Få dit eget presserum

Få dit eget presserum
23/01-15   -   Pressemeddelelse

Forbrugerombudsmanden advarer mod inkassokrav fra bilvurderingssider

Forbrugerombudsmanden erfarer, at flere forbrugere igen bliver truet med inkasso for bilvurderinger, som forbrugerne skulle have bestilt på nettet. Lad være med at betale, hvis du ikke mener, du har bestilt noget, lyder det fra Forbrugerombudsmanden.

Et estisk inkassofirma sender i øjeblikket breve ud til forbrugere med krav om betaling for bilvurderinger, som forbrugerne skulle have "bestilt".

Det drejer sig om nogle bilvurderingshjemmesider, hvor Sø- og Handelsretten i 2014 afsagde dom om, at virksomhederne bag bilvurderingssiderne ikke kunne kræve betaling for bilvurderingerne som følge af manglende aftaleindgåelse.

De fem hjemmesider, som var til pådømmelse i retten, var følgende hjemmesider: www.auto-pris.com, www.bil-vurdering.com, www.bil-pris.com, www.danskebilpriser.com og www.dinbilpris.com.

Forbrugerombudsmanden råder forbrugerne til straks at klage til det estiske inkassofirma, hvis de har modtaget inkassokrav for en bilvurdering, der skulle være bestilt på en af de 5 hjemmesider i perioden 24. november 2011 til 13. maj 2013. Forbrugerombudsmanden anbefaler også, at man ikke betaler inkassokravet med henvisning til dommen.

Konstitueret forbrugerombudsmand, Benedikte Havskov Hansen, siger:

"Vi har tidligere fået rettens ord for, at aftalerne er ugyldige. Forbrugerne skal derfor ikke lade sig true til at betale. I stedet skal de rette henvendelse til inkassofirmaet og meddele, at de ikke skylder pengene."

Pressekontakt

Pressesekretariatet
  4171 5098

Firma

Forbrugerombudsmanden
Carl Jacobsens Vej 35
2500 Valby, Danmark

  41 71 50 98

http://www.forbrugerombudsmanden.dk

Modtag nyheder fra Forbrugerombudsmanden på mail

Tilmeld dig her
Vores mission er at effektivisere og formidle alle former for presse- og virksomhedsinformation og gøre den tilgængelig for alle på alle tilgængelige platforme.

om MyPressWire