Få dit eget presserum

Få dit eget presserum
29/08-16   -   Pressemeddelelse

Udkast til kommissorium for udvalg om undersøgelses-kommissioner

Justitsminister Søren Pind har i dag sendt et udkast til kommissorium for et udvalg om undersøgelseskommissioner til Folketinget. Efter eventuel politisk drøftelse af udkastet og udpegning af medlemmer kan udvalget gå i gang.

Undersøgelser af den offentlige forvaltning bør gennemføres så hurtigt og effektivt som muligt under iagttagelse af de nødvendige retssikkerhedsmæssige garantier, fordi det er af afgørende betydning, at forhold i den offentlige forvaltning kan undersøges på en måde, som understøtter den demokratiske kontrol med og tilliden til forvaltningen.

Regeringen vil på den baggrund nedsætte et udvalg, der skal have til opgave at foretage en erfaringsopsamling fra de otte undersøgelseskommissioner, der indtil videre har afsluttet deres arbejde, og at overveje, om der er behov for ændringer af denne undersøgelsesform.



Justitsminister Søren Pind siger:

"Der er behov for, at vi sikrer, at undersøgelser af den offentlige forvaltning kan gennemføres så hurtigt og effektivt som muligt. Derfor vil jeg tage initiativ til at nedsætte et udvalg, som skal se på, hvordan den nuværende ordning med undersøgelseskommissioner fungerer. I første omgang har jeg sendt et udkast til kommissorium for udvalget til Folketinget med henblik på en eventuel drøftelse af Folketingets rolle i forhold til udvalget."

Regeringen lægger stor vægt på, at Folketinget inddrages i udvalgets arbejde. Af samme grund har justitsministeren i dag sendt et udkast til kommissorium til Folketinget med henblik på en eventuel drøftelse af Folketingets rolle i forhold til udvalget.



Baggrund

Lov om undersøgelseskommissioner blev fremsat og vedtaget i 1999 af alle Folketingets partier. En undersøgelseskommission nedsættes til at gennemføre en undersøgelse af nærmere bestemte forhold af almenvigtig betydning. Det vil almindeligvis sige tilfælde, hvor Folketinget eller regeringen har behov for at få belyst forhold vedrørende den offentlige forvaltnings, herunder ministres, ageren i en given sag.

Med indførelsen af lov om undersøgelseskommissioner i 1999 - der blev fremsat og vedtaget af alle partier i Folketinget - var det forudsat, at der bør nedsættes en undersøgelseskommission, hvis der til brug for undersøgelsen og klarlæggelsen af et faktisk begivenhedsforløb med henblik på vurdering af ministres eller embedsmænds ansvar er behov for f.eks. at indhente redegørelser eller foretage afhøringer.

Regeringen vil nu nedsætte et udvalg, der skal samle op på de hidtidige erfaringer fra undersøgelseskommissionernes arbejde, og som skal overveje behovet for at ændre undersøgelsesformen og i givet fald udarbejde forslag hertil.

Udvalget skal så vidt muligt færdiggøre sit arbejde i løbet af foråret 2018, men vil blive anmodet om at afgive en deludtalelse om erfaringerne fra de hidtil gennemførte undersøgelseskommissioner.

Pressekontakt

Emil Melchior
Kommunikationschef
  4037 6737

Firma

Justitsministeriet
Slotsholmsgade 10
1216 København K, Danmark

  +45 40 37 67 37

http://www.justitsministeriet.dk

Modtag nyheder fra Justitsministeriet på mail

Tilmeld dig her
Vores mission er at effektivisere og formidle alle former for presse- og virksomhedsinformation og gøre den tilgængelig for alle på alle tilgængelige platforme.

om MyPressWire