Få dit eget presserum

Få dit eget presserum
02/10-14   -   Pressemeddelelse

Pcb fjernes nu fra fem skoler i Assens Kommune

På fem skoler i Assens Kommune er der målt forekomst af stoffet pcb (poly-cholorede biphenyler). Pcb kan i høje koncentrationer være problematisk. Det drejer sig om Glamsbjerg-, Tommerup-, Skallebølle-, Vissenbjerg- og Aarup Skole. Her har en rutinemæssig undersøgelse af kommunale institutioner og en efterfølgende undersøgelse af de fem skolers indeklima afsløret forekomst af pcb på et niveau, hvor Sundhedsstyrelsen anbefaler, at der handles.

Pcb-niveauet på alle fem skoler kategoriseres i mellemste niveau mellem 300 og 3.000 ng pcb/m3 luft, hvor Sundhedsstyrelsen anbefaler, at de pcb-holdige materialer fjernes indenfor en periode. Dermed siger Sundhedsstyrelsen også, at der ikke er en sundhedsmæssig risiko ved at anvende lokalerne her og nu.

-Fundet af pcb på de fem skoler er naturligvis en sag, vi tager alvorligt og straks handler på. Resultatet af analysen af indeklimaet på skolerne viser en værdi, der kræver, at pcb'en skal fjernes. Derfor koncentrerer vi os lige nu om at få taget hånd om børnene, deres forældre samt medarbejderne, herunder at få informeret de berørte parter, siger Esben Krægpøth, vicedirektør Velfærd, Dagtilbud og Skole.

Han fortæller desuden, at Assens Kommune er i tæt dialog med embedslæge Henrik L. Hansen omkring de sundhedsmæssige aspekter, og at kommunen i samarbejde med ham udarbejder en handleplan for at få fjernet pcb'en. Esben Krægpøth pointerer samtidig, at måleresultaterne ligger under Arbejdstilsynets krav til indeklimaet, set i forhold til opholdstiden i lokalerne.

Hvad sker der nu?
Der bliver nu foretaget en grundig hovedrengøring af de berørte lokaler på de fem skoler samt en øget udluftning. Den fremgangsmåde har haft en målbar effekt på andre institutioner i landet, hvor der er målt en forhøjet koncentration af pcb i indeklimaet.

I de kommende måneder bliver der desuden foretaget en række yderligere undersøgelser og taget materialeprøver på skolerne for at finde frem til, hvad der skal til for at få pcb-niveauet ned. Resultatet af prøverne gør det muligt at planlægge en egentlig pcb-sanering (renovering). En sanering, der skal sikre, at pcb-niveauet kommer ned under Sundhedsstyrelsens laveste aktionsværdi - og derved ikke længere vurderes at medføre en helbredsrisiko.

Pcb-saneringen forventes at koste minimum 10 mio. kr.

Yderligere oplysninger
Spørgsmål omkring skoler: Esben Krægpøth, vicedirektør Velfærd, Dagtilbud og Skole, tlf. 64746446 / 20691819, mail: eskra@assens.dk
Spørgsmål omkring det byggetekniske, fjernelse af pcb'en samt handleplan: Lars Evald Jensen, chef for Byg, Beredskab og Ejendom, tlf. 64747236 / 24862040, mail: lejen@assens.dk eller Thomas
Barfoed, direktør By, Land og Kultur, tlf. 64747201 / 20911365, mail: thbar@assens.dk
Spørgsmål omkring sundhedsrisiko og sundhedsforhold: Ledende embedslæge Henrik L. Hansen, Sundhedsstyrelsen, tlf. 72227957. mail: hlh@sst.dk

Fakta om pcb og undersøgelsen
En rutinemæssige og lovpligtig undersøgelse i foråret af muligt indhold af pcb i Assens Kommunes bygninger afslørede 20 kommunale bygninger, hvor der var en risiko for forhøjet pcb-indhold. En efterfølgende screening og uddybende undersøgelser gav følgende resultat:

· 12 institutioner indeholdt ikke pcb (i luftmålingerne)
· 3 institutioner havde et indhold lavere end nederste aktionsværdi
· 5 skoler havde en aktionsværdi over 300 ppm:

- Glamsbjergskolen: Mellem 25-1900 ppm
Målt i klasseværelse(r), lærerforberedelse og Ungdomsskolens klublokale

- Skallebølle Skole: Mellem 0-1800 ppm
Målt i klasseværelse(r) og lærerforberedelse

- Tommerup Skole: Mellem 0-880 ppm
Målt i faglokaler samt kontor

- Vissenbjerg Skole: 0-920 ppm
Målt i klasselokale(r), kontorer og faglokale(r)

- Aarup Skole: 90-590 ppm
Målt i faglokale(r)

Hvad er pcb
Pcb er en forkortelse for en gruppe kemiske stoffer poly-cholorede biphenyler. I ren form er pcb et gulligt olielignende stof, der bl.a. har været anvendt som blødgører i diverse byggematerialer og oliefyldte transformatorer og kondensatorer. Pcb har vist sig at være en svært nedbrydelig miljøgift, der bl.a. har været anvendt i byggematerialer som fx fugemasse og maling i perioden 1950-1977. Selv om der er pcb i bygningen, er det ikke givet, at der er en forøget helbredsrisiko.

Anvendelsen af pcb i byggematerialer har været forbudt siden 1977.

Måling af pcb
Helbredsrisikoen vurderes ud fra konkrete målinger af indeluften og bygningens anvendelse. Sundhedsstyrelsen har fastlagt følgende aktionsværdier for pcb i indeluft:

· > 3.000 ng pcb/m3 luft: Det vurderes, at ophold i længere tid kan være forbundet med en betydende helbredsrisiko, og det må i de fleste sammenhænge betragtes som en nærliggende sundhedsfare. Det anbefales, at der gribes ind med kildefjernelse og/eller forsegling uden unødig forsinkelse.
· 300 - 3.000 ng pcb/m3 luft: Mellemste niveau, der kræver en plan for på sigt at nedbringe koncentrationen til under 300 ng pcb/m3
· < 300 ng pcb/m3 luft: Laveste niveau, der ikke vurderes at medføre en forhøjet helbredsrisiko.

Læs mere om pcb på www.pcb-guiden.dk

Pcb-guiden er et led i regeringens handleplan mod pcb i bygninger fra maj 2011 og skal sammen med en hotline vejlede borgere, kommuner og virksomheder i, hvordan de håndterer pcb. Guiden er udarbejdet af seks ansvarlige myndigheder på området.

Pressekontakt

Søren Steen Andersen
Borgmester
  6474 7372
  2937 9065

Firma

Assens Kommune
Rådhus All è 5
5610 Assens, Danmark

  64 74 73 77

http://www.assens.dk

Modtag nyheder fra Assens Kommune på mail

Tilmeld dig her
Vores mission er at effektivisere og formidle alle former for presse- og virksomhedsinformation og gøre den tilgængelig for alle på alle tilgængelige platforme.

om MyPressWire