyPressWire