Få dit eget presserum

Få dit eget presserum
01/06-17   -   Pressemeddelelse

Fremgang for det kommunale byggeri - især i hovedstadskommunerne

De danske kommuner har planlagt og budgetteret med byggerier for 71 milliarder kr. fordelt på 5.543 projekter frem til udgangen af 2020. En fremgang på 4 pct. sammenlignet med sidste år. Men der er enorme forskelle. I Gladsaxe bygges der for 27.311 kr. per indbygger, 7 gange mere end i Frederikshavn, hvor det tilsvarende tal blot er 3.718 kr.

Byggefakta A/S har netop udgivet rapporten "Kommunernes investeringer 2017-2020", som er udarbejdet i tæt samarbejde med kommuners forvaltninger og økonomiafdelinger. Rapporten giver overblik over samtlige 98 kommuners væsentligste bygge- og anlægsinvesteringer de kommende fire år.

Fremgang for de kommunale projekter
De danske kommuner har planlagt og budgetteret med byggerier for knap 71 mia. kr. fordelt på 5.543 projekter i perioden fra 2017-2020, en fremgang på 4 pct. eller 2,9 mia. kr. sammenlignet med opgørelsen fra sidste års rapport. Kommunerne bygger i gennemsnit for 12.329 kr. per indbygger i Danmark, hvilket er en fremgang på 440 kr. i forhold til sidste år.

Anlægsarbejde og skolerne fylder mest
Det er især anlægsarbejde og skoleprojekter, der fylder blandt de kommunale projekter. Der er planlagt anlægsprojekter for 26,4 mia. kr. de kommende fire år, hvilket er en fremgang på 4 pct. sammenlignet med sidste år. Dermed udgør anlægsprojekterne nu hele 37 pct. af projekterne, når vi kigger fire år frem. Skoleprojekterne fylder også fortsat markant blandt kommunernes projekter, og hovedgruppen er vokset med hele 9 pct. sammenlignet med sidste år. Det svarer til, at kommunerne forventer at igangsætte skoleprojekter for 18,6 mia. kr. frem til udgangen af 2020, og skoleprojekterne udgør dermed 26 pct. af de planlagte kommunale projekter.

Flere projekter inden for sundheds- og socialvæsnet
Kommunerne har også planlagt flere projekter inden for hovedgruppen "Sundhed- og socialvæsnet". Med projekter for 9,5 mia. kr. udgør denne type af projekter 14 pct. af de kommunale byggerier, når vi kigger fire år frem. Det svarer til, at gruppen er vokset med 13 pct. i forhold til sidste år. Der er også kommet lidt flere projekter til inden for hovedgruppen "Sport, fritid og kultur", som er vokset med 5 pct. i forhold til sidste år. Det svarer til, at der nu er planlagt projekter for 9,4 mia. kr., og hovedgruppen "Sport, Fritid og Kultur" udgør dermed 13 pct. af de planlagte projekter.
De øvrige hovedgrupper er relativ små og fylder mindre blandt kommunernes projekter de kommende fire år.

Kommunerne i hovedstaden rykker
Det er især kommunerne i Region Hovedstaden, der øger aktiviteten de kommende år. Kommunerne har tilsammen planlagt projekter for 28,8 mia. kr., hvilket er en fremgang på 3,6 mia. kr. eller 14 pct. sammenlignet med sidste år.

"Når man ser på kommunekortet i Danmark, er der en klar tendens til, at kommunerne investerer væsentligt mere i Region Hovedstaden, og flere af de vestegnskommuner, der holdt et lavt niveau sidste år, er gået frem. Det ser vi blandt andet både for Brøndby, Rødovre og Vallensbæk. Lige nu er Ishøj faktisk den eneste af vestegnskommunerne i Region Hovedstaden, der fortsat ligger meget lavt", fortæller adm. direktør Jens Slott Johansen, Byggefakta A/S.

Der er også kommet flere projekter til i kommunerne i både Region Syddanmark og Region Sjælland, og kommunerne i begge regioner er samlet set gået frem. Kommunerne i Region Midtjylland er gået lidt tilbage, men regionens kommuner holder fortsat et relativt højt niveau samlet set, sammenlignet med kommunerne i de øvrige regioner.

Store forskelle på aktiviteten i de enkelte kommuner
Der er fortsat enorme forskelle på de enkelte kommuners aktivitetsniveau. Dette bliver tydeligt, når man ser på nøgletallet "Byggeaktivitet per indbygger". Der er i gennemsnit planlagt byggeprojekter for 12.329 kr. per indbygger i Danmark, hvilket er en fremgang på 440 kr. i forhold til sidste år.

Gladsaxe topper listen med planlagte projekter for 1,9 milliarder kr., hvilket svarer til, at kommunen bygger for 27.311 kr. per indbygger. På andenpladsen finder vi Billund, der med projekter 612 mio. kr. bygger for 23.119 kr. per indbygger. Københavns kommune indtager tredjepladsen med projekter for 20.961 kr. per indbygger.

Blandt de 10 kommuner med lavest byggeaktivitet per indbygger finder vi ikke overraskende flere af Danmarks mindste kommuner som Læsø, Fanø og Langeland. Men vi ser også flere større kommuner som eksempelvis Frederikshavn, der med projekter for 224 mio. kr. har planlagt byggerier for 3.718 kr. per indbygger.

Detaljeret indblik i den enkelte kommune
"Kommunernes investeringer 2017-2020" indeholder nøgletal for samtlige 98 kommune med antal projekter, totale anlægssummer, byggeaktivitet per indbygger samt byggerier fordelt på hovedgrupper. Ligeledes listes de største aktuelle bygge- og anlægsprojekter for hver kommune. Rapporten "Kommunernes investeringer 2017-2020" er gratis og kan hentes via www.byggefakta.dk/kommunernes-investeringer

Om rapporten
Rapporten "Kommunernes investeringer 2017-2020" er udarbejdet af Byggefakta A/S, som er Danmarks førende leverandører af projektinformation til byggebranchen. Rapportens data er baseret på samtlige 98 kommuners investeringsplaner, der er vedtaget i forbindelse med Budget 2017. Alle planer er gennemgået i detaljer af researchafdelingen hos Byggefakta, og projekter, der indgår i rapporten, er registreret på baggrund af telefoninterviews med kommunernes forvaltninger. Herefter har kommunernes økonomiafdelinger haft data til gennemgang og korrektur. Rapporten er gratis og kan hentes via Byggefakta.dk.


Relevant information

Kommunernes Investeringer 2017-2020
http://www.byggefakta.dk/kommunernes-investeringer


Billeder


Pressekontakt

Mette Linneboe Pedersen
Kommunikations- og marketingchef
  36926036
  50433042

Firma

Byggefakta A/S
Stationsparken 25, 2. sal
2600 Glostrup, Danmark

  70253031
  22477416

http://www.byggefakta.dk

Modtag nyheder fra Byggefakta A/S på mail

Tilmeld dig her
Vores mission er at effektivisere og formidle alle former for presse- og virksomhedsinformation og gøre den tilgængelig for alle på alle tilgængelige platforme.

om MyPressWire