Få dit eget presserum

Få dit eget presserum
07/03-17   -   Pressemeddelelse

Beskæftigelsesministeren vil forlænge frikommuneforsøg på beskæftigelsesområdet

Beskæftigelsesminister Troels Lund Poulsen vil forlænge frikommuneforsøget på beskæftigelsesområdet frem til 1. juli 2019.

Ni kommuner har de seneste fem år været med i frikommuneforsøget. Flere af de deltagende kommuner har været så tilfredse med de muligheder, som de har haft med forsøget, at de gerne vil fortsætte. Derfor vil beskæftigelsesminister Troels Lund Poulsen forlænge frikommuneforsøget på beskæftigelsesområdet i yderligere to år.

"Det er helt afgørende, at unødigt bureaukrati ikke står i vejen for gode løsninger lokalt. Derfor skal frikommunerne, der har gode erfaringer med at tilrettelægge en mere enkel og mindre bureaukratisk beskæftigelsesindsats, have lov til at fortsætte deres arbejde. Jeg vil samtidig trække på deres erfaringer i det store arbejde, regeringen allerede har sat i gang med at forenkle beskæftigelsesindsatsen. Vi skal finde bedre og enklere metoder i beskæftigelsesindsatsen," beskæftigelsesminister Troels Lund Poulsen.

Frikommuneforsøgene har givet hver enkelt kommune mulighed for at lave en lokal beskæftigelsesindsats, som, kommunen vurderer, passer bedre lokalt end de landsdækkende regler.

"Det er min klare ambition, at der i løbet af et par år kan rulles en ny og forenklet beskæftigelsesindsats ud over hele landet, så ikke kun ni kommuner, men alle kommuner får gavn af mindre bureaukrati på området," siger Troels Lund Poulsen.

Regeringen har allerede sat gang i en større gennemskrivning og forenkling af lov om en aktiv beskæftigelsesindsats. Formålet er blandt andet at gøre loven enklere at administrere for kommunerne.

De ni kommuner, som deltager i frikommuneforsøget er: Gladsaxe, Gentofte, Fredensborg, Fredericia, Odense, Odsherred, Vejle, Vesthimmerland og Viborg.

Forlængelsen af frikommuneforsøget indgår i lovforslaget om Frikommuneforsøg II, som regeringen fremsætter i løbet af april måned, og flere bekendtgørelser.

Pressekontakt

Pressetelefon
  5123 2830

Firma

Beskæftigelsesministeriet
Ved Stranden 8
1061 København K, Danmark

  72 20 50 22

http://www.bm.dk

Modtag nyheder fra Beskæftigelsesministeriet på mail

Tilmeld dig her
Vores mission er at effektivisere og formidle alle former for presse- og virksomhedsinformation og gøre den tilgængelig for alle på alle tilgængelige platforme.

om MyPressWire