Få dit eget presserum

Få dit eget presserum
30/06-14   -   Pressemeddelelse

BunkerLove Festival i Hirtshals d. 6. juli 2014 kl. 15-22

Rainbow BunkerLove Festival i Hirtshals bunkermuseum ved fyret er den første af årets to festivaler i nordjyske bunkerlandskaber, og den er fyldt med farverig kunst, musik og flygtige overraskelser og oplevelser i bunkerlandskabet. De deltagende kunstnere er et miks af stærke lokale og regionale kræfter, iblandet international kolorit.

Festivalen åbnes af tidligere rektor på Det Kongelige Danske Kunstakademi Else Marie Bukdahl, og Vendsyssel Historiske Museum byder på guidede ture i det kunstnerisk transformerede bunkeranlæg kl. 17.00, 19.00 og 21.00 (den sidste tur med flagermuslygter), men bunkerne og kunstværkerne kan selvfølgelig ligeledes udforskes på egen hånd.

Sigrid Norheim Ørntoft vil i løbet af dagen danse for værket "˜Ruth', som skabes af Marit Benthe Norheim. Ruth oplevede nazi-regimets ondskab på førstehånd, som datter af en tysk politibetjent. Marit Benthe Norheim besætter bunkerens indre med en galionsfigur og en film om Ruth, som del af hendes Life-Boats projekt.

Dominik Blasko byder i en anden bunker på klaverkoncert, og i en ammunitionsbunker kan man opleve Meile Sposmanytes kraftfulde lydinstallation med navnet 111 Buddhaer. Cathrine Ertmann vender i en tredje bunker verden på hovedet i værket 'Landet udenfor'.

Anja Korsgaard byder på et (u)skylds træ, hvor bærere af skyld kan "hænge æblet tilbage" i form af bunkerbetonfyldte hjerteæbler.

Der vil også være mulighed for at gå ned til stranden ved foden af bunkeranlægget og gå Den Ekstra Mil med Inge Tranters værk, som er skabt i samarbejde med Kulturkantens fyrtårnsprojekt LandShape og offentligheden, bl.a. på en workshop på den nu aalborgensiske Kulturfærge Om:Form. Den Ekstra Mil går man i militærstøvler med budskaber om fred og forsoning under sålerne. Du kan også lave dine egne støvlesåler, og betræde stranden med dem.

Peter Max-Jakobsens værk Kronometer transformerer en bunker til en pindsvinlignende struktur, som bruger himlens naturligt skiftende lys til at lave spil af lys og skygge.

Og rengjort og genopdaget er The Bunker Secret Site, som skønt i skadet tilstand kan beses igen. Værket blev skabt i 1995 og indeholder et hemmeligt kammer med noget i... Hvad det er, vil først blive afsløret i 2045, hundrede år efter afslutningen af anden verdenskrig. Indtil da kan vi bare gætte.
Poet og kunstner Kasper Anthoni tilvejebringer et fotogent bræt, som man kan stikke hovedet igennem og fotografere. Det har titlen "˜Se hvem jeg er'.

Når solen begynder at trække sig tilbage vil Ole Tersløse finde sin guitar frem og musicere, og Bjarke Rønnow fra Platform 4 vil være aftenens dj indtil festivalen slutter kl. 22.

Den britiske fotograf Chris Brock, som dokumenterede sidste års festival med uforglemmelige portrætter er med igen. Fotojournalist Cathrine Ertmann dokumenterer også.

Café Fisk i Tversted sørger for fiskefrikadeller og rugbrød fra deres "dellevogn" og Thomas Abildgaard sælger gourmet kaffe, the og kager. Platform 4 sælger kolde drikkevarer fra deres stilladsbar, og fyrets café holder åbent i løbet af dagen, for andre forfriskninger og is. Festivalen er bla. realiseret i samarbejde med Vendsyssel Historiske Museum og Fyrets fond.

BunkerLove festival er gratis og alle er velkomne!

Adresse: Fyret 2, 9850 Hirtshals Bunkermuseum.

Tidspunkter for kunstneriske indslag vil blive opdateret på hjemmesiden. Program for Rainbow BunkerLove Festival d. 6. juli kl 15-22 http://bunkerlove.com/da/hirtshals2014/

Foreningens anden festival finder sted søndag den 13. juli fra kl. 15 i bunkerlandskabet på stranden i Furreby ved Løkken.http://bunkerlove.com/da/furreby2014

BunkerLove Festival er økonomisk støttet af KulturKANten

Relevant information

BunkerLove Festival i Hirtshals
http://bunkerlove.com/da/hirtshals2014



Billeder


Pressekontakt

Inge Tranter
Festival-koordinator Hirtshals i 2013 og 14, kunstner og suppleant for bestyrelsen
  42152670

Firma

BunkerLove Association
Harald Fischers vej 33
9480 Løkken, Danmark

  +45 28 18 57 30
  +45 28 78 65 43

http://www.bunkerlove.com

Modtag nyheder fra BunkerLove på mail

Tilmeld dig her
Vores mission er at effektivisere og formidle alle former for presse- og virksomhedsinformation og gøre den tilgængelig for alle på alle tilgængelige platforme.

om MyPressWire