Få dit eget presserum

Få dit eget presserum
21/12-10   -   Pressemeddelelse

Færre tog i uge 2

Fra fredag den 7. januar kl. 22 til lørdag den 15. januar kl. 06 kører DSB væsentligt færre tog end normalt. Det skyldes, at Banedanmark skal koble det ny overhalingsspor øst for Ringsted til jernbanenettet.

Konsekvenserne for kunderne bliver mest mærkbare på Sjælland, men også trafikken til Nord-, Vest- og Sønderjylland vil blive påvirket, da der i perioder kun kan køre et DSB-tog i timen i hver retning mellem Roskilde og Ringsted.

Dagligt bliver flere hundrede tog påvirket, og mellem 30.000 og 40.000 passagerer, afhængig af ugedag, vil blive berørt, oplyser trafikchef Stig Friisbæk.

- Vi opfordrer vores kunder i hele landet til at søge oplysning om sporarbejdet i god tid inden rejsen. En del afgange er aflyst, andre standser ikke, hvor de plejer, og nogle kører ad en anden strækning eller afgår tidligere end normalt, siger Stig Friisbæk og lover, at alle i DSB gør, hvad de kan, for at skaffe så mange pladser som muligt i de tog, der kører.

Sporarbejdet omfatter flytning af signaler og relæhytter. Sikkerhedssystemet ATC skal kobles ud, og i nogle dage er højeste hastighed mellem Ringsted og den jernbanetekniske station Kværkeby 70 km/t. Lokomotivførerne kommer til at køre efter regler, der yderst sjældent anvendes:

- På en kort strækning vil signalerne være slukket. Lokomotivføreren skal standse og have overbragt en seddel, som bl.a. fortæller, hvor langt han må køre, inden toget må køre videre. Det er heldigvis sjældent, at det er så besværligt at køre tog, siger Stig Friisbæk.

Overhalingssporet skal især bruges til godstog, og ved at give dem et ekstra sted at holde ind til siden bliver trafikken med persontog mere robust og risikoen for forsinkelser mindre.

- Overhalingssporet er et led i projekt KØR, der står for "Mindre Kapacitetsudvidelse Østerport Ringsted", og det betyder, at vi får 15 procent mere kapacitet på strækningen, når både overhalingssporet og den ny bane fra København H via Godsbanegården til Vigerslev bliver taget i brug. For DSB's tog vil det mindske risikoen for forsinkelser og give os nogle nye muligheder for afvikling af trafikken ved Ringsted, hvor Vestbanen og Sydbanen mødes, siger Stig Friisbæk.

Ændringerne er på plads i Rejseplanen, og i uge et udgiver DSB en særkøreplan for uge 2. Køreplanen for Nordvestbanen til Kalundborg påvirkes ikke af sporarbejdet.

For yderligere information, kontakt DSB Kommunikation, tlf. 24680000.

Relevant information

http://www.dsb.dk


Pressekontakt


Firma

DSB Kommunikation
Sølvgade 40
1349 København K, Danmark

  24 68 42 21
  24 68 42 21

http://www.dsb.dk

Modtag nyheder fra DSB Kommunikation på mail

Tilmeld dig her
Vores mission er at effektivisere og formidle alle former for presse- og virksomhedsinformation og gøre den tilgængelig for alle på alle tilgængelige platforme.

om MyPressWire