Få dit eget presserum

Få dit eget presserum
24/10-16   -   Pressemeddelelse

Troels Lund: Danish Maritime Days sætter Danmark på det blå verdenskort

Det Blå Danmark står for en fjerdedel af den danske eksport. I en tid med store globale udfordringer på området, er det derfor vigtigt at arbejde for at fastholde den danske maritime styrkeposition. Danish Maritime Days styrker Danmark som et af de førende maritime lande i verden.

Med omkring 50 arrangementer rundt om i landet, har Danish Maritime Days til formål at positionere Det Blå Danmark som en attraktiv international samarbejdspartner og én af verdens førende maritime nationer.

Erhvervs- og vækstminister Troels Lund Poulsen:

"Danish Maritime Days er et internationalt event, som for det første giver en unik mulighed for at promovere de danske maritime virksomheder. For det andet skaber Danish Maritime Days en fantastisk platform, hvor maritime aktører fra hele verden kan mødes og drøfte, hvordan man kan håndtere nogle af de udfordringer, som den globale maritime industri står over for."

"Det Blå Danmark har stor betydning for økonomisk vækst og beskæftigelse i hele landet. Men den maritime sektor står over for væsentlige udfordringer, og derfor er det vigtigt, at vi har fokus på at fastholde og styrke vores danske maritime styrkeposition."

Under Danish Maritime Days mødes danske og internationale maritime aktører om alt fra sikkerhed og miljø over frihandel og teknologisk innovation til offshoreaktiviteter og uddannelse.

Ugens flagskibsevent er Danish Maritime Forum, som afholdes d. 26.-27. oktober. Her samles internationale maritime topledere fra både virksomheder, myndigheder og organisationer for at drøfte mulige løsninger på bl.a. hårde markedsvilkår med stor global overkapacitet, den historisk lave indtjening inden for flere segmenter af skibsfarten og de stadigt større krav til sikkerhed og miljøbeskyttelse.

Erhvervs- og vækstminister Troels Lund Poulsen:

"På globalt plan gælder det naturligvis fortsat om at sikre fair og ensartede konkurrenceforhold, men også om at udnytte den teknologiske udvikling og at samarbejde internationalt for at styrke innovation og vækst. Det vil ikke mindst give de danske maritime virksomheder - som står for kvalitetsprodukter og innovative løsninger - bedre mulighed for at skabe vækst og nye arbejdspladser på det globale marked."

I løbet af ugen vil ministeren bl.a. tale ved åbningen af Danish Maritime Fair og til en reception hos dronningen på Amalienborg om tirsdagen. Onsdag er ministeren paneldeltager ved åbningsplenaren på Danish Maritime Forum sammen med udenlandske ministerkollegaer og maritime topledere fra hele verden.

Pressekontakt

Sara Ringgaard Price
Presserådgiver
  91 39 94 07

Firma

Erhvervsministeriet
Slotsholmsgade 10-12
1216 København K, Danmark

  33 92 31 66
  33 92 31 66

http://www.evm.dk/

Modtag nyheder fra Erhvervsministeriet på mail

Tilmeld dig her
Vores mission er at effektivisere og formidle alle former for presse- og virksomhedsinformation og gøre den tilgængelig for alle på alle tilgængelige platforme.

om MyPressWire