Advarsel - Dette site benytter cookies. Accepter cookies
Accepter cookies  
10-01-11

DR opretter et sangskriverværksted

I disse år griber mange unge guitaren og kaster sig ud i at skrive og synge. Sangskriverklubberne har ventelister, og i den mere professionelle ende har Rytmisk Musikkonservatorium lavet en sangskriver-uddannelse.

Nu er der også hjælp at hente for unge fra DR, som netop har åbnet et website med et sangskriverværksted. Det har adressen dr.dk/sangskriver, og det er et forum for unge sangskrivere. Man kunne også kalde det et digitalt mødested, hvor de unge kan hjælpe hinanden, up-loade deres sange og få konstruktiv kritik af andre unge og af ”månedens mentor”.

Sangskriveren og forsangeren i TV-2, Steffen Brandt, bliver den første, der fra den 1. februar vil give feedback på i hvert fald nogle af sangene, der bliver uploadet på dr.dk/sangskriver. Og senere vil navne som Marie Fisker (marts), Mads Nygaard fra Sterling (april), Kira Skov (maj) og Tim Christensen (til efteråret).

Ét af de helt centrale steder på det nye site er sangeren og sangskriveren Tobias Triers sangskriverværksted, hvor han fortæller om alt fra det gode omkvæd til hooklines, genkendelse og overraskelse, riffs og meget andet. Også en række af mentorerne fortæller om deres måde at skrive sange på.

Festsang-robot
Og blandt de mere spøjse indslag på sitet er ’Festsang-robotten’, hvor man kan lave en lejlighedssang, der er skræddersyet til en bestemt person – for eksempel til en fødselsdag, en konfirmation eller et svendegilde.

Det eneste, man skal gøre, er at svare på en række spørgsmål og vælge en melodi - så får man en færdig festsang. Det er også Tobias Trier, der har udviklet den.

”Sitet skulle gerne give for eksempel gymnasieelever og højskoleelever lyst til at kaste sig ud i sangskrivning og finde den indre sangskriver frem. Vi har allerede prøvet det af hos udvalgte gymnasieklasser i efteråret, og det blev en stor succes. Og de har allerede uploadet de første sange,” siger Birgit Bergholt, der er projektleder for DRs Syngelyst-kampagne, der står bag initiativet.

Syngelyst står bag
Syngelyst er en tre-årig-kampagne fra 2009-2011, der har til formål at få børn og unge til at synge mere, synge sammen, synge selv, skrive sange og forholde sig til sang. I de første to år har fokus været på de smås sang og på sang i skolerne, og i 2011 er det så sang blandt de unge mellem 15 og 25 år, der specielt er spotlys på.

”Det drejer sig ikke om, at DR nu vil lære de unge at snedkerere et sikkert hit. Derimod handler det om at hjælpe dem til at udtrykke sig i sang og musik,” forklarer Birgit Bergholt.

Dr.dk/sangskriver indeholder også en række webartikler og tv-indslag fra DR om sangskrivning og sangens betydning.

Kategorier