Få dit eget presserum

Få dit eget presserum
27/08-15   -   Pressemeddelelse

Bankdirektør Jesper Berg bliver ny direktør for Finanstilsynet

Erhvervs- og vækstminister Troels Lund Poulsen har udpeget ny direktør for Finanstilsynet.

Det bliver den 56-årige cand.polit Jesper Berg, der skal afløse Ulrik Nødgaard som direktør i Finanstilsynet. Jesper Berg har solid ledererfaring fra både Nykredit Bank, Danmarks Nationalbank og European Central Bank (ECB). Den nye direktør er udpeget af erhvervs- og vækstministeren efter høring af en enig bestyrelse i Finanstilsynet. Jesper Berg tiltræder stillingen den 1. oktober 2015.

Erhvervs- og vækstminister, Troels Lund Poulsen:

"Det glæder mig meget, at Jesper Berg har sagt ja til at tiltræde stillingen som direktør for Finanstilsynet. Med hans solide finansielle baggrund og mangeårige ledererfaring er jeg overbevist om, at han er den rette person til at videreføre og udvikle Finanstilsynets vigtige arbejde."

Bestyrelsesformanden for Finanstilsynet, Mads Bryde Andersen:

"Jeg er glad for, at det bliver Jesper Berg, der indtræder som direktør for Finanstilsynet. Jesper Berg er velkendt og vellidt i den finansielle sektor og med hans indgående kendskab til området, bliver han en gevinst for Finanstilsynet, og jeg ser frem til et godt og konstruktivt samarbejde."
Tiltrædende direktør, Jesper Berg:

"Finanstilsynet løfter en vigtig samfundsopgave, som jeg glæder mig utrolig meget til at være en del af sammen med tilsynets engagerede og dygtige medarbejdere. Den positive udvikling, som Finanstilsynet er inde i, skal fortsættes ved at løfte den faglige profil og fastholde respekten omkring Finanstilsynet, ikke mindst i relation til den finansielle sektor."

Finanstilsynet varetager en vigtig funktion i forhold til den finansielle stabilitet i Danmark. Finanstilsynet fører tilsyn med finansielle virksomheder som pengeinstitutter, realkreditinstitutter, forsikringsselskaber, pensionskasser m.v. samt tilsyn med værdipapirmarkedet og overholdelsen af forbrugerbeskyttende regler.

Ud over tilsynsvirksomheden medvirker Finanstilsynet ved udformningen af den finansielle lovgivning og udsteder bekendtgørelser på det finansielle område. Endelig indsamler og formidler Finanstilsynet statistik og nøgletal for den finansielle sektor.

Pressekontakt

Peter G. H. Madsen
Kommunikationsansvarlig
  +45 91 33 70 17

Firma

Erhvervsministeriet
Slotsholmsgade 10-12
1216 København K, Danmark

  33 92 31 66
  33 92 31 66

http://www.evm.dk/

Modtag nyheder fra Erhvervsministeriet på mail

Tilmeld dig her
Vores mission er at effektivisere og formidle alle former for presse- og virksomhedsinformation og gøre den tilgængelig for alle på alle tilgængelige platforme.

om MyPressWire