12-07-17

Novasol betalte 225.000 kr. til udlejer efter ophævelse af aftale om udlejning


En urimelig ophævelse af udlejningsaftale medførte en betaling på kr. 225.000 fra Novasol/Dansommer til udlejeren af gården Hesthave.
Grethe Breum, der udlejer gården Hesthave, havde i 18 år samarbejdet med Novasol/Dansommer. Samarbejdet gik godt, Grethe Breum blev også aflønnet af Novasol/Dansommer for at skaffe store huse til udlejning. Gæstebogen på Hesthave viser også mange glade gæster. Efter en kompliceret udlejning opstod der ”kurrer på tråden” i samarbejdet, dette skete samtidig med at Novasol/Dansommer skifte deres lokale medarbejder.

For godt 3 år siden henvendte ejeren af gården Hesthave sig til foreningen Fritidshusejerne, idet hendes aftale pludselig var blevet ophævet af Novasol efter flere år samarbejde. Ophævelsen af kontrakten skete på grund at påstået misligholdelse og det endda på det værst tænkelige tidspunkt lige omkring årsskiftet. Grethe Breum, der er 77 år gammel, og som selv passer sit dejlige Hesthave, kunne derfor ikke nå at indgå en normal kontrakt med et nyt bureau og måtte forudse store tab. Tab der kunne medføre, at hun reelt mistede sin elskede Hesthave.

”Lige fra første samtale med Grethe Breum var jeg overbevist om, at Novasols ophævelse af kontrakten var helt hen i vejret” siger Kim Juhlin, der er cand.jur. og formand for foreningen Fritidshusejerne. ”Selv om Grethe ikke var medlem på dette tidspunkt, valgte vi at gå ind i sagen, idet ophævelsen efter vores opfattelse var urimelig og helt grundløs og herudover ville påføre Grethe store økonomiske tab.

”At vi havde ret i vores opfattelse af sagen blev senere underbygget af, at Novasol søgte at trække ophævelsen tilbage”: siger Kim Juhlin. Novasol/Dansommer kontaktede de kunder, der allerede havde lejet Hesthave i den kommende sæson og forsøgte at flytte dem. Dette opdagede Grethe Breum ved, at kunderne kontaktede hende direkte, idet de ikke havde noget ønske om at flytte deres lejemål et andet sted hen. I den forbindelse var der fra Novasol/Dan sommers side fortalt en del nedsættende og helt ukorrekte påstande om Grethe Breum

Der udspandt sig en længere sag mellem Novasol og Grethe Breum, der havde Fritidshusejerne på sin side. Grethe Breum udtaler: ” Uden en fantastisk indsat fra Fritidshusejerne og specielt fra formanden Kim Juhlin havde jeg aldrig kunnet stå igennem sagen”.

Sagen blev til slut forligt ved, at Novasol betalte kr. 225.000 i såkaldt ”bonus” til Grethe Breum med blandt andet den klausul, at sagen ikke måtte omtales offentligt i 2 år. Perioden på 2 år er nu udløbet, og såvel Grethe Breum som Fritidshusejerne mener, at det er vigtigt, at udlejere af sommerhuse mv. får at vide, at man absolut ikke er magtesløs, når man som udlejer udsættes for en helt urimelig adfærd – også selv om denne kommer fra store internationale aktører som Novasol. I dag er Grethe Breum, modsat tiden hos Novasol/Dansommer, kunde hos en dansk ejet selskab og er glad for dette samarbejde.

Formand for Fritidshusejerne Kim Juhlin siger: ” Det er vigtigt dels at kende sine rettigheder og dels at have alle vilkår på tryk. Få oplyst din ugepris, salgsprisen i alle valutaer mv. og få det på tryk. Den dag enigheden er forbi, er det desværre kun det trykte ord der tæller. Er du i tvivl så få rådgivning”.