Få dit eget presserum

Få dit eget presserum
01/09-14   -   Pressemeddelelse

Justitsminister drøfter samarbejde om overførsel af kriminelle med ministerkolleger

Danmark er værtsland for det nordisk-baltiske justitsministermøde, som finder sted i København den 28. - 29. august. På programmet er bl.a. samarbejde om indsatte til afsoning i hjemlandet.

"Udvisningsdømte udlændinge, der sidder i fængsel her i landet, skal så vidt muligt sendes tilbage til deres hjemland for at afsone deres straf. Danmark sender flere udlændinge hjem til afsoning end tidligere, og jeg vil nu også tage emnet op med mine nordiske og baltiske kolleger for at sætte yderligere fokus på området," siger justitsminister Karen Hækkerup.

Formålet er at udveksle erfaringer om overførsel og udveksling af indsatte landene i mellem, ligesom justitsministrene drøfter mulige forbedringer af det nuværende samarbejde. Danmark og Litauen bidrager med oplæg til et fælles punkt, hvor samarbejdet mellem de nordisk-baltiske landes retssystemer er det centrale tema, og hvor Danmark sætter særlig fokus på spørgsmålet om overførsel af afsonere.

I takt med et generelt styrket samarbejde landene imellem i kampen mod grænseoverskridende kriminalitet er der opstået et større behov for smidig overførsel af indsatte til afsoning i hjemlandet. Afsoning i hjemlandet giver bedre muligheder for resocialisering i det land, man er statsborger i. Samtidig vil det mindske kulturelle og sproglige udfordringer under afsoningen, give bedre mulighed for at pleje kontakten til eventuelle pårørende, og det vil give hjemlandet bedre mulighed for at hjælpe og føre tilsyn med den indsatte i forløbet efter løsladelse.

På det nordisk-baltiske ministermøde bliver der også behandlet emner som afhøring af børn, trafficking og reformer på det retlige område. Udover Danmark deltager Sverige, Norge, Island, Finland, Letland, Estland og Litauen. Det er første gang, Danmark er vært for mødet, der afholdes hvert andet år.

Regeringen knokler for at sende udlændinge hjem til afsoning

Sidste år blev der sat rekord i antallet af overførsler af udlændinge til afsoning i hjemlandet, og det skyldes blandt andet, at regeringen har sat massivt ind for at få flere sendt hjem. Af konkrete tiltag kan nævnes etableringen af en særlig Task Force Hjemsendelse, erfaringsudveksling med Norge og Sverige og konstruktive drøftelser med enkeltlande som Litauen, Serbien, Rumænien og Polen.

I maj måned besluttede justitsminister Karen Hækkerup desuden at sætte nye mål for kortere sagsbehandlingstider, så sager om overførsel til afsoning i hjemlandet kan blive behandlet endnu hurtigere.

Drøftelserne på det nordisk-baltiske ministermøde skal ses i forlængelse af dette overordnede fokus, som regeringen har haft gennem hele sin regeringstid.

Pressekontakt

Anne Rosa Simonsen
Kommunikationsmedarbejder
  40169917

Firma

Justitsministeriet
Slotsholmsgade 10
1216 København K, Danmark

  +45 40 37 67 37

http://www.justitsministeriet.dk

Modtag nyheder fra Justitsministeriet på mail

Tilmeld dig her
Vores mission er at effektivisere og formidle alle former for presse- og virksomhedsinformation og gøre den tilgængelig for alle på alle tilgængelige platforme.

om MyPressWire