Få dit eget presserum

Få dit eget presserum
02/10-14   -   Pressemeddelelse

Unge søger tryghed og fællesskab i rocker- og bandemiljøerne

Søgen efter tryghed og fællesskab er de to væsentligste grunde til, at man bliver rocker eller bandemedlem. Samtidig er det netop udsigten til at miste tryghed og fællesskab, der gør det svært at forlade miljøerne. Justitsministeriets Forskningskontor kaster lys over vejene ind i og ud af rocker- og bandemiljøerne i en ny rapport.

Hvilke begrundelser ligger bag, når personer søger ind i rockerklubber og bander? Hvordan er det at være medlem? Og hvad motiverer medlemmerne til at forlade miljøet igen?

Det er nogle af de spørgsmål, som en ny rapport fra Justitsministeriets Forskningskontor søger at besvare. Rapportens konklusioner bryder med de gængse stereotyper om rockere og bandemedlemmer, vurderer forfatteren til rapporten Maria Libak Pedersen.

"Undersøgelsen viser, at det ikke er kriminaliteten, der trækker nye medlemmer til. Man søger ikke om optagelse i en rockerklub eller i en bande for at blive kriminel. Tværtimod er det positive værdier såsom at blive en del af et fællesskab og opnå tryghed i hverdagen, der oftest nævnes som begrundelser for medlemskabet," siger Maria Libak Pedersen.

Udover søgen efter tryghed og fællesskab er nogle motiveret af selve livsstilen i miljøerne. Medlemskabet forventes at give højere status og respekt fra omgivelserne, og man forventer at kunne få hjælp og støtte i konfliktfyldte situationer.

Interviewundersøgelsen giver også ny viden om, hvordan rekrutteringen til miljøerne foregår. Oftest er der tale om selvrekruttering, hvor aspiranterne af eget initiativ opsøger grupperingerne. Aspiranter skal som udgangspunkt allerede have personlige relationer til eksisterende rocker- eller bandemedlemmer, og for bandernes vedkommende tillægges et lokalt tilhørsforhold særlig betydning.

Medlemskabet afhænger af, om grupperingen anser aspiranten for at kunne bidrage til fællesskabet, f.eks. ved at skabe økonomisk gevinst, danne netværk og/eller slås. Hos rockerne er nye medlemmer typisk på prøve de første år, hvor de skal bevise deres værd og stå til rådighed for klubben.

Grunde til at forlade miljøet

Undersøgelsen peger også på, hvad der motiverer rockere og bandemedlemmer til at forlade miljøerne. Maria Libak Pedersen udtaler:

"Ofte vokser medlemmerne simpelthen fra livsstilen og vælger at bryde med miljøet for at fokusere på arbejde og familie i stedet for på 'brødrene'. De ønsker et helt almindeligt liv uden al den stress, de oplever som medlemmer af grupperingerne. Men også konsekvenserne af at blive strafforfulgt for kriminelle forhold og kriminaliteten i sig selv er motiverende for at søge væk."

For nogle har det været nødvendigt at lægge deres liv radikalt om for at kunne bryde med miljøet. Vender man sin gruppering ryggen, kan det betyde, at man mister venner, beskyttelse og økonomisk grundlag. Det kan gøre det svært at skære båndene til en rockerklub eller bande, men det er ikke umuligt.

Undersøgelserne om rocker- og bandemiljøet

Den nye interviewundersøgelse er baseret på interviews med 15 personer, der har været medlemmer af en rockerklub eller en bande. Stort set alle har haft en central placering i deres gruppering, og de har været medlemmer i flere år. Undersøgelsen skal ses i sammenhæng med de øvrige forskningsrapporter, Justitsministeriet har udgivet om rocker- og bandemiljøerne. De tidligere undersøgelser er baseret på opgørelser fra politiets databaser, og ud fra disse tal har man bl.a. kunnet konkludere, at rocker- og bandegrupperingerne er præget af en stor gennemstrømning af medlemmer.

Viden om motivationen for henholdsvis at blive optaget i og forlade en rocker- eller bandegruppering kan dog ikke opnås på baggrund af sådanne dataudtræk, og derfor har man suppleret de tidligere registerbaserede undersøgelser med denne interviewundersøgelse.

Pressekontakt

Anne Rosa Simonsen
Kommunikationsmedarbejder
  40169917

Firma

Justitsministeriet
Slotsholmsgade 10
1216 København K, Danmark

  +45 40 37 67 37

http://www.justitsministeriet.dk

Modtag nyheder fra Justitsministeriet på mail

Tilmeld dig her
Vores mission er at effektivisere og formidle alle former for presse- og virksomhedsinformation og gøre den tilgængelig for alle på alle tilgængelige platforme.

om MyPressWire