Advarsel - Dette site benytter cookies. Accepter cookies
Accepter cookies  
28-05-13

Oliver Routhe Skov bliver DRs nye USA-korrespondent

Fra den 1. januar 2014 bliver Oliver Routhe Skov DRs USA-korrespondent med base i Washington, D.C.
Her afløser han Erkan Özden, der vender hjem til DR Byen.

Oliver Routhe Skov har i den seneste tid været reporter på DRs udlandsredaktionen, og i USA kommer han til at arbejde tæt sammen med DR’s hold i den amerikanske hovedstad.

Oliver Routhe Skov er uddannet journalist fra Danmarks Journalisthøjskole, og han har været i DR siden 2006, hvor han har startede i praktik på Deadline, TV-Avisen og Christiansborg. Før Oliver Routhe Skov kastede sig over udlandsstoffet, har han de seneste fire år været fast reporter på DRs Christiansborgredaktion.
På Christiansborg har han dækket et hav af aktuelle sager – alt fra statsløsesagen over Waterfront-skandalen til finanslove, regeringsrokader og valg. Senest var han reporter for ’21 Søndag’ på Christiansborg.

Før ansættelsen i DR har Oliver Routhe Skov arbejdet i Kongressen i Washington, D.C. og i Shanghai, Kina.

Stærkt og alsidigt hold
29-årige Oliver Routhe Skov er opvokset i Rold Skov syd for Aalborg, og han bor i dag på Christianshavn.
”Oliver har allerede rigtig mange reportagekilometer i benene fra Christiansborg og omegn, fra reportagerejser med ministre og andre. Nu skal han skal så prøve kræfter med en række nye platforme, storpolitiske analyser og meget andet som følger med korrespondentrollen,” siger redaktionschef Thomas Falbe fra DR Nyheder, der tilføjer:
”Med Oliver Routhe Skov og Johannes Langkilde som korrespondenter, Charlotte Harder som fast reporter og Lasse Engelbrecht som fast stringer, har DR Nyheder et meget stærkt og alsidigt hold i USA, der samlet kan levere den både grundige, overraskende og hurtige dækning, som verdens stadig eneste full blown-supermagt kalder på.”

Kategorier