Få dit eget presserum

Få dit eget presserum
15/09-14   -   Pressemeddelelse

Nyslåede boligejere poster mia. i nyt hjem

RUNDSPØRGE: Boligkøbere er blevet mere optimistiske og vil bruge flere penge på nyt køkken, bad og isolering

Håndværkere og byggemarkeder har længe sukket efter flere boligkøbere med lommen fuld af ombygningsplaner og ikke mindst penge til mere end en bøtte maling og pensler.

De kommer nu, og boligkøberne har større planer med det nye hjem end tidligere, lyder det fra ejendomsmæglerkæden home, der har høstet svar hos et bredt udsnit af kædens forretninger i hele landet.

Over 50 mæglere, der repræsenterer cirka 100 home-forretninger i hele landet, har besvaret rundspørgen, der er gennemført i august 2014.

Hver gang en bolig skifter ejer, sætter det gang i hjulene hos håndværkere, byggemarkeder, køkkenfirmaer osv., da køberne bruger hundredtusindvis af kroner på istandsættelse, forbedringer og ombygninger.

Halvdelen af homes mæglere svarer, at omfanget af købernes planer er større nu end for et år siden, mens knap en tredjedel vurderer, at deres planer er skrumpet. Hver femte af ejendomsmæglerne mener, at ombygningsplanerne er status quo.

"Det er meget positivt, at danskerne igen tør - ikke bare købe bolig - men også at sætte den i stand, så den lever op til vores krav og behov til en moderne bolig - og ikke mindst vores drømme," siger Mads Ellegaard, relationschef i home.

Langt de fleste boligkøbere - ifølge 6 ud af 10 home-mæglere - sætter mellem 100.000-250.000 kr. af til forbedringer som køkken, bad, tag og energirenoveringer i deres nye hjem. Hver 10. home-forretninger peger på, at køberne har helt op mod en halv mio. kr. med sig, mens omtrent hver 4. regner med, at køberne sætter op til 100.000 kr. af.

Med i omegnen af 55-60.000 (forventede, frie) bolighandler i år er der tale om et stort mia-beløb alt i alt, men beløbet svinger efter, hvor i landet vi befinder os - og ikke mindst for boligtype.

Optimismen er klart størst blandt lejlighedskøberne. Her svarer 85 % af de adspurgte mæglere, at omfanget af planerne er vokset, og kun 15 % siger, at det er status quo, og ingen siger, at det er blevet mindre. Omvendt bliver der typisk investeret et lidt mindre beløb i lejligheder end villa, da der er tale om mindre boliger og al udvendig vedligeholdelse typisk ligger i ejerforeningen.

"Vi ser en klar sammenhæng mellem den stigende optimisme og et boligmarked, der er i fremgang med flere handler og stigende priser. Køberne 'på landet' bruger generelt færrest penge, mens folk i byerne bruger mest," siger Mads Ellegaard, relationschef i home.

Det helt aktuelle tal følger godt i tråd med tendensen, der er set de seneste år, hvor der bliver postet flere penge i renovering af boligen.

KILDE: Danmarks Statistisk og Økonomisk Redegørelse

Pressekontakt

Mads Ellegaard
Relationschef i home
  50 40 50 40

Firma

Home A/S
Frichsparken Søren Frichs Vej 36 F
8230 Åbyhøj, Danmark

  86 15 43 00

http://www.home.dk

Modtag nyheder fra Home A/S på mail

Tilmeld dig her
Vores mission er at effektivisere og formidle alle former for presse- og virksomhedsinformation og gøre den tilgængelig for alle på alle tilgængelige platforme.

om MyPressWire