Få dit eget presserum

Få dit eget presserum
21/06-17   -   Pressemeddelelse

Så høje er færdselsbøderne i Europa

Det kan være dyrt at få en 'hilsen' med hjem fra sommerens kør selv-ferie. FDM har lavet en oversigt over, hvor høje bøderne i Europa er. Også motorvejs- og miljømærker kan være dyre at glemme.

En lidt for tung speederfod, en glemt sikkerhedssele eller en ulovlig overhaling er ikke bare farligt. Det kan også hurtigt komme til at tynge familiens feriebudget. Flere europæiske lande har som i Danmark nemlig høje bøder for en lang række trafikforseelser. Det viser en oversigt over bødetakster for en række trafikforseelser i 34 europæiske lande, FDMs tyske søsterklub ADAC har lavet.

Eksempelvis risikerer man i populære ferielande som Frankrig og Italien en 'hilsen' på henholdsvis 135 og 170 euro, hvis man kører 20 km/t for stærkt. Ryger speedometernålen op over 50 km/t mere end det tilladte, begynder bødetaksten i støvlelandet ved 530 euro, mens den i Frankrig er 1.500 euro.

"De fleste danskere kører bil på ferien. Men hvad enten man kører selv hele vejen eller lejer bil på feriestedet, skal man naturligvis altid køre efter forholdene og overholde love og regler. Det kan dog ske, at man får en bøde, og da bødetaksterne i flere lande er højere, end mange måske er klar over, kan bødeoversigten være en god hjælp," siger jurist i FDM Dennis Lange.

Det er dog ikke kun trafikforseelser, der kan udløse en ærgerlig bøde. I mange populære ferielande er der afgift for at køre på motor- og motortrafikveje, som det kan være dyrt at have overset eller undladt at betale. Ofte køber man en mærkat til forruden, der gælder for en bestemt periode. I eksempelvis Østrig er bøden for at køre på motorvejen uden gyldigt motorvejsmærke på 120 euro, mens den i Slovenien kan gå fra 300 og helt op til 800 euro.

"For mange går kør selv-ferien gennem flere lande, der har forskellige krav til mærker for at køre ind i byerne eller på motorvejen. Og der kommer løbende nye krav om miljø- eller motorvejsmærkater til. Senest har Frankrig indført et miljømærke. Er man ikke opmærksom på det, kan det hurtigt blive dyrt. Derfor er det en god ide allerede hjemmefra at have styr på mærkerne. Det er nemlig ikke i alle lande, det er muligt at købe de nødvendige mærker undervejs," siger Dennis Lange.

Skulle man få en bøde, skal man ikke regne med at kunne slippe for at betale, da de øvrige EU-lande kan inddrive bøder direkte i Danmark. Derudover kan bøder på mere end 70 euro inddrives via de danske myndigheder.

Relevant information

Se hele oversigten over de europæiske bødetakster her:
http://www.fdm.dk/koer-selv-ferie/regler-udlandet/boeder-europa


Pressekontakt

Presseservice
  +45 45 27 09 67

Firma

FDM - Forenede Danske Motorejere
Firskovvej 32
2800 Kgs. Lyngby, Danmark

  +45 45 27 09 67
  +45 45 27 09 67

http://www.fdm.dk

Modtag nyheder fra FDM - Forenede Danske Motorejere på mail

Tilmeld dig her
Vores mission er at effektivisere og formidle alle former for presse- og virksomhedsinformation og gøre den tilgængelig for alle på alle tilgængelige platforme.

om MyPressWire