17-02-16

Banedanmark tager nyt signalsystem i brug på S-banen


Mandag den 29. februar tager Banedanmark S-banens nye signalsystem i brug mellem Hillerød og Jægersborg. Strækningen er den første, der bliver udstyret med det nye signalsystem CBTC.
Systemet skal på sigt sikre færre signalfejl og forsinkede tog på den stærkt trafikerede S-bane.

”Når togene ruller af sted på CBTC, er det et stort og vigtigt skridt i Banedanmarks arbejde med den landsomfattende udskiftning af signaler, som også omfatter fjernbanen,” siger programchef for S-banen, Torben Arnbjerg-Nielsen, fra Banedanmarks Signalprogram.

S-banens signalanlæg er gamle. De ældste stammer tilbage fra 30’erne, men mange er fra 50’erne og 60’erne.

”De gamle systemer virker stadig, men er tæt på udtjente og giver desværre mange signalfejl, som forsinker togene. Med S-banens nye signalsystem får vi fremtidssikret togdriften på S-banen og kan halvere antallet af signalfejl, der i dag er den hyppigste årsag til forsinkelser på S-banen,” siger Torben Arnbjerg-Nielsen.

Hillerød-Jægersborg
Når strækningen mellem Hillerød og Jægersborg får nyt signalsystem som den første, skyldes det, at strækningens sikkerhedssystem; såkaldt Forenklet HKT, er mere enkelt end på resten af S-banen.

”Derfor giver det god mening at begynde på Nordbanen til trods for, at strækningen har mange passagerer,” tilføjer han.

Og passagererne vil kunne mærke udrulningen af det nye signalsystem.

”CBTC er et kendt bybane signalsystem, som er i brug i store byer som London og New York. Men jo ikke noget man bare køber og sætter strøm til. Det er en omfattende og kompleks øvelse at tilpasse systemet til den danske S-bane,” siger Torben Arnbjerg-Nielsen.

Derfor vil der også i de første fem uger med det nye system være ændringer i S-banens køreplan, mens det nye system bliver kørt ind.

”Vi har i samarbejde med DSB testet både systemet og gennemført intensive testkørsler på Nordbanen, og vi er parate. Men vi kan støde ind i udfordringer og fejl, der skal rettes i den første tid. Og selvom vi har et omfattende beredskab klar, kan vi desværre ikke udelukke, at der kan komme forstyrrelser i togdriften på Nordbanen,” siger Torben Arnbjerg-Nielsen.

Togtrafikken
Den 27.-28. februar er S-togene mellem Hillerød og Gentofte erstattet af busser, mens det nye signalsystem tages i brug. I uge 9 vil der køre færre tog på hele S-togsnettet. Det skyldes, at Nordbanens nye signalsystem skal indkøres i overvåget drift, som kræver meget mandskab fra både DSB og Banedanmark.

I uge 10-13 kører kun linje A mellem Hillerød og Køge med stop ved alle stationer. Resten af S-banen kører normalt.

Fakta
Det nye signalsystem giver et markant løft for togtrafikken. Flere tog til tiden, kortere rejsetid på visse strækninger, mulighed for at køre flere tog, ensartet højt sikkerhedsniveau på jernbanen.

Moderne teknologi: Det nye signalsystem er it-baseret, og forbindelsen mellem infrastruktur og tog er baseret på trådløs teknologi. Signalerne rykker indenfor og bliver vist til lokomotivføreren i togets førerrum.

CBTC er kendt og afprøvet teknologi fra store byer som London og New York, men det skal tilpasses danske forhold.

S-banens nye signalsystem forventes at være rullet ud på alle strækninger i 2018.

Kategorier